Sådan var det for mig

Sådan var det for mig

”Jeg skal lige på toilettet, så er jeg klar! ” … Jeg kan tydeligt mærke samvittigheden nage mig, når jeg lyver over for mine kollegaer. I samme moment trækker afhængigheden så stærkt i mig, at mine tanker kun kredser om én ting: Nemlig at komme ud på toilettet og tage en ”bombe” amfetamin og to nobligan. Så ved jeg, at jeg overlever det næste salgsmøde.
Det er januar 2007. Jeg er ansat som mediekonsulent hos Eniro Danmark, én af de største medievirksomheder i landet, hvor jeg sælger marketingløsninger til virksomheder via telefonen fra kontoret i Århus centrum. Vi er 40 sælgere, og jeg elsker mit arbejde. Jeg har en masse gode kollegaer, hvoraf nogen har prøvet stoffer og andre ikke har. Det er ikke så vigtigt – det vigtige er, at hvis jeg skal klare mig godt, så har jeg brug for en vitamin-indsprøjtning. Jeg ved lige hvordan. Ingen ved noget. Jeg gør det i hemmelighed. Det virker så godt for mig, og det har virket godt for mig i flere år. Jeg tog også stoffer på mine tidligere arbejdspladser. Også da jeg var i militæret. Ingen opdagede noget. Folk har travlt med deres eget, og ingen ledere har rigtig villet eller turdet indgå i en debat omkring det. Det er dejligt!
Jeg har pillerne i en lille æske og amfetaminen i en sølvpapirspakke i min venstre lomme i mine bukser. Jeg føler mig beruset, energisk og i live, når jeg går ud mod toiletterne og kan se, at der er fri bane. Jeg går derud, tænder lyset, lukker og låser døren bag mig. Ser mig selv i spejlet, får øjenkontakt med mig selv og smiler. Tager æsken med pillerne op af lommen, tager to dejlige piller op af æsken, de er gule og røde, kaster dem i munden og sluger dem. Jeg kan sagtens sluge både 4, 5 og 6 piller ad gangen uden vand. Men jeg skyller alligevel efter med en mundfuld vand fra hanen.
Jeg mærker, hvordan de to smertestillende piller glider ned i halsen, og hvordan vandet leder dem helt ned i maven. Det føles dejligt. Det kilder i maven, jeg glæder mig til at mærke den brusende, afslappende følelse, når pillerne frigiver deres skønne stoffer, som får mig til at glemme lidt af, hvordan jeg har det indeni.
Så tager jeg sølvpapirpakken op af lommen. Jeg har amfetaminen i en lille plasticpose inden i sølvpapirpakken, så den er godt beskyttet. Jeg tager forsigtigt den lille plasticpose frem og lægger den på kanten af håndvasken. Jeg tørrer kanten på håndvasken af, så den er helt tør og klar.
Nu river jeg et stykke toiletpapir af rullen og lægger det på kanten af håndvasken – tager den lille plasticpose op, åbner den og hælder meget forsigtigt en smule amfetamin ud på toiletpapiret. Ser på mængden og tænker: ”Arh, jeg kan godt tage lidt mere… ” … hælder lidt mere ud, så toiletpapiret fungerer som en slags tallerken. Jeg ser på mængden af amfetamin på toiletpapiret, og det føles rigtigt. Jeg måler ikke præcis, hvor mange gram eller milligram, der er. Mængden er et spørgsmål om øjemål og mavefornemmelse. Det føles rigtigt. Forsigtigt lukker jeg plasticposen med amfetamin, pakker den nøjsomt ind i sølvpapirpakken igen og putter den tilbage i lommen.
Så mærker min hånd i lommen, at æsken med pillerne er der – og at den er lukket. Sølvpapirpakken er der og føles rigtig. Det er et ritual for mig at tjekke, at min beholdning af stoffer og piller ”har det godt”, og at alt er, som det skal være. Nu kilder det for alvor i maven af forventning til amfetaminens virkning og glæden over at have stof nok til resten af dagen. Vide, at jeg har det godt. I hvert fald indtil i morgen, hvor jeg skal have købt mere. Så meget desto vigtigere er det, at jeg klarer mig godt i mit arbejde som sælger; jo mere jeg tjener, desto mere er der til stoffer. Den ligning er ufejlbarlig.
Jeg har lidt amfetamin på fingrene, som jeg slikker grundigt af, og jeg stiller mig klar foran vasken, hvor toiletpapiret med amfetamin ligger så fint. Min puls stiger, jeg kan føle, at jeg bliver varmere i hele kroppen, maven kilder og trækker sig sammen som inden en tur i rutsjebanen i Tivoli. Jeg får tunnelsyn, jeg sanser intet andet, end at jeg skal til at tage mit stof nu. Jeg er også spændt og lidt bange over risikoen for, at det hele ryger ned i vasken og går til spilde. Det har jeg prøvet før, og det er det værste, der kan ske.
Så jeg gør mig virkelig umage. Lige så rolig som en hjernekirurg, der skal til at lægge sit første snit i levende menneskekød, tager mine hænder fat i toiletpapiret og pakker det forsigtigt og nænsomt sammen om bunken af amfetamin i midten, så det ligner en toiletpapirs-guldkaramel med amfetamin indeni. Jeg lægger forsigtigt ”bomben” på min tunge og lukker munden. Jeg skal lige bruge et par sekunder på at samle spyt nok til, at jeg kan sluge ”bomben”.
Nu sker det! Jeg fyldes med en usammenlignelig glæde og begejstring. Alle mine sanser skærpes! Mit blod bruser i årerne som 1000 vilde heste, der galoperer over åben eng. Min puls stiger endnu mere. Jeg får gåsehud, og min krop bliver endnu varmere. Jeg føler mig stærk, uovervindelig, usårlig, perfekt! Jeg ved, at jeg om lidt skal til salgsmøde, hvor jeg skal roses for at levere gode resultater.
Hverken amfetaminen eller pillerne er begyndt at virke endnu – der går lige et kvarters tid. Og der er højst gået tre minutter, fra jeg gik på toilettet. Alligevel ved min krop og hjerne, hvad de skal forvente, og min krop og sindstilstand er allerede i forandring. Jeg elsker det. Hvem gider at være ”almindelig” – have en masse problemer og besværligheder at tage stilling til? Mine piller og stoffer fjerner det hele for en stund, og når virkningen fortager sig, tager jeg bare en ny portion, og så gentages det hele endnu engang. Som sagt, min formel er ufejlbarlig.
Jeg skyller det hele efter med lidt mere vand. Klapper et par gange med toiletbrættet, så det lyder, som om jeg har gjort, hvad jeg skulle – trækker ud i toilettet, vasker fingrene. Tjekker igen, at piller og amfetamin har det godt i lommen. Tørrer mine hænder. Låser døren op, åbner den og får på vej ud en sidste øjenkontakt med mig selv i spejlet, hvor den brusende glade fornemmelse i krop og sind spejles i det falske smil og i mine bedrageriske øjne. Salgsmødet starter. Jeg ved, at de næste 45 minutter er himmerige. Min ”vitamin-indsprøjtning” vil sørge for, at jeg har det dejligt og er en succes. Når det ender, tager jeg bare lidt mere; så er alt godt. Ingen aner uråd. Ingen ved noget.
Fast forward til i dag …
Dette er et reelt eksempel på, hvordan min hverdag så ud, da jeg var misbruger og havde arbejde. Igennem flere år har jeg arbejdet for nogle af de største medievirksomheder i Danmark og har dagligt taget stoffer, piller og medicin. Også på arbejdspladsen og i arbejdstiden, uden at nogen opdagede noget. Og jeg elskede det, selvom jeg i virkeligheden havde et lorteliv.