Til pårørende

Til pårørende

Til jer, der har en mistanke om, at en ven, kollega, kæreste, mand, søn, svigermor eller en helt tredje har et misbrug af en slags. Her følger mine personlige idéer og meninger om, hvad I kan og skal gøre. Dog, vær opmærksom på, at det er mine personlige idéer og holdninger.
Tal om tingene med andre
Jeg vil i alle tilfælde give dig det råd at kontakte dit lokale kommunale misbrugscenter og tage en snak med dem om din situation. De kan først og fremmest lytte til dig, og de kender situationen, har den korrekte uddannelse samt indsigt i kommunens tilbud.

Jeg modtager rigtig mange mails fra pårørende, der er så bekymrede og synes, at det er helt galt. Hvad skal vi gøre? Der er ikke noget klart svar på det, da alle situationer er forskellige.
Har du en mistanke om, at én i din omgangskreds er blevet afhængig af panodil, øl, rødvin, hash, sex eller andet – og hvis du mener, at det kommer dig ved – og at du gerne vil “hjælpe”, så tal med en anden, der kender vedkommende, først. Nævn din mistanke for personen og find ud af, om det bare er dig, eller om der også er andre, der har en mistanke. Hvis din mistanke bliver bekræftet flere steder, kan man jo konfrontere vedkommende. Men vær opmærksom på, at mennesker udvikler sygdomme som f.eks. gigt eller irriteret tyktarm, der hurtigt gør, at de ændrer adfærd og skal indtage en masse piller.
At være pårørende er svært, og det er en proces, der kan tage mange år
Pårørende til misbrugere bringes ofte i en meget vanskelig situation, når de forsøger at fastholde virkeligheden og kalde et misbrug for et misbrug. Der er ofte ingen lette udveje eller genveje. Misbruget er tit kendetegnet ved fornægtelse, og det kan måske være en hjælp at anskue situationen fra det synspunkt, at man må finde den mindst dårlige løsning. Det giver en bedre mulighed for at acceptere ubehagelige, men nødvendige, beslutninger. At kalde en skovl for en skovl kan i sidste ende bringe den misbrugende på rette køl, og gør man det ikke, vil misbruget blot eskalere. Det er lettere sagt end gjort, men i vid udstrækning handler det om begrænsninger. En begrænsning, der inkluderer ens egne grænser (hvad man vil være med til og ikke vil være med til).
Mennesker lider under en misbruger i familien, og mange familier må opgive kontakten til misbrugeren for ikke at blive påvirket af misbrugerens adfærd. Misbrug er en voldsom lidelse, der ikke alene inddrager misbrugeren, men i høj grad også påvirker familien og forgifter det fælles liv.
Vær sikker på, at du henvender dig på den rigtige måde, inden du kaster dig ud i det. Og brug ord som: “Jeg oplever, at du går meget på toilettet, og det lyder som om du rasler med pilleglas – jeg er bekymret for dig, og om du spiser for mange piller?” … Hold bekymringen på din side, og undgå at bruge “du er… og du gør…” – Det skubber folk væk. Er det din mand, der drikker 25 øl dagligt, eller din kone, der ikke kan leve uden 1 fl. rødvin om dagen, eller din søn, der ryger hash dagligt eller hver weekend – så er der noget med kød på. Manden og konen må selv finde ud af det – enten må man leve med det – kan man ikke det, må man ty til behandling. Men den afhængige skal selv ville gå i behandling – ellers er der kun skilsmissen tilbage.
Det er klassisk kommunikation og egentlig ikke ret kompliceret, men smertefyldt, selvfølgelig. Med teenagere og unge er det straks værre. Alle undersøgelser og erfaringer viser, at unges druk ofte udligner sig selv. Så længe skole osv. kan passes mandag og resten af ugen, går det nok. Udfordringen kommer, når der kommer stoffer, piller og hash ind i billedet – eller svampe. Her er der et problem, der skal tages hånd om. Det er ikke en let ting, men det er muligt. Uanset hvad de unge siger og mener at have læst på nettet eller i bøger, så er de unge og har ikke levet med misbrug i +10 år.

Og sagen er, at både alkohol og alle typer af stoffer er skadelige. Den typiske sætning er: “Jamen, hash er helt naturligt og lovligt i nogle lande… og mindre skadeligt end alkohol”… og det er muligvis sandt. Og dem, der vil ryge hash hver dag, skal da gøre det, hvis det er dét, de ønsker at bruge deres liv på. Men hvis man vil noget med sin skole eller sit liv, ja, så skal man ikke ryge hash eller tage stoffer dagligt – ja, selv ugentligt. Det kan gå i et år, måske to, men så begynder det at ramle, og det er et faktum.
Men unge påvirkes af deres netværk, og derfor er det vigtigt at have fokus på den påvirkning, der udøves af netværket. Det skal gøres, inden de bliver teenagere, når de stadig er unge og omkring 12 til ca. 21 år. Især drenge er sløve her – deres identitet skabes gennem deres fællesskab med andre. Fra 0-11 år skabes normen for, hvad der er rigtigt og forkert, hovedsageligt af forældrene, men det skifter omkring tolvårsalderen. Hvor de unge før fik selvværd, selvtillid og tryghed af forældrene og familien, så kommer disse vitale ting nu gennem deres netværk, skole, venner og kærester. Derfor er kommunikation med skole, ungdomsklub, fodboldklub, svømmeklub osv. vigtig. Jo flere sunde interesser og jo sundere netværk, der kan skabes, desto bedre.
Hver pårørende er forskellig og ligner hinanden
Jeg taler med pårørende til misbrugere hver eneste dag, og hver situation er forskellig, selvom de alle sammen ligner hinanden. Der er stor forskel på, om man er mor, far, søster, bror, ven, kæreste, kone, kollega, – i det hele taget kan man være pårørende på mange forskellige måder. Dér, hvor jeg ser, at de fleste pårørende går galt i byen, er, at de gerne vil hjælpe misbrugeren. Alt afhængigt af situationen kan det også være fint nok. Men det er min erfaring, at når man er pårørende, er det bedste, man kan gøre at ”uddanne” sig selv. Give sig selv viden omkring det at være pårørende og med-misbruger. Med det mener jeg, at den pårørende bør indsamle viden og erfaringer om, hvordan det er at være pårørende og med-misbruger.
Ryger ens datter på 15 år hash dagligt, er det ikke kun datteren, der har et problem. Som forældre har man været med til at danne nogle rammer, der gør, at ens datter ryger hash hver dag. Derfor er det ikke bare ens datter, der skal i behandling. Man skal som forældre også ændre adfærd og vaner, og det gøres bedst ved at deltage i familiebehandling i ens kommune eller andre steder.

Pårørende er med til at skabe rammerne for et misbrug
Samme situation gør sig gældende, hvis man er voksen, og ens mand, kæreste eller kone er afhængig/misbruger. Alt afhængigt af situationen er man som modpart med til at danne rammer for, at ens kæreste er i misbrug. Situationen kan selvfølgelig variere fra gang til gang. Jeg har oplevet, at mange kvinder kontakter mig og beder om hjælp, fordi deres mand ikke vil stoppe med at tage stoffer eller drikke eller spise piller eller noget andet. De forstår det ikke, de hjælper ham nemlig med at vaske tøj, handle ind, gøre rent, betale regninger og ordne alle mulige andre praktiske ting. De gør så meget for at hjælpe deres mand, og alligevel vil han ikke stoppe sit misbrug. Det kan jeg godt forstå. Hvorfor skulle han stoppe? Han har én, der hjælper ham med alt, så han har ingen grund til at gøre andet end at fortsætte. Her er kvinden direkte medvirkende til at skabe rammerne for, at manden fortsætter sit misbrug. Ufrivilligt, men medvirkende.

Vær kærlig, ærlig og hold fast i dine beslutninger og valg
Jeg taler med mange voksne pårørende, der helst ikke vil konfrontere deres misbruger-kæreste af den årsag, at det kan medvirke til, at vedkommende øger sit misbrug. Nogle kan heller ikke gå fra deres kæreste, da de er bange for, at vedkommende begår selvmord eller på anden måde skader sig selv. Her er jeg nødt til at være ærlig og kynisk. Efter min mening hjælper man ingen ved at tage hensyn på den måde. Hvad misbrugeren gør, er misbrugerens eget ansvar. Jeg mener ikke, at det er gavnligt for nogen at leve i hinandens skygger, imens man går rundt om den varme grød og ikke sætter handling bag sine ord. Hvis man er træt af situationen og gerne vil have den ændret, må man træffe et valg, handle og tage konsekvensen, som den er.
Det bedste min familie gjorde for mig, da jeg var misbruger, var, at de sagde fra og tog afstand fra mig. Ja, jeg valgte at isolere mig og havde tre år, hvor jeg var alene og mit misbrug eskalerede. Jeg var tæt på at dø af en overdosis en gang. Men det var jo ikke min families ansvar. Det var mit eget.
Der er ingen lette løsninger, og alle situationer er forskellige, men hvis jeg var pårørende, ville jeg gøre følgende for at styrke min egen position: kontakte mit lokale misbrugscenter og få en anonym snak om situationen. Bruge internettet til at finde et forum med andre pårørende og udveksle erfaringer og viden. Læse bøger om medafhængighed og om at være pårørende til en misbruger. For på den måde lige så stille at uddanne mig til at være pårørende. Øge min viden, for på den måde at kunne træffe en god beslutning om, hvad jeg vil gøre. Være bevidst om, at dét at være pårørende til en misbruger kan være en årelang proces, og det er ikke sikkert, at misbrugeren kommer ud af sin afhængighed.

At være pårørende er en proces
For mig tog det ca. fem år at bryde min afhængighed. Derfor er min holdning, at man som pårørende til en misbruger ruster sig bedst ved at ”uddanne” sig til pårørende. Finde så meget viden som muligt om emnet. Lære at sætte grænser og tale åbent og ærligt med misbrugeren om forventninger, aftaler og konsekvenser ved brudte aftaler. Selvfølgelig også at gøre op med sig selv: hvilket liv vil jeg leve? Hvilken hverdag vil jeg have? Det er en fejl at tro, at man som pårørende kan klare den alene; det er altid fornuftigt og givtigt at tale med andre om en situation. Ofte er man for tæt på det hele til at kunne rationalisere neutralt over problemerne, og her gør det en konkret forskel at tale med en misbrugskonsulent om tingene.
Afslutningsvist
Jeg vil runde af med at opsummere, at alle situationer og mennesker er forskellige. Det er derfor, at det er så svært at rådgive generelt omkring et misbrug og en misbruger. Alligevel har jeg forsøgt at udstikke nogle generelle retningslinjer for, hvad man kan gøre som pårørende til en misbruger. Det gavner altid at tale med andre pårørende og professionelle om situationen – og selvfølgelig tale åbent og ærligt med misbrugeren selv.