Sådan gennemførte jeg misbrugsbehandlingen

Sådan gennemførte jeg misbrugsbehandlingen

Egen vilje og indstilling
Jeg er opvokset hos min mor, som gennem størstedelen af vores tid sammen drak og spiste en masse medicin. Fra jeg var ca. 18 til jeg blev 33 år, havde jeg selv et dagligt misbrug af stoffer, piller, alkohol og meget andet. Da jeg i november 2009 gik i misbrugsbehandling, var det fjerde gang, jeg søgte at komme ud af mit misbrug; jeg var klar til en forandring i mit liv. Jeg var træt af at være afhængig, og min vilje og indstilling bar mig igennem hele forløbet.
Hvordan jeg tog beslutningen om at tage i behandling, kan du læse her.
Jeg boede i Slagelse og blev behandlet på Slagelse misbrugscenter. Min behandling bestod af et ambulant forløb på otte måneder. Jeg kom på et særligt ”Krop og læring”-hold, hvor fysisk aktivitet og sundhed var en stor del af misbrugsbehandlingen. Vi kom i misbrugscenteret fire dage om ugen, og jeg gik på et hold med ca. 15 deltagere. Jeg startede i behandling sidst i november 2009. Blev clean midt i februar 2010 og stoppede min behandling i juli 2010.
Behandlingen bestod som sagt af en del sport og mange aktiviteter. Vi var i fitnesscenter flere gange om ugen. Vi prøvede spinning, styrketræning, badminton og yoga, og da det var sommer, kørte vi til stranden og spillede beachvolley og badede. På misbrugscenteret havde vi individuelle samtaler med behandlerne. Vi havde gruppeforløb, undervisning i mad, kost, vaner, misbrug, psykologi, følelser og meget andet. Jeg synes, at der var al den hjælp, man kunne ønske sig.
Allerede fra første dag på misbrugscenteret vidste jeg, at jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt, for at gennemføre behandlingen og blive stoffri. Min vilje var så stærk som aldrig før, og jeg havde indrettet mit liv efter, at jeg skulle i misbrugsbehandling. Intet var vigtigere for mig end at gennemføre behandlingen denne gang. Du kan læse, hvordan jeg tog beslutningen om at tage i behandling, lige her.
Min indstilling til denne behandling var, at intet var vigtigere for mig end at gennemføre og blive stoffri. Jeg havde været misbruger og afhængig i mere end 13 år. Jeg havde oplevet så meget lort i mit liv. Tre selvmordsforsøg og tre andre forsøg på at blive stoffri, deriblandt et mislykket Minnesota-ophold. Nu skulle det være.

Jeg boede i Slagelse i en lille lejlighed, som jeg kunne betale på sygedagpenge (jeg var sygemeldt). Jeg brød forbindelsen med de mennesker i mit liv, som var dårlige for mig. Jeg begyndte at se mig om efter nye, gode mennesker, som jeg kunne læne mig op ad. Jeg tog fat i min lille, men tætte familie og nære venner og fortalte dem, at jeg gik i behandling, og de støttede mig. Jeg sørgede for, at de opgaver og mennesker, som var en belastning for mig eller irriterede mig eller på anden måde var dårlige for mig, blev afbrudt. I det hele taget prøvede jeg at sørge for, at min hverdag var så rolig og positiv som muligt. Jeg kom i misbrugscenteret, og derefter kunne jeg fylde de mennesker og oplevelser ind i mit liv, som ville være gode for mig.
Min hjerne var fast besluttet på at gennemføre behandlingen. Det vil sige, at når jeg i nedtrapningen fik abstinenser eller bare havde en dårlig dag, så brugte jeg ikke min tid på at beklage mig. Jeg peb ikke over, at jeg ikke sov meget, eller at det gjorde ondt, eller at jeg havde konstant diarré og kvalme i et halvt år. Jeg selvmedicinerede mig ikke med panodil, sovepiller eller andet. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, og at kroppen og hjernen ville flippe ud, og at det ville gøre ondt, at jeg ikke ville sove meget – alt det vidste jeg godt. Jeg troede ikke på, at det ville være godt for mig at spise piller for at dæmpe smerterne.
Det var min indstilling til min behandling. Intet var vigtigere end at blive stoffri. Intet.

Menneskene på misbrugscenteret
Jeg kom som sagt på misbrugscenteret i Slagelse fire dage om ugen i otte måneder. Vi var der fra morgen til eftermiddag. Jeg lærte personalet, behandlerne, lægerne, sygeplejerskerne, psykologerne, trænerne og alle de andre at kende. Jeg oplevede dem alle sammen som søde og kompetente mennesker, som kun ville os ”kursister” det bedste. Jeg oplevede også, at når jeg selv gjorde en indsats, så blev den belønnet. Det kunne jeg godt lide – og det var med til at gøre, at jeg gennemførte min behandling. Anerkendelsen af, at jeg var god nok, og at den indsats, jeg lagde, var så god, at jeg fortjente ros; det var dejligt!
En anden ting, som gjorde, at jeg gennemførte min behandling, var, at jeg brugte menneskene på misbrugscenteret aktivt. Det vil sige, at når der var mulighed for at få en tid hos psykologen eller sygeplejersken, eller at få NADA-nåle i ørerne, eller ekstra træning i fitnesscenteret, eller – ja – uanset hvilken mulighed, der bød sig, så takkede jeg et STORT JA! Det betød, at jeg fik talt om min situation, mit liv, mit misbrug og min helbredelse med mange flere end den gennemsnitlige ”kursist” på centeret. Jeg havde denne indstilling: ”Hvad er det værste, der kan ske?” Efter otte måneder havde jeg delt min historie og talt om alle de svære ting – og fået en masse god sparring og en bunke flere redskaber end de andre kursister, der ikke gjorde, hvad jeg gjorde.
Er min metode så den endegyldige sandhed? Nej da – der er en million veje til målet – vælg én, der virker for dig. Men dette virkede supergodt for mig. Jo flere jeg talte med, desto flere værktøjer fik jeg, og som bonus: jo mere ros og anerkendelse fik jeg – hvilket blev en positiv, selvforstærkende cirkel. Jo mere jeg kom i centeret og talte med alle dem, jeg kunne, og deltog i de aktiviteter, jeg kunne, desto mere anerkendelse fik jeg, og jo mere havde jeg lyst til at komme i centeret.
Når jeg siger anerkendelse, mener jeg ikke stående klapsalver og flag. En anerkendelse kunne være, at jeg havde været hos sygeplejersken, som målte mine værdier, og vi talte lidt, hvorefter hun sluttede af med at sige: ”Jamen det ser godt ud, Martin, du er på rette vej”. Så smilte jeg og følte, at det hele nok skulle gå. Og så gik jeg. Mere skulle der såmænd ikke til, at jeg gik glad hjem og mødte trofast på misbrugscenteret næste dag.
Menneskene på misbrugscenteret var for mig fantastiske, og det fællesskab, der opstod, var en stor årsag til, at jeg nød at møde i centeret om morgenen, uanset om det var frost og sne eller sol og varme. Jeg takkede ja til stort set alt, man fra centeret foreslog. Jeg deltog aktivt i de aktiviteter, der blev planlagt. Jeg var social i det omfang, jeg magtede det. Jeg forsøgte at bruge de mennesker, der var i huset, så effektivt som muligt, og jeg er dem alle dybt taknemmelig for, at de var/er så dygtige og besidder gode menneskelige kvaliteter, således at jeg følte mig velkommen og motiveret til at gennemføre min behandling.
Der var en god blanding af personligheder på centeret. Jeg tænker, at ansatte på misbrugscentre bliver hårde med tiden, fordi de konstant oplever misbrugere lyve, stjæle, begå vold og andre ting på misbrugscenteret. Præcis derfor ser jeg med stor beundring tilbage på mine otte måneder i Slagelse, hvor jeg synes, at jeg oplevede empatiske og menneskelige mennesker på centeret. Samtidig besad de en konsekvent side. Det var rart for mig, når jeg havde en dårlig dag eller prøvede at springe over, hvor gærdet var lavest, at de konfronterede mig og fortalte, at jeg gjorde det så fint, så der var ingen grund til at pjække fra træning, eller hvad det nu kunne være, jeg havde lavet.
Jeg nød den blanding af menneskelige, empatiske og rosende behandlere, som samtidig havde en konsekvent og hård side. Det var med til, at jeg gennemførte min behandling i Slagelse. Og lad mig benytte dette minut til at sige dem alle tak, fordi det var sådan!
Min positive optimisme og mine fire principper for helbredelse
Jeg havde masser af nedture, abstinenser, smerter og vanskelige følelser, som var pissesvære at have med at gøre, og især de første fire måneder var daglige kampe mod vaner, abstinenser, smerter, tanker, uro og angsten for, om jeg kunne gennemføre behandlingen, eller om jeg endnu engang skulle skuffe mig selv.
Men hver eneste gang jeg blev bevidst om det, så valgte jeg at antage en positiv og optimistisk indstilling til det alt sammen. Jeg oplevede, at der var fire områder, hvor jeg kunne styrke min behandling og min helbredelse: det fysiske, det psykiske, det sociale og det følelsesmæssige. Det har jeg skrevet mere om i min bog. Men det handler om, at jeg ved at gøre små indsatser inden for hvert område, kunne styrke min behandling og min helbredelse.
Mine fire principper til at bryde afhængighed og rusmiddelmisbrug
Det fysiske: handler om at få pulsen op, få kroppen i gang, spise sundt, drikke vand. I princippet gøre det, som vi mennesker er skabt til, og undlade alt det andet pjat (medicin, smøger, alkohol osv.).
Det psykiske: handler om at gøre indsatser, der styrker indstillingen og viljen. Små sætninger på væggen, tale med gode mennesker, sætte små mål og nå dem, sige nej, hvor det er vigtigt.

Det sociale: handler om at blive en del af et positivt fællesskab. Om det er i en skakklub, hos Red Barnet, blandt gode venner eller frivilligt arbejde på et museum er sådan set ligegyldigt. Man skal ud af de negative fællesskaber og ind i nogle nye positive, så man føler sig som en del af noget større og gør en lille forskel.
Det følelsesmæssige: handler om, at når nedtrapningen starter og når man bliver stoffri, så letter stof-/alkohol-/ medicintågen og blotter alle følelserne, man har haft bedøvet. De følelser er det vigtigt at få set på og få talt om; det var det, jeg gjorde med alt og alle på misbrugscenteret. Får man ikke gjort det, er der stor risiko for at ende i misbrug igen.
Der er meget mere at sige til de fire principper, men essensen er, at jo flere små opgaver jeg kunne putte ind i min dag, som indbefattede alle fire principper, jo større var chancen for, at jeg blev stoffri. Ret simpelt.
Vi mennesker er som udgangspunkt vildt avancerede og intelligente væsner, og samtidig er vi enormt simple dyr. Mennesker og chimpanser har mere end 98 % DNA og hele 99 % af deres gener til fælles, og jeg prøvede netop at bruge den simple metode til at se på min behandling i forhold til de ovenstående fire principper.
Jo mere simpelt og naturligt jeg brugte min krop og den føde, jeg indtog, desto lettere blev det. Jo mere positiv og optimistisk en indstilling jeg indtog til dagen, desto lettere blev det. Jo mere jeg involverede mig med gode mennesker, der ville det gode liv, desto lettere blev det. Jo mere jeg talte om mine svagheder og delte mine følelser, desto lettere blev det. Min hensigt er ikke at sige, at dyr er positive, men jeg tror ikke, at de render rundt og tænker, at hele verden er noget lort. Derfor prøvede jeg at fokusere positivt, når der opstod problemer.
Selvfølgelig kunne jeg ikke være positiv og optimistisk hele tiden; jeg havde masser af dage, hvor jeg havde det ad helvede til og hellere ville blive hjemme under dynen. Men så er det, at principperne spiller sammen. Her ringede jeg så til en god ven og sagde: ”Fuck, mand, jeg har det dårligt i dag, jeg kommer ikke afsted”. Så kunne min ven eller søster eller hvem jeg nu ringede til, sige: ”Nåh da, prøv at fortælle, hvordan du har det.” Så talte vi om løst og fast – om alt og ingenting, og stort set hver gang endte det med, at jeg stod op og tog på misbrugscenteret.
Den største fejl jeg kunne begå, var at tro, at jeg kunne klare det selv og ikke behøvede at tale om de svære ting. Mine fire principper og min positive optimistiske indstilling hjalp mig til at gennemføre min behandling.
Oplevet succes
En stor del af min motivation for at gennemføre min behandling var det faktum, at jeg oplevede succes. Igennem hele mit liv, 33 år på det tidspunkt, havde jeg oplevet, at jeg ikke kunne andet end at kvaje mig og være en fiasko og såre andre mennesker. Jeg havde prøvet tre andre forsøg på at komme ud af mit misbrug, uden succes. Men det var anderledes i Slagelse. Dels fordi perioden på otte måneder var så lang, at jeg rent faktisk fik lov til at opleve succes gentaget flere gange, og det blev indprentet i mit hjerte og min krop som selvværd, og jeg fik ændret mit syn på mig selv. Jeg oplevede, at jeg kunne. Jeg oplevede, at jeg duede til noget.

At opleve succes handlede for mig i høj grad om, at de opgaver, jeg fik stillet og stillede mig selv, skulle være af tilpas størrelse, så jeg ikke skuffede mig selv på ny. I starten var det små ting. Lad mig give et eksempel:
En kvindelig behandler på misbrugscenteret spørger, om nogen vil med til NADA (nåle i ørerne); det hjælper mod abstinenserne. Jeg vil gerne med og går med op i lokalet, hvor jeg sidder sammen med de andre otte i rummet. Hun tænder afslapningsmusikken og sætter nåle i ørerne på os og går ud. Så sidder vi der i 30-40 minutter, og vi tager nålene ud, og NADA er slut. Jeg havde det bedre. Det var en succes. Selvom det var en lille ting og en minimal indsats af mig, oplevede jeg stadig, at jeg gennemførte noget. Det var flere lodder i den positive vægtskål for mig.
Et andet eksempel var, når vi var i fitnesscenteret, og nogle ”kursister” gik rundt og snakkede. Jeg gik til vores træner Lasse og spurgte, om han ikke ville være sød at stille mig en opgave i dag. ”Jo”, sagde han. ”Du skal løbe 10 minutter uden stop på løbebåndet”. Jeg var i gang med at træne mig op og vidste, at jeg godt kunne klare det. Så jeg løb, i 16 minutter, gik med et smil over til Lasse og sagde: ”SÅ! Det blev til 16 minutter”. Han smilede og gav high-five og sagde ”Fedt, Martin! Godt gået!” Jeg havde ”oplevet succes”. At gennemføre opgaver giver selvværd for os mennesker. Ret simpelt.
Lidt længere henne i forløbet talte jeg med misbrugscenteret om, hvordan jeg kunne finde en interesse i mit liv? Jeg ville gerne have noget at gå op i. Sammen fandt vi ud af, at jeg kunne hjælpe til i en lokal fodboldklub som hjælpetræner. Jeg ønskede ikke for stort et ansvar eller for mange timer, så i starten var jeg der bare et par timer om ugen. Som misbruger var jeg vant til, at jeg meldte mig til en masse for derefter at bryde en masse aftaler og brænde en masse broer. Det er oplevet fiasko. Det ønskede jeg ikke. Så jeg startede blidt ud.
Det var frivilligt arbejde, hvilket vil sige, at jeg ikke fik penge for det. Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst til at gøre en forskel for mig selv og for spillerne. Jeg var i fodboldklubben i to år, og til sidst havde jeg det fulde ansvar for et holds træning, kampe, forældremøder, ture, kontingent, det sociale liv osv. Men mit forhold til fodboldklubben startede, da jeg var blevet stoffri og havde været i behandling i ca. tre måneder. At jeg oplevede mig selv som en succes, og at andre italesatte, at de syntes, jeg var en god træner; dét var med til at gøre mig glad og havde stor betydning for, at jeg gennemførte min behandling.
Mindre kan selvfølgelig gøre det. Det vigtigste er at opleve succes. Det vigtigste er at stille sig selv opgaver i passende størrelser, således at man formår at gennemføre dem – og gerne sammen med andre mennesker, så anerkendelsen kommer udefra, så man ikke kan undgå at opleve, at man er en succes.
Oplevelsen af succes blev også stærkere og tydeligere, jo længere jeg kom i min behandling. Jeg kunne jo se, at de andre, jeg startede med, ikke kunne blive stoffri. Jeg så folk droppe ud, nye komme ind. Nogle kæmpede for livet og klarede det ikke. Selvom det er tragisk, var det med til at gøre, at jeg oplevede mig som en succes. Som dagene, ugerne og månederne gik, blev min tillid til mig selv og mit værd stærkere og stærkere, og min oplevelse af, at jeg var en succes, ændrede sig langsomt til en følelse af, at jeg er en succes.
Udsigten til noget: en plan
De sidste par måneder i misbrugsbehandlingen talte jeg med flere ansatte om, hvordan min fremtid mon skulle se ud. I gruppen lavede vi flere ”for & imod”-skemaer for, hvad vi skulle kaste os ud i. De fleste skulle blive i behandlingen – men jeg var stoffri og færdig og kunne ikke leve på sygedagpenge og frivilligt arbejde.

Misbrugscenteret havde socialrådgivere og andre gode mennesker ansat, som hjalp mig med at brainstorme over, hvad jeg mon skulle arbejde med – eller studere. Jeg var selv proaktiv i denne fase. Det vil sige, at jeg gik hjem og kontaktede alle dem, jeg følte kendte mig og bad dem fortælle mig, hvad de syntes, de så i mig – og hvad de syntes, jeg kunne lave. Så gik jeg lange ture, hvor jeg tænkte på, hvornår jeg havde været en succes og hvornår jeg var glad, og jeg brugte timer på biblioteket med internet og bogen: ”Hvad kan jeg blive”?
Jeg samlede det hele i en stor masse, og sammen med misbrugscenteret fandt jeg frem til, at jeg kunne læse HF eller tage et job som sælger, som jeg har haft før. Jeg fik et job hos Berlingske Media, hvor jeg var en succes i næsten to år. Derefter begyndte jeg at læse HF, hvilket også var en succes.
Jeg har aldrig i mit liv haft en drøm eller en plan før. Som misbruger kunne jeg kun se 12 eller 24 timer frem. Nogle gange kun én time frem. Jeg har aldrig kunnet tage stilling til, hvad jeg skal om tre eller fem år. Det var for mig ligegyldigt, fordi mit liv som misbruger var så usikkert og omskifteligt, og fordi planer kun var til for at blive ændret.
At jeg i de sidste måneder i min behandling fik hjælp til at danne mig et lille overblik over min fremtid, var enormt vigtigt. Pludselig kunne jeg tage et stykke papir og en blyant og lave en liste med alle de positive ting, jeg havde i mit liv: gode venner, dejlig familie, fodboldholdet, at være stoffri, sund krop, god psyke, god bolig, tryghed, tilfredsstillende økonomi, plan om uddannelse/job, smiler, når jeg ser mig selv i spejlet, rent sengetøj, luft i dækkene på min cykel, frihed til at gøre, hvad jeg ønsker.
Pludselig havde mit liv taget en helt anden form end i de sidste 33 år. Jeg var stadig den samme Martin, men jeg havde ændret omgivelserne og den kontekst, jeg eksisterede i. Det gjorde mig glad og dybt taknemmelig for, at jeg kunne det, og at omverdenen og de mennesker, der var/er med, ønskede at være en del af det og en del af mit liv.
Udsigten til noget, planen til et bedre liv, var med til at sikre, at jeg gennemførte min behandling og forbliver stoffri. Som det er med vægttab, rygestop og meget andet, så er der tusinde måder, hvorpå man kan ændre sine vaner. Dette virkede for mig.