Min vej ind i misbruget

Min vej ind i misbruget

Min vej ind i misbruget var forbavsende let og kom bag på mig i en sådan grad, at der skulle gå mere end fem år, før jeg forstod, at det var forkert at indtage alkohol, kokain, amfetamin og smertestillende piller i de mængder, jeg gjorde. Opvækst, vold og frikadeller Jeg er opvokset i en lille provinsby med ca. 900 indbyggere i Nordsjælland. Byen havde en tankstation, en Lokalbrugs, en slagter, en kirke, en skole og en sportsklub. I 1976 kom jeg til verden. Et års tid efter blev mine forældre skilt, og jeg voksede primært op hos min mor.

I en alder af 13 år var min mor og jeg flyttet hele ti gange. Min mor var alkoholiker og afhængig af beroligende og smertestillende piller og sovemedicin, så når hun gennem en periode havde drukket meget, kunne hun ikke betale husleje mere, og så flyttede vi. På trods af min mors misbrugsproblemer synes jeg alligevel, at hun var verdens dejligste og bedste mor. Ingen anden kunne lave frikadeller med kartofler og brun sovs, som hun kunne. Hun elskede mig, og jeg elskede hende, og netop fordi vi var sammen om så mange vanskelige og forfærdelige situationer, var vi enormt tætte på hinanden. I mine første 13 år oplevede jeg gentagne gange, at min mor fik gedigne tæsk af voldelige og afstumpede mænd.

Syv år gammel vågner jeg en nat og kan fra min varme seng på 1. sal høre, at min mor og en fremmed mand skændes nedenunder i stuen. Det var ikke første gang, men min mave slår stadig knuder, og jeg græder stille for mig selv i frygt. Jeg vover mig ud af min varme seng med min bamse knuget tæt ind til mig – og lister mig ud i den iskolde gang og hen til trappen, der leder ned til køkkenet. De sidste meter kravler jeg, for jeg kan høre, at min mor og manden råber ad hinanden for enden af trappen. Jeg føler mig skrækslagen og angst – kan høre min mor skrige af sine lungers fulde kraft: ”Neeeej! Stooop! Vil du ikke nok stoppe?!” Herefter er der helt stille et sekund eller to, hvorefter manden skubber min mor ind i trappen med al sin kraft. Hun synker sammen og græder. Hun afværger i refleks de slag hun ved, der vil komme nu. De er begge berusede. Usammenhængende sætninger og høje skældsord flyver imellem dem.

Manden træder et skridt tilbage, så han med sine træsko kan sparke min mor hårdt i maven flere gange. Hun siger ikke mere nu. Hun ligger bare stille og græder. Han bukker sig ned og trækker hende lidt op fra gulvet, hvorefter han ser på hende og spørger: ”Er du SÅ færdig, tror du?!?” Han slår hende hårdt flere gange i ansigtet og smider hende fra sig på gulvet. I samme sekund får de begge øje på mig. Jeg sidder stadig sammenklemt og krammer min bamse af angst og magtesløshed. En træt, bange dreng på syv år for enden af trappen. Jeg får øjenkontakt med min mor, og hun skriger instinktivt til mig: ”GÅ IND I SENG, MARTIN!” Det eneste, jeg husker, er, at jeg skynder mig tilbage ad den kolde gang, ind på værelset, lukker døren bag mig og kravler ned under den varme dyne. Jeg krammer min bamse hårdt, mens en titanisk magtesløshed, blandet med en ubeskrivelig ensomhed, overvælder mig, og jeg græder ustoppeligt. Især følelsen af ensomhed er så stærk og kraftfuld, at ord ikke kan beskrive, hvor alene jeg føler mig. Hoveddøren bliver smækket med et højt brag. Der bliver ro. Min mor drikker videre alene nede i stuen, og jeg falder på et tidspunkt i søvn alene med min bamse i min seng under min varme dyne.

Det er oplevelser som denne og flere andre, der er med til, at jeg bliver formet som en modstandsdygtig lille dreng. Jeg skabte mine egne leveregler: ”Hvis verden er så ond, at jeg skal se min elskede mor blive sparket til blods med træsko, så skal jeg nok lære at klare mig selv”. Det var (set i bagklogskabens lys) ikke så smart, da jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle klare mig selv – men det var en måde at overleve på.

Teenager, piger og alkohol

Mine år, fra jeg var 13 til jeg blev 18 år gammel, var fyldt med skole, fodbold, piger og ekstreme eksperimenter. Jeg har været 24 heldig, at jeg var ok i skolen og rigtig god til fodbold. Det gav mig en masse succesoplevelser, og det gav mig noget at tage mig til, når jeg ikke kunne være hos min mor. Jeg drak mine første to øl til min konfirmation den 22. april 1990. Sommerferien derefter (til 8. klasse) blev én stor, lang fest med klassekammerater og venner. Jeg fandt ud af, at jeg drak meget mere og mere ekstremt end mine venner. Jeg oplevede blackouts og vågnede steder, jeg ikke anede, hvordan jeg var kommet til. Men jeg fandt også ud af, at jeg var glad, og at min ensomhed var bedøvet, når jeg var til fest og drak.

Jeg var fri for at skulle forholde mig til min mor, min mors mænd og deres druk og stofmisbrug. Når jeg var til fest, forsvandt alle problemerne bare for en stund. Det kunne jeg godt lide. Det samme skete, når jeg var sammen med en pige. Det betød, at jeg tidligt fik mange kærester og elskede at være sammen med piger. De gav mig tryghed og anerkendelse – også når jeg ikke var påvirket. Op igennem årene blev festerne vildere og vildere, og alkoholen forplantede sig til omklædningsrummet til fodbold, hvor jeg på en normal torsdag aften efter træning kunne drikke 5-10-15 øl uden problemer.

Pludselig var der alkohol i mit eget liv mange gange om ugen, og jeg lagde ikke mærke til det – for jeg drak aldrig alene. Alle de andre drak jo også. Det var helt normalt at drikke øl efter fodboldtræning tirsdag, torsdag og så til fest fredag og lørdag aften. 25 I flere år var det sådan. Det var normalt for mig og for den omgangskreds, jeg var i. Folk passede deres skole og arbejde – og jeg havde ”glæden” ved at være beruset fire ud af ugens syv dage, og dermed en dejlig bedøvelse af al den sorg og ensomhed, jeg bar rundt på. Jeg havde ikke den mindste idé om, at jeg var i gang med et alvorligt alkoholmisbrug.

Voksen, misbruger og blind

Da jeg var 19 år, kom jeg i lære i den lokale Brugs. En dag havde jeg en voldsom hovedpine, og min mor var altid meget behjælpelig med piller og medicin af forskellig slags – og jeg tog gladelig imod hendes hjælp. Så denne dag fik jeg to styk kodein-piller. De hjalp på hovedpinen. Men ikke nok med det. De gjorde præcis det samme, som alkoholen gjorde: de gjorde mig glad, ligeglad, og jeg følte mig ovenpå – i overskud. Blodet brusede lystigt gennem mine årer, og jeg følte mig godt tilpas, når jeg spiste kodein-piller. Min mor ønskede ikke at fylde en masse piller i mig, så jeg fandt selv hurtigt løsningen. Nemlig at ringe til min læge og sige, at jeg havde slået mit knæ til fodbold, og så kunne han udskrive de samme kodein-piller, som jeg fik af min mor.

Efter nogle måneder udskrev han også en masse andet, jeg synes godt om, på min opfordring, selvfølgelig. Samtidig fandt jeg også ud af, at hvis jeg spiste 10-20 kodimagnyl fra apoteket dagligt, så følte jeg samme glæde, samme ligegyldighed, samme bedøvelse, samme overskud. Det blev hurtigt nødvendigt for mig at spise 10-15 kodein-piller dagligt og 10, 20, 30, 40 kodimagnyl dagligt. Alt afhængigt af, hvor stort mit lager var. I vennekredsen fik jeg en introduktion til amfetamin, hvilket bare øgede min følelse af glæde og overskud endnu mere – og så længe jeg dagligt indtog en god blanding af kodein, ketogan, nobligan, kodimagnyl, amfetamin eller kokain – så var jeg faktisk ret glad og ret meget i overskud. Troede jeg.

Lige så stille begyndte min verden at falde sammen. Inden for to måneder blev jeg fyret fra mit arbejde og blev sygemeldt pga. depression. Min kæreste forlod mig, jeg flyttede til Ikast og isolerede mig, uden fodbold, uden venner, uden arbejde – uden noget andet end mig selv, mine få ejendele og mine piller og stoffer. Pludselig gik mit alkohol- og stofoverforbrug fra at være socialt betinget sammen med vennerne til fodbold og fest – til at være mig, der indtog en blanding af alkohol, piller, medicin og stoffer – helt palle-alene-i-verden. Først i oktober 2004 gik det op for mig, at den var gal – jeg gik til egen læge og bad om hjælp; en hjælp jeg ikke fik, men faktum var, at jeg var misbruger og afhængig – det blev jeg klar over nu. Jeg oplevede abstinenser, og at jeg ikke kunne leve uden mine stoffer og piller. Vejen ind i mit misbrug var en rejse, der startede ved min konfirmation i april 1990, og først i oktober 2004 indså jeg, at jeg havde et problem. Dette på trods af gode venners, families og kollegaers mange henstillinger til mig gennem årene.