Min hyldest til min far

Min hyldest til min far

Når jeg beretter om min opvækst og min tid som stofmisbruger og afhængig – på min hjemmeside, i min bog eller til mine foredrag – så er mit fokus i høj grad på alle de negative hændelser. Min mor og far blev skilt. Jeg er opvokset hos min mor, der drak. Jeg så kun min far i ferier. Allerede som lille følte jeg mig som en underlig særling, ensom og helt forkert. Det er de vanskelige, negative oplevelser og følelser, jeg sætter i fokus – og det er selvfølgelig også sagens kerne, når min hensigt er at tale om tabu og netop dele de vanskelige oplevelser og følelser.

Mit liv har dog indeholdt både en masse godt og en masse skidt, og hvis man læser en lille smule fra professor Arne Poulsen, så vil man finde ud af, at det i høj grad kan være alle de positive elementer i mit liv, som har været med til at sikre, at jeg har overlevet og er kommet ud af mit misbrug.
Når jeg ser tilbage på de mennesker og oplevelser / situationer, som har været positive for mig (og stadig er det), ser jeg min skønne far, Lars, stå lysende klar og stærk foran mig. Mit idol. Min rollemodel. Jeg har altid elsket min far og ser stadig op til ham. Når jeg møder vanskelige situationer i mit liv, tænker jeg: ”Hvad ville min far have gjort?” Min far har altid været en tryg base for mig. Mit gemmested. Mit himmerige. Mit helle. Min pause fra mit liv hos min mor, hvor alkohol og usikkerhed var en stor del af hverdagen.

Min far, Lars, lærte mig at respektere andre mennesker. Da min far blev skilt fra min mor, var jeg ca. 1 år. Min far flyttede til Nordvestsjælland, Nørre Asmindrup, og her mødte han Bodil, som blev min elskede reserve-mor. De fik sammen Susan og Joakim, som jeg så/ser som mine skønne søskende i dag.
Allerede som helt lille var jeg på besøg hos ”far og Bodil”. Jeg elskede det. Elskede trygheden. Sikkerheden. Friheden fra utrygheden. Jeg har altid elsket fodbold, og jeg spillede fodbold fra jeg var 4-5 år – min far og Bodil spillede begge fodbold og/eller var involverede som træner, ledere og meget andet, da jeg var lille, og jeg husker tydeligt turene med min far på fodboldbanen i Asmindrup. Lørdag eftermiddag, maj måned, solen varmer fodboldbanen og os. Vi skal se førsteholdet. Jeg er lille, så jeg er ikke helt klar over, om de er gode eller ej, men jeg kan tydeligt mærke seriøsiteten hos både spillere, trænere og os tilskuere. Det er alvor, og vi kommer for at se og støtte holdet.

Jeg har altid været så sindssygt imponeret og stolt af min far. Uanset hvor vi kom hen, så kendte han 1000 mennesker, som alle ville hilse på ham og tale med ham, og lidt lige som min mor, så gjorde min far aldrig forskel på rig / fattig / stor / lille / tyk / tynd. Han mødte (og møder) alle mennesker med samme respekt og ærlighed, og dét har jeg lært meget af. En lille sidebemærkning: Til min konfirmation skulle præsten give os elever en lille ”sætning” hver. Noget, som kendetegnede os. Og til mig sagde han: ”Martin, til dig siger jeg: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” Og han uddybede, at han mente, at jeg talte med alle, uanset alder, køn, social position osv. – og at alle talte til og med mig. Præcis dén åbenhed og respekt for mennesket som individ har jeg lært og set – og ser stadig – hos min far, om end jeg har haft noget vanskeligt ved at udleve dette i mine yngre år.
Min far viste mig kernefamilien. Sådan en lørdag eftermiddag kunne tage flere timer, fordi min far altid faldt i snak med mennesker om alverdens ting. Jeg husker meget tydeligt, hvordan vi stod ved fodboldbanen og så fodbold, og hvordan jeg følte en enorm ære, og ja, stolthed over, at min far var MIN far. Når jeg så ham stå dér og råbe og kommentere, hvor skidt dommeren var. Så kunne jeg løbe over på legepladsen og lege alene på et gammelt skib, eller måske der var et par andre børn, jeg kunne lege eller spille fodbold sammen med. Når kampen var slut, skulle vi som regel med ind i omklædningsrummet, og jeg kan stadig genkalde mig den stærke blanding af damp fra det varme vand, lugten af beskidt fodboldtøj, sved, tobak, øl og meget andet. Til sidst kørte vi hjem til Bodil, som nok havde frikadeller med kartofler og sovs klar – jeg elskede det. Vi sad sammen og så tv og hyggede os, og sådan kunne en lørdag aften slutte med, at vi gik i seng. Bodil læste historie for mig, og jeg faldt i søvn. Jeg husker det som den ultimative tryghed; her var jeg i sikkerhed.
Der er mange episoder, der står tydeligt for mig. Positive og dejlige minder, som alle var med til at beskytte mig og gøre mig stærkere. Når vi besøgte Bodils forældre, Erik og Grethe, som desværre ikke er her mere. De boede på en bondegård, og jeg fik lov til at sidde på min fars skød på vej ned ad grusvejen og styre bilen. Når vi kom ned til ”Bedste”, fik jeg lov til at komme ud i stalden og kæle med køer og kalve. Bedste havde altid et eller andet lækkert: kage, boller eller god gammeldags mad. Jeg mindes store jagt- / påske- / julefrokoster, som blev holdt hos dem på deres gård. Bedstemor Grethe, og sikkert mange andre, stod og knoklede i køkkenet flere dage før, og bordet bugnede af hjemmelavede godter som flæskestege, leverpostej, sylte, frikadeller og meget andet. Det var ikke kun hos bedstemor og bedstefar, at jeg fik disse ”kernefamilie”-oplevelser.

Jeg var også med til gode, trygge, skønne juleaftener, nytårsaftener, sommerfester, vejfodbold – ja, bare det at vi de fleste lørdage vågnede, spiste morgenmad og kørte til Nykøbing Sjælland eller Vig og handlede – det var oplevelser, jeg ikke havde hos min mor. Jeg husker tydeligt den følelse jeg fik af tryghed, sikkerhed og optimisme for den nye dag, når jeg vågnede på mit værelse hos min far og Bodil, og jeg kunne høre, at min far var stået op. Når jeg så stod op og kunne dufte, at han havde været i bad, havde barberet sig, havde taget tøj på og havde været til bageren – eller måske var i gang med at vaske bil i indkørslen, så følte jeg mig super godt tilpas og fik en virkelig intens følelse af, at ”alting skal nok gå”, og jeg glædede mig til dagen.
Blot til sammenligning, så kunne en dårlig morgen hos min mor være: Martin på 7 år vågner og har med det samme et sug i maven, fordi det er lyst udenfor, men helt stille i huset. Stanken af gammel tobak og alkohol gennemtrænger vores hjem. Jeg tager min bamse under armen og går ned ad trappen, ind i køkkenet, som er møgbeskidt og flyder med flasker og brugte askebægre. På komfuret står en pande med noget, der engang var en hakkebøf. Jeg går ind i stuen. En flaske portvin er væltet, og sofabordet er klistret af vin og ulækkert fyldt med halvtomme flasker og cigaretaske. Portvinen er løbet ud over bordet og ned på gulvet, hvor en stor mørkerød plet på fornemste vis fortæller historien om de ”voksnes” geniale måde at leve deres liv på. En fremmed mand, kun iført underbukser, sover på sofaen, der har en stor våd plet lige under hans underliv. Jeg begiver min ind i soveværelset for at finde min mor. Hun sover tungt med en fremmed mand ved sin side. Jeg er 7 år, skynder mig ud i køkkenet, laver kaffe og begynder at rydde flasker op og tørre borde af – jeg tænker, at hvis min mor vågner op til et rent hjem, vil hun nok stoppe med at drikke.

Min far viste mig, hvordan en familie kunne være. At far og Bodil fandt hinanden, og at jeg sammen med dem fik alle de dejlige oplevelser – er jeg min far evigt taknemmelig for. Jeg er sikker på, at det har en afgørende betydning for, at jeg opbyggede en slags beskyttelse, resiliens, som styrkede mig – allerede fra jeg var helt lille – og ja, bare i det hele taget bragte mig en million gode oplevelser. Tusind tak for det.

Min far lærte mig, at hårdt arbejde betaler sig. Da jeg gik i 7. klasse, boede jeg hos min far og Bodil i et halvt års tid. Det var logisk at prøve det, da min mor i flere perioder ikke havde forældreevne og ej heller magtede at passe mig. I denne tid læste min far til kørelærer. Jeg har altid elsket at køre ture med min far; eventyret i, at vi ikke vidste, hvor vi skulle hen: ”bare ud og se os lidt omkring”. Vikingerne på fuld knald på anlægget i bilen, så kunne vi klare hele verden sammen. Nogle gange endte vi ved en eller anden fodboldkamp – andre gange handlede vi eller endte ved en pølsevogn et sted. Eller måske det hele. Jeg var lykkelig, og stadig den dag i dag, hvor jeg i skrivende stund er 39 år, er jeg fyldt med lykke og nysgerrighed på livet, når min far en alt for sjælden gang kører tur. Jeg synes, at min far var / er en fantastisk bilist, og derfor var det logisk, at han blev kørelærer. Hans elever syntes godt om ham. Han var en god underviser – og lige præcis det faktum, at han respekterede alle mennesker for det, de var, gjorde, at han havde mange elever, og at han knoklede som en gal med sin køreskole, Trundholm køreskole.

Jeg husker SÅ tydeligt, hvor stolt og ærefuld jeg følte mig, når han havde teori og havde sit teorilokale fyldt med elever, og JEG fik lov til at komme med kaffe og vand til eleverne. Hold da op, når jeg oplevede min far undervise og træne de unge mennesker; det kilder stadig i maven, når jeg tænker tilbage på den stolthed, jeg følte, og så imponeret jeg var. I de følgende år arbejdede min far meget, åbnede flere teorilokaler, og jeg betragtede ham på afstand og tæt på, når han stod tidligt op og kom sent hjem. Et godt liv skal man kæmpe for. Den største lykke var at se min fars logo, Trundholm køreskole, som sponsor på fodboldtrøjer i fodboldklubben. Når jeg fik lov at få nogle trøjer, jakker eller andet med Trundholm køreskole trykt på, gik jeg med det så meget som muligt.
Når jeg var hos min far og Bodil i sommerferien, var det jo ofte 6, 7, 8 ugers tid, så de arbejdede naturligvis, når jeg var der. At opleve dem stå op, tage på arbejde, komme hjem – en hverdag – at jeg skulle hjælpe med at køre mine søskende i dagpleje, børnehave eller skole. At jeg skulle skrælle kartofler, vaske tøj, støvsuge, rydde op og slå græs – jeg fik ansvar, og jeg havde pligter.

Det var svært for mig; jeg var vant til frihed og vant til at gøre, som det passede mig hos min mor. Alligevel er jeg sikker på, at min far og Bodils forventninger til mig og hele hverdagen sammen med dem har haft en enorm betydning for, at jeg som lille oplevede, at livet kan være andet og mere end svigt og uansvarlige voksne. Hvis jeg ikke har sagt det, er jeg dybt taknemmelig for min far og Bodil og alle de mennesker, jeg lærte at kende i min tid i Asmindrup, Vig og ja, i det hele taget. Både da jeg var lille – da jeg var midt i mit misbrug og nu, ser jeg mod min far og ser, hvordan han arbejder hårdt og nyder fridagene. Når jeg besøger ham, er det som i de gamle dage. Vi snakker, går ture, spiser god mad, og nogle gange, når jeg har besøgt min far og vi har været alene, snakker vi om gamle dage og alt det, der skete. Godt og skidt. Det er jeg simpelthen så taknemmelig over, da jeg ikke rigtig har andre mennesker, som jeg kan tale med det om. Selvom det kan være lidt irriterende og hårdt at skulle se tilbage, betyder de snakke meget for mig.
Tak for det alt sammen, far!
Min far lærte mig den vigtigste lektie. Som beskrevet har mine stunder, timer, dage, måneder, år sammen med min far haft stor betydning for min opfattelse af verden. Jeg ser uden tvivl min far og alle vores oplevelser sammen som en væsentlig faktor for, at jeg ikke er død i dag og at jeg magtede at komme ud af mit stofmisbrug og min dårlige adfærd.

Tiden med min far, alle oplevelserne og alt det, min far har lært mig, er med til at beskytte mig og gøre mig stærkere. En af de vigtigste oplevelser jeg havde med min far, var da jeg var 16 år. På dette tidspunkt boede jeg 6 måneder hos min far og Bodil, og min dårlige adfærd var begyndt. Jeg havde for mange kærester. Drak for meget. Var alt for egoistisk – og var begyndt at lyve, stjæle og meget andet skidt. Dog gik jeg stadig til fodbold og elskede det.
Fodboldklubben lå 6 km fra vores hjem, så når jeg skulle til træning, ringede jeg til en ven, som lige havde fået kørekort, og så kørte jeg frem og tilbage med ham, men havde ikke rigtig noget andet forhold til ham. En dag kom min far hjem og kom direkte ind til mig, så mig i øjnene og sagde: ”Martin, kom lige med ud i køkkenet, vi skal lige tale sammen.” Direkte, åbent og ærligt. Så satte vi os ved køkkenbordet, og min far sagde: ”Martin, jeg har lagt mærke til, at du kun taler med xx xx når du skal til træning. Jeg opfatter det, som om du udnytter ham og hans bil, og det går ikke. Det er ikke en måde at opføre sig på. Hvis du vil til fodbold, kan du tage bussen eller din cykel.”

Jeg tror nok, at jeg cyklede fra den dag af. Jeg husker det ikke ordret, men sætningen var kort og præcis. Det kom bag på mig, kan jeg huske; jeg havde ikke selv opfattet det, som om jeg udnyttede min ven, men når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg var enormt egoistisk; jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne få mine behov opfyldt. Det var jeg selvfølgelig også nødt til, eftersom jeg jo voksede op hos en mor, der drak lidt rigeligt – men den snak med min far husker jeg tydeligt, og den var med til at forme mit syn på mennesker og den måde, hvorpå jeg interagerer med mennesker i dag.
Det er vigtigt for mig at være høflig, udvise respekt og i det hele taget opføre mig ordenligt – og en stor del af de værdier kan jeg tilskrive al min tid sammen med min far. I det hele taget var min far god til at sætte grænser og lade mig vide, hvad jeg gjorde rigtigt og forkert. Det var vigtigt for mig – selvom jeg i situationen godt kunne synes, at det var lidt træls at skulle gå ud og lege i stedet for at sidde i sofaen og se tv.
Der er heldigvis endnu flere positive oplevelser, jeg kan dele med min far – men du som læser skal jo også videre. Det er blot vigtigt for mig at fastslå, at jeg tror på, at når vi mennesker kommer ud på en glidebane, uanset om det er kriminalitet, afhængighed, misbrug eller hvad det må være – så tror jeg på, at vores nærmeste medmennesker og vores omgivelser har en kæmpe betydning. Både positivt og negativt. Med dette lille indlæg vil jeg gerne anerkende min fars betydning for, hvor godt jeg har haft det sammen med ham og Bodil og alle stunderne hos dem. Jeg havde ofte min gode ven Stig med oppe hos min far. Jeg stod på skøjter for første gang hos min far. Jeg var i svømmehallen for første gang med min far. Jeg havde min første oplevelse med at kysse en pige, da jeg var på ferie hos min far. Jeg fik mange gode venner hos min far. Asmindrup havde mange drenge (og piger), og vi spillede fodbold samme sted, og jeg mindes det hele som en fantastisk tid.

Min skønne far, Lars, har støttet mig alle de gange, jeg har bedt om hjælp. Han har tilgivet mig alt det lort, jeg har lavet, alle løgnene og tyverierne og meget andet. Han har været med ude og se mine foredrag og følger med – og støtter mig i det, jeg gør. Det er jeg dig dybt taknemmelig for, far, tak! Når jeg har udfordringer i livet, er min far altid god at tale med. Han har oplevet meget selv og set og gjort mange ting, så ofte har han et svar på den udfordring, jeg står i. Han har altid været den stjerne, jeg har styret imod, og den støtte, jeg har lænet mig op ad.