Min vej ud af misbruget

Min vej ud af misbruget

Jeg prøvede at komme ud af mit pille- og stofmisbrug flere gange, og først 4. gang lykkedes det for mig. Fra jeg var 19 år til jeg blev 33 spiste jeg dagligt mellem 30 og 60 piller, medicin og tog stoffer. Primært kodimagnyl, kodein, nobligan, ketogan, amfetamin og kokain.
Første forsøg: 2004 hos egen læge
Mit første forsøg var i 2004, hvor jeg boede alene i Glostrup. Jeg havde SÅ ondt i maven af alle de piller og den medicin, jeg spiste, så jeg gik til min læge og fortalte ham, at jeg spiste ca. 50 smertestillende piller om dagen, og at jeg gerne ville ud af det. Da jeg fortalte, at det “bare” var piller som ketogan, nobligan, kodein og kodimagnyl fra apoteket, rystede han på hovedet og sagde: “Martin, du skal gå hjem og smide alle dine piller ud, så vente en uge, og så skal det nok gå over”. Jeg stolede på min læge og gik hjem.

Efter 12 timer satte de første abstinenser ind. Efter 24 timer havde jeg diarré, opkast, feber, kramper og var fuldstændig afkræftet. Jeg ringede til lægen, der ikke mente, at jeg kunne få abstinenser af den slags piller og medicin, jeg spiste, så han bad mig blot om ”at holde ud”. Det var jeg på ingen måde rustet til – eller forberedt på – så jeg begyndte at spise piller igen som normalt.

Andet forsøg: 2007 hos egen lægeMit andet forsøg var også hos egen læge i Ikast efter en overdosis med for mange piller og stoffer en aften. Denne gang bad han mig ikke om at gå hjem og smide det hele ud; denne gang foreslog han en nedtrapningsplan på nogle andre piller. Det accepterede jeg. Men jeg blev så syg af abstinenser inden for de første to dage, at jeg blev indlagt på Herning Sygehus til observation. Da lægen havde tjekket mine organer, mit blod og min generelle tilstand, anbefalede han mig på det kraftigste at smide de piller ud, som min egen læge havde givet mig. Lægen på sygehuset var ekspert i forgiftninger og overdosis af især medicin og piller (fortalte man) – så jeg stolede på ham. Jeg smed mine piller ud på hospitalet og tog hjem dagen efter med voldsomme abstinenser. Herefter lå jeg hjemme i min lille lejlighed på Grundtvigsvej i Ikast – og havde de mest voldsomme abstinenser, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg skal spare dig for detaljerne, men jeg tabte 15 kg på de syv dage, jeg lå dér. Efter dag syv var jeg så syg og afkræftet, så da jeg om mandagen gik til min læge for at få hjælp, tog det mig to timer at gå de to km til lægen.

Da jeg kom ind til lægen, lignede jeg en halvdød tysk mand fra Christiane F-filmen: afkræftet, bleg og syg. Og det første, lægen gjorde, var at se på mig, smile og sige: “Hej Martin, det her er Stine, hun er praktikant – er det ok, at hun lytter med? “.. Øh ja .. ok… ”Jeg kan huske, at jeg fortalte min læge, hvor dårligt jeg havde det, og vigtigst: at jeg ikke følte, at abstinenserne blev bedre. Tværtimod følte jeg mig mere og mere syg – jeg kunne ikke andet end at ligge i min seng eller være på badeværelset.
Også denne gang sagde lægen: “Bare hold ud, det skal nok gå. Skal du på arbejde nu?” Jeg husker kommentaren med, om jeg skulle på arbejde som et kæmpe eksempel på, hvor lidt min læge forstod. På trods af, at jeg havde fortalt ham alt – og at han kunne se, hvor skidt jeg havde det. Men han sendte mig hjem med en opfordring til, at jeg skulle spise ét eller andet; det ville gøre mig godt. Jeg var rystet og ked af det. Savnede forståelse og savnede anerkendelse af mine problemer.

Tredje forsøg: 2007, privat Minnesota-behandling, Vejle
Netop som jeg skulle til at slæbe mig hjem fra min lidt ærgerlige oplevelse hos lægen, så jeg en brochure i venteværelset med teksten: “Er du afhængig af piller eller medicin? ” …. Jahh, tænkte jeg – det må man sige, jeg er. Jeg tog brochuren med mig, kom langt om længe hjem, ringede med det samme til behandlingsstedet og fortalte dem min historie. En venlig stemme sagde: “Jamen selvfølgelig er du afhængig, vi ser tit, at lægerne ikke forstår sig på pille- og alkoholmisbrug. Du skal i behandling”. Jeg husker, at jeg blev spontant lykkelig, fordi dette var første gang, at nogen på noget tidspunkt forstod mig og havde en løsning klar til mig.

Gennem min sundhedsforsikring kom jeg i fem ugers behandling på stedet i Vejle. Det var fantastisk! Følelsen af, at der var andre mennesker, der forstod mig og mit misbrug, husker jeg endnu. Jeg er ikke idiot, jeg ved selvfølgelig godt, at behandlingsstedet skal tjene penge, men alligevel var det en stærk følelse, at jeg nu blev forstået, og at mit misbrug blev accepteret og anerkendt. Jeg var i behandling i fem uger, og da jeg tog hjem, var jeg så godt som “clean”. Bortset fra, at jeg begyndte at genoptage mit misbrug et par uger efter, at jeg var kommet hjem. Jeg var ikke klar til at blive stoffri – og jeg var ikke klar til at sige farvel til min bedste ven og værste fjende: Pillerne, stofferne og medicinen.

Fjerde forsøg: 2009, kommunal dagbehandling, Slagelse
Med den største respekt for René og hans familie.
I 2009 fik jeg et opkald fra min gode ven René. En god, ung fyr, uddannet kok og en glad dreng. Han ringede midt om natten, så jeg hørte først hans besked på min telefonsvarer dagen efter … “Martin … jeg har brug for hjælp… ring til mig ….”, lød beskeden. Jeg skyndte mig at ringe og sende en sms til René, men hørte intet. Jeg forsøgte at kontakte René uden held.

Et par dage efter ringede hans mor og sagde stille: “Martin, René er død af en overdosis for to dage siden”. Vi talte kort sammen, jeg kondolerede, og samtalen sluttede. Jeg gik rundt et par dage i chok med en underlig tom følelse indeni. Jeg havde dårlig samvittighed og følte mig skyldig. Mine tanker blev mørkere og mørkere i en selvforstærkende spiral: Hvorfor kunne jeg ikke hjælpe René?!?
Jeg spiste 60 piller om dagen i disse dage, og for hver eneste pille blev jeg bare mere og mere syg, havde konstante mavesmerter og var i dyb sorg over René. Denne spiral varede nogle dage eller en uges tid. Så en morgen, jeg vågnede, gik jeg ud på badeværelset og skulle til at tage dagens første piller og så mig selv i spejlet…. Fik øjenkontakt med mig selv … og fik fysisk kvalme.

NU STOPPER FESTEN SGU! sagde jeg højt til spejlet! Enten så tager jeg mit eget liv nu – eller også så vælger jeg livet. Jeg har flere gange planlagt at tage mit eget liv ved at springe ud foran et tog (sorry) – så de tanker var ikke fremmede, men jeg kunne mærke en stærk, ukrænkelig stemme inden i mig sige: “Livet er mere end dette – du skal have mere ud af livet, Martin”.
Så jeg spiste mine piller, som jeg plejede, jeg talte med min læge – denne gang bad jeg ham ikke om hjælp, men spurgte ind til, hvad han kendte til af muligheder for behandling. Han henviste mig til Minnesota og til kommunal misbrugsbehandling. Den ligning var let for mig. Jeg troede ikke, at Minnesota-behandling kunne hjælpe mig, så jeg ringede samme dag til kommunen, hvor jeg blev henvist til misbrugscenteret. Jeg kom til min første samtale i november 2009, hvorefter jeg kom næsten dagligt i misbrugscenteret i Slagelse fra december 2009 til juli 2010.
Selve min medicinske nedtrapning (metadon + suboxone) varede ca. tre måneder fra november til februar, og så blev tiden fra marts til juli brugt på at få hverdagen til at blive normal som “almindeligt” frit menneske. Det var både hårdt og samtidig enormt berigende at blive stoffri, og opskriften til stoffrihed, tror jeg, har lige så mange ingredienser, som der er mennesker til.
Men det faktum, at JEG var klar og var stærkt motiveret for at blive stoffri – gjorde forskellen for mig. Plus selvfølgelig ALLE de søde mennesker, jeg har mødt, uanset hvor jeg har henvendt mig med mit misbrug. Selv lægerne har været søde, omend deres viden eller evne til at rådgive inden for dette område har været mildest talt mangelfuld og i nogle tilfælde ikke-eksisterende.
Ovenstående beretning er et overblik over mine forsøg på at blive stoffri. Nu har du en idé om, hvordan min vej har set ud, og måske en lille forståelse for, at det kan tage lang tid og mange forsøg at blive stoffri.