Mine selvmordsforsøg & tanker

Mine selvmordsforsøg & tanker

Jeg er opvokset med døden tæt inde på livet, synes jeg selv. Min mor, som døde i 2003, var alkoholiker. Hun drak en del, og når hun drak, faldt hun ofte eller fik tæsk af forskellige mænd. Hendes ulykker sendte hende på hospitalet, og jeg lærte tidligt, at det kunne være, at jeg ikke havde min mor så længe. Jeg har også været på hospitalet og besøgt min mor, hvor nogen italesatte ordet: ”Selvmord”. Om hun nogensinde har prøvet at tage sit eget liv, ved jeg ikke.
Dog, en dag jeg kom hjem fra skole i en alder af 10 år, kunne jeg ikke finde min mor. Hun var inde i en positiv periode, dvs. hun var på antabus og drak ikke. Det var 3 uger siden, at hun sidst havde drukket noget. Jeg fandt min mor i garagen, i færd med at binde et reb om en bjælke i loftet. Jeg spurgte hende selvfølgelig om, hvad hun havde gang i, og hun svarede: ”Det er alferne, jeg holder det ikke ud mere, de beder mig tage mit eget liv”. Jeg skyndte mig at hente min elskede morfar, og i fællesskab fik vi hende ind i huset og senere på psykiatrisk afdeling. Der var selvfølgelig ingen alfer; jeg tror, at hun havde delirium og så og hørte en masse, der ikke var der.

Ret tidligt lærte jeg, at liv og død hænger sammen, og tanken om min egen død eller om at miste mennesker har aldrig skræmt mig. Tværtimod har jeg været meget interesseret i, hvad der mon sker, når vi dør? Hvor kommer vi hen? Findes der spøgelser osv. osv.

I takt med min opvækst udviklede jeg en adfærd – en såkaldt negativ spiral. Jeg tillagde mig en opførsel, hvor jeg løj meget. Jeg begyndte at stjæle fra venner, familie og skole / arbejdsplads. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at drikke, spise piller og tage stoffer. Jeg havde mange kærester og var utro. Alt sammen for at mærke mig selv. Mærke livet. Føle spændingen. Bedøve mig. Og for at overdøve følelsen af intet-værd og slukke mit enorme selvhad.
Ambivalent nok, så virkede alle mine krumspring blot som benzin på bålet. Jo mere lort jeg lavede, desto dårligere fik jeg det, og desto mere havde jeg brug for at lave lort for at bedøve alle følelserne. Negativ spiral. Jeg fik det kun dårligere og dårligere – mixer jeg det med dét faktum, at jeg var ret afklaret i forhold til døden, så bringer det mig til mit første selvmordsforsøg.

Jeg afsluttede handelsskolen i Frederikssund og begyndte som salgsassistentelev i Lokal Brugsen i Skuldelev. Jeg er født og opvokset i Skuldelev. Hele min familie er fra Skuldelev, mere eller mindre. Alle, jeg kendte, handlede i Brugsen, og jeg havde selv kommet i Brugsen siden jeg kunne gå.
Snart begyndte jeg at stjæle fra Brugsen, endnu mere lort i den negative spiral. Efter nogle måneder blev jeg konfronteret af Brugsens ledelse, og jeg mistede min læreplads. Historierne gik selvfølgelig i det lille samfund. Min morfar stoppede med at handle i Brugsen, måske af skam? Mine handlinger havde enorme konsekvenser for Brugsens ledelse og deres familier – og for min familie.

Det eneste jeg kunne, var at hade mig selv – og det kan du så gange med 10.000. Opløftet i 1000. potens. Jeg kan ikke beskrive den følelse, jeg havde i mig: skam, skyld, ensomhed, had, uduelighed, idioti… klovn… Jeg er nok min egen værste kritiker. Uanset hvad, så ledte alt sammen til, at jeg en aften så noget i fjernsynet om gift, som kunne dræbe. Jeg søgte på nettet efter denne gift, fandt en producent – sendte den en e-mail, hvor jeg fortalte, at jeg gerne ville købe noget gift, da jeg gerne ville tage mit eget liv.

Dagen efter bankede politiet på døren og spurgte, om jeg var ”Martin”, og om jeg havde sendt den e-mail? Det benægtede jeg og ville ikke tale om det. Pinligt. Jeg kunne ikke tale om det. Jeg var slet ikke klar til at anerkende, hvor skidt jeg havde det. Så der skete ikke mere. Politimanden kørte igen, og livet gik videre. Oplevelsen skræmte mig. Jeg blev bange, da jeg oplevede, at ”virkeligheden” blev indblandet i mine tanker.
I mere end 13 år havde jeg et dagligt misbrug af stoffer, piller, medicin og alkohol. Min mor døde i 2003, og i 2006 døde min morfar. Jeg følte, at de to mennesker, som jeg elskede ubetinget, og som kendte mig bedst af alle; dem, jeg havde hjemme hos; de var ikke hos mig mere, og jeg var ikke hos dem.
På dette tidspunkt boede jeg i Ikast, jeg var flygtet fra Sjælland, væk fra alle. Isolerede mig. Mit misbrug var stort og min afhængighed så kraftig, at der aldrig gik en dag uden piller, stoffer, medicin eller alkohol – eller en blanding af det hele.

En dag, uden at jeg kan huske hvilken eller hvorfor, slog det mig, at dette liv orker jeg ikke mere. Hvis jeg ikke kan andet end at være en idiot-misbruger-narkoman-klovn, så kan jeg lige så godt dø. Der er intet at leve for, tænkte jeg.

Så jeg gik igen på nettet og ledte efter en ”opskrift” på at tage mit eget liv. En blanding af piller, stoffer og medicin. Jeg fandt min ”opskrift” og gik derefter på jagt hos læge, apotek, pusher og i eget lager.
Helt lavpraktisk samlede jeg mine ingredienser. Jeg lagde dem på bordet og kontrollerede, at jeg havde det, der stod i opskriften, eller noget, der mindede om det. Jeg indtog det alt sammen. Jeg tænkte: ”Hvad så nu?”. Skulle jeg lægge mig i sengen? På sofaen? Mon jeg ville få smerter? Hvordan er det mon at være død? Jeg kom i tanke om, at jeg skulle skrive et brev til min søster …. ”Kære Susan! Du skal vide, at det er min egen beslutning at tage mit liv. Det er ikke nogen andens skyld end min. Det er mit ansvar….”…
Jeg når ikke at gøre det færdigt. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg husker ikke så meget mere, end at jeg vågner op nogle timer senere. Jeg tror nok, at jeg har tisset i bukserne og har noget, der minder om fråde eller savl om munden. Går ud på toilettet og ser mig selv i spejlet. Jeg er ikke død. Det virkede ikke. Jeg smider tøjet og går i bad. Tager rent undertøj på og går i seng igen. That´s it.

Jeg overvejer på intet tidspunkt at tale med nogen om det. Eller bede om hjælp. Jeg tror ikke, at jeg ved, hvor jeg kan finde hjælp. Mere sker der ikke. Jeg tænker: ”Når jeg ikke er død, er det nok meningen, at jeg skal leve.” Mit liv fortsætter. Misbrug, stoffer, afhængighed. Prøver at bedøve de stærke negative følelser af selvhad, intet-værd, skyld og skam.
Lidt om skyld og skam.

Jeg skriver det mange steder, skyld og skam. Hvad er det? Well, for mig handler skyld om, at jeg føler mig skyldig. Skyldig i, at andre har det dårligt. Skyldig i at lyve, stjæle, være utro og meget andet. Jeg føler mig skyldig. Afsløret. Mindre værd end andre. Dårlig samvittighed. Røvdårlig samvittighed. Dét er skyld for mig. Stofferne, pigerne, pillerne, alkoholen – den ekstreme adfærd ”hjalp” mig med at bedøve min konstante skyldfølelse. Samtidig boostede den (adfærden) skyldfølelsen endnu mere – og så var jeg tilbage til at skulle bedøve den. Negativ spiral here we come! Her kommer skammen også ind og spiller en rolle hos mig. Jeg skammer mig over, hvad jeg har gjort. Den oplevelse har jeg haft så ofte, at jeg ikke kan tælle det. For mig handler skam om, at jeg ikke lever op til egne og andres forventninger, og det har jeg praktiseret som professionel med min adfærd.
Det leder mig til mit tredje selvmordsforsøg, eller planlægningen af det, i hvert fald. Nu er jeg kommet ud af mit stofmisbrug og min afhængighed, men det tager mig åbenbart længere tid at få bugt med den dårlige adfærd. Jeg er min kæreste utro. Det finder hun ud af og konfronterer mig med det. Jeg indrømmer, og på turen hjem fra hende den dag tager jeg mit liv op til overvejelse. Igen. Det er ikke bare utroskabet, der gør sin indflydelse, nej, nej, det åbner op for alle de gamle følelser og oplevelser, og jeg bekræfter mig selv i, at jeg ikke kan en skid andet end at gøre andre mennesker kede af det – såre dem og mig.
Mine gamle bekendte: skam, skyld, intet-værd, selvhad og selvmordstankerne overmander min bevidsthed og sind. ”Seriøst, Martin, hvis du kan finde på at såre én, som elsker dig, så kan du jo ikke bruges til en skid; du kan lige så godt ende det her,” tænker jeg. Fuck mig og min latterlige adfærd. For 50 millionte gang.

På dette tidspunkt har jeg været stoffri og clean i over et år. Jeg ved lidt mere om mig selv og ved også, at det er en god idé at involvere andre i mine tanker. Så da jeg kommer hjem, skriver jeg lidt e-mails til et par præster og en terapeut i Slagelse, hvor jeg spørger, om de vil tale med mig? Jeg har brug for at forstå, hvorfor jeg som menneske kan opføre mig sådan mod et andet menneske. Jeg forstår det ikke.

Herefter går jeg ned på Slagelse Station. Jeg skal rekognoscere området og finde ud af, hvor jeg kan hoppe ud foran et tog for på den måde at ende mine dage. Om jeg bruger 30 min. eller 3 timer dernede husker jeg ikke, men jeg mindes, at jeg går rundt på stationen og ser efter ”gode steder”, hvad det end er. Sætter mig på en bænk. Rejser mig, går over på en anden perron og sætter mig. Ser, om jeg kan finde en rytme i de gennemkørende tog. Ser mig omkring og prøver at blive klogere på, hvor og hvornår det er smartest at hoppe og skade færrest mulige andre. Det hele er meget afklaret, køligt og kalkuleret.
På et eller andet tidspunkt får jeg nok og går hjemad igen. Træt af mit liv. Men mest træt af mig selv. Hader mig selv.

Da jeg kommer hjem, har et par af præsterne og terapeuten besvaret min e-mail. Jeg ringer også til Livslinien og får en god anonym snak – og de siger alle sammen det samme – cirka i hvert fald – ”Vent lige med at tage dit eget liv, lad os lige tale om det” – noget i den stil. Jeg husker det ikke helt præcist, men det betyder, at jeg lige venter. Jeg får god kontakt til terapeuten i Slagelse, Britta. Vi taler sammen flere gange, og da hun siger: ”Martin, der er mange, der er utro; det skal du ikke tage dit eget liv over”;
lige dér går det op for mig: ”Næhh, det skal jeg da ikke”. Jeg finder ud af, hvor vigtigt det er for mig at dele mine svære tanker, og det går op for mig, at det gør mig enormt godt at få sat ord på mine tabuer.

Jeg taler med Britta i flere uger, og det er, som om den store klump af lort, jeg har i mig, den bliver mindre og mindre. Der bliver mere og mere plads til lys. Mere plads til optimisme. Mere plads til positive tanker. Håbet spirer.
Jeg finder ud af, at jeg gerne vil læse HF. Jeg starter på VUC. Jeg begynder at skrive og holde foredrag og fortælle min historie. Det er mine personlige meninger, erfaringer og idéer, jeg deler – de metoder, som virker for mig. Min hensigt er, at min åbenhed og ærlighed kan skabe håb og inspiration hos andre mennesker.