Fra narkoman til universitetsstuderende

Fra narkoman til universitetsstuderende

”HVAD FANDEN SKER DER?!?!”, kan jeg høre mig selv skrige højt! Der står 04.37 på uret, der er helt mørkt i min lille lejlighed, og det er koldt. Stjernerne lyser skarpt fra den klare, sorte himmel. Det er lørdag d. 13. februar 2010, jeg ligger i min seng, svedig som bare fanden, og fryser, så jeg ryster – jeg har sovet sammenlagt otte timer de sidste tre dage og er vågnet med et SÆT, fordi jeg synes, at jeg kan høre nogen gå rundt i min lejlighed. Jeg bor i min egen lille et-værelses lejlighed i Slagelse og startede misbrugsbehandling på misbrugscenteret i december 2009.

Tirsdag d. 9. februar 2010 havde jeg min første dag som clean: ædru, stoffri og medicinfri. For at være helt ærlig, så startede min latterlige adfærd og mit misbrug med alkohol og hash, da jeg var bare 13 år. Det var i 1989 – nu skrev vi 2010. Nu ligger jeg så her i min seng i Slagelse og hører lyde, der ikke er der. Det har jeg prøvet før, når jeg har forsøgt at komme ud af mit misbrug. Der går ca. 24 timer fra jeg har taget det sidste kokain, amfetamin eller medicin, til abstinenserne starter. Jeg begynder at svede uhæmmet og ryste af kulde på samme tid. Alle led og muskler smerter sindssygt, min balance forsvinder, jeg bliver afkræftet, der kommer ukontrollérbar kvalme, jeg skal kaste op inden for 10 sekunder, jeg får diarré og skal på wc – hurtigt, og jeg begynder tilmed at lugte underligt – og det er bare de fysiske symptomer.

Dertil kommer alle de psykiske: Jeg bryder mig ikke om at være sammen med andre mennesker, og derfor isolerer jeg mig. Alle de følelser, som stofferne har bedøvet, kommer nu frem som gribbe over et dødt dyr: ensomheden; følelsen af at være forkert; skammen over at være den person, jeg er; følelsen af skyld over alt det lort, jeg har lavet; jeg har dårlig samvittighed over for alle de mennesker, jeg har såret; ja, jeg synes i det hele taget ikke, at jeg fortjener at leve – og sidst, men ikke mindst, er der paranoiaen.

Jeg sætter mig op i min seng. Jeg er helt sikker på, at jeg har hørt nogen gå rundt i min lejlighed, og jeg lægger hånden på den økse, jeg har stående ved siden af sengen. I flere år har jeg sovet med øksen ved min side. Den udgør mit selvforsvar, bare for en sikkerheds skyld. Jeg tænder lyset – mit værelse er så lille, at jeg hurtigt ser, at der ikke er nogen. Jeg skal kaste op og ved, at det kommer hurtigt, så jeg kommer op at stå – shit, jeg ryster … jeg går ud på toilettet og når det kun lige akkurat, inden jeg må lægge mig på knæ foran wc-kummen for gud-ved-hvilken-gang i denne uge.
Nu kommer det! Maven kramper. Sveden løber ned i øjnene. Jeg synes stadig, at jeg kan høre underlige lyde, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke tog øksen med ud på toilettet. Jeg gør mig færdig og tager et hurtigt bad – det lyder altså stadig, som om her er nogen. Skynder mig så hurtigt, som mine rystende ben og manglende balance kan klare. Tørrer mig, tager tøj på, åbner døren til opgangen og ser ud – der er ingen. Alt er roligt. Lukker døren og låser den, tjekker den – den ER låst! Selvom jeg bor på anden sal, tjekker jeg også lige Velux-skråvinduerne; sæt nu, at nogen skulle finde på at kravle op på taget og smadre vinduet for at komme ind til mig, tænker min hjerne. Alt er tjekket og lukket og låst.

Går i seng igen – ad for satan: sengetøjet er vådt af sved endnu og lugter, ja, af bræk og sved. Føj! Hvorfor skal jeg være så klam og ulækker? Uret viser 04.58, kvalmen er tilbage, maven kramper og gør ondt, jeg sveder stadig som en gal, og smerterne i benene og hovedet er slet ikke til at beskrive. Hvad sker der mon, når vi dør? Kan det ikke snart få en ende, det her? Jeg orker ærlig talt snart ikke mere.
Det ER muligt! ”Ja, Martin, det gik jo godt! Du får 12!”, siger sensor og smiler. Min erhvervsøkonomilærer, Mads, følger op og forklarer en masse, jeg ikke helt får fat i. Jeg er bare glad og stolt – og de ord kan på ingen måde beskrive, hvor fortryllende lykkelig jeg føler mig. Jeg smiler, og mit blod bruser og bobler rundt i kroppen. Findes der sommerfugle i maven, så er der flyttet en hel sommerfuglepark ind hos mig. Hold da kæft en sejr!
Erhvervsøkonomi var min sidste eksamen i 2015, og først nu kender jeg min karakter og dermed mit gennemsnit. På eksamensbeviset står mit eksamensresultat, mit gennemsnit – 11,5. Det er ubeskriveligt, usandsynligt, utroligt, uforståeligt fantastisk! Hver eneste gang jeg forsigtigt har fortalt nogen, at jeg gerne vil læse psykologi på universitetet, er jeg blevet mødt med en tøvende sætning: “Jamen, kræver det ikke et højt gennemsnit?” … Jo! Jeg ringer til min kæreste og fortæller hende den gode nyhed! Nu – præcis lige NU i dette sekund er min drøm gået i opfyldelse: at tage en studentereksamen med så godt et snit, at jeg kan søge ind på universitetet og læse psykologi.
Jeg går fra KVUC, over Nørreport, ned i Torvehallerne og spiser en velfortjent is. Livet er da fantastisk!
Hvad vil jeg egentlig med mit liv? Sommeren 2010 blev jeg clean og stoffri. Behandlingen tog ca. otte måneder, og jeg kom stærkt ud på den anden side. Narkomanen var nu skiftet ud med mennesket Martin. Men hvad skulle jeg nu? Jeg arbejdede lidt, men i 2012 besluttede jeg mig for at læse HF; jeg ville være pædagog. Meget hurtigt oplevede jeg, at skolen gik godt, jeg gjorde mig umage, og mine eksamener gik fint. Efter eksamen i mundtlig engelsk sagde min lærer til mig: ”Martin, du skal ikke være pædagog. Tag en fuld HF, så vil du have uanede muligheder.” Jeg sagde tak for hendes direkte ærlighed og begyndte at tænke over, hvad jeg mon kunne tænke mig at læse?
Pædagoger er jo super vigtige, men uddannelsen var ikke min drøm. Dog ville jeg gerne arbejde med mennesker. Skolen fortsatte, jeg havde undervisning på KVUC i det centrale København, og jeg elskede skolen, underviserne, byen, de studerende, energien og det faktum, at jeg rent faktisk lærte noget og fik nye venner. Skolen var ret ”let”, sammenlignet med det liv, jeg kom fra. Jeg skulle jo bare møde op og gøre, hvad lærerne sagde. Det er da simpelt – og jeg syntes, at det var super fedt! Samtidig gik jeg på biblioteket og prøvede at finde ud af, hvad jeg mon kunne blive. Hmmmm… Præst…. Antropolog… Pædagog … Sociolog… Biolog… og så slog det mig med ét!

PSYKOLOG! Jeg havde psykologi på HF, og jeg havde en fantastisk underviser: Maya! Shit, hun var inspirerende! Det bekræftede mig bare endnu mere i, at psykologi var det rigtige. Jeg syntes, at det var det mest fantastiske fag. Jeg havde let ved det. Jeg kunne huske teoretikerne og deres teorier og havde let ved at sammenligne dem. Det føltes naturligt og rigtigt, sådan som søde jordbær i sommervarmen føles rigtigt.

Det kildede i maven, jeg blev spændt, entusiastisk og glædede mig over, at jeg havde fundet mit mål. Jeg havde fundet frem til MIN drøm! Hvordan når jeg mit mål? Hvordan kommer jeg til at læse psykologi på universitetet? Det var det næste spørgsmål. Jeg skulle bestå en fuld HF + matematik B, og jeg skulle have et karaktergennemsnit på mindst 11,4. Nu havde jeg forstået mit mål og hvordan jeg nåede målet; så var det ellers bare at knokle på.
Svigermors stue var afgørende for mine karakterer. Min måde at angribe undervisningen på var at møde op, lave mine lektier og aflevere mine opgaver. Samtidig havde jeg et par studiejobs, så mit fravær lå konstant på 8-9 %. Jeg var på ingen måde nogen mønsterelev, men jeg gjorde mig umage, når jeg var der. Jeg deltog i klassen, var aktiv, rakte hånden op, bidrog med mine tanker og idéer. Nu havde jeg også et mål at gå efter, nemlig at forstå pensum, så jeg kunne gå op til eksamen og få en god karakter. Jeg oplevede KVUC som den perfekte skole for mig. Underviserne var dygtige, og der var præcis den differentiering, som jeg nød godt af. I de fag, hvor jeg kæmpede med at fatte pensum, matematik B, eksempelvis, var der lektiecafé, og undervisningen var meget eksamensorienteret. I fag som psykologi, hvor jeg havde det lettere, kunne underviseren give mig adgang til mere viden og en dybere forståelse af sammenhænge. Det hjælp mig til at bestå de vanskelige fag og samtidig være god i de andre fag. Noget af det helt centrale for mig, når jeg skulle læse lektier, lave projekter eller fordybe mig i kemi, biologi eller matematikafleveringer, var to faktorer: ro + tid.

Derfor er næsten alle mine afleveringer lavet i svigermors stue. Jeg har dælme brugt mange weekender de sidste år hos hende, hvor kaffen er varm og serveres med hjerterum og næstekærlighed. Det virkede for mig, det er det vigtigste, tror jeg. At finde en metode, som virker, og så holde fast i den.
Årsagen til, at jeg gerne deler min historie og mine mest private øjeblikke, er, at jeg ved, at min historie skaber håb hos andre mennesker. Jeg blev clean og stoffri i 2010, og siden 2012 har jeg holdt foredrag i hele landet, hvor jeg deler min historie, og jeg ved nu, at jeg kan være med til at inspirere andre og bringe mod til dem, der har brug for det. Da jeg i efteråret 2014 udgav første version af min bog, ”Fra Narkoman til Rollemodel”, fortalte jeg det til min historielærer på KVUC, Morten, hvortil han hurtigt svarede: ”Martin, hvis du kan gøre en forskel for andre mennesker, har du også pligt til at gøre det”. Jeg smilede. Ja, det er vel sandt. Så dét er meningen. Jeg fortæller om min vej igennem livet, fordi jeg tror på frihed til alle. Frihed til at tage en uddannelse, vælge en partner, vælge et job, bryde negative mønstre eller ændre sit liv til lige præcis dét, man har lyst til.

Den 30 juli 2015 blev jeg optaget på psykologistudiet på Københavns Universitet, hvordan det går mig vil tiden vise.