Komplet guide til at bryde afhængighed og misbrug

Beslutningen
Når du skal bryde en afhængighed af stoffer, piller, alkohol, hash eller andet, skal du beslutte dig for det 100 %, og så skal du lave en plan og udføre den. Det kan lade sig gøre. Jeg har gjort det. Jeg har taget beslutningen hele fire gange, og først fjerde gang lykkedes det mig at bryde min afhængighed. Nu vil jeg prøve at lave en guide, så andre ikke skal lave samme fejl som jeg. Undgå at stoppe fra den ene dag til den anden. Hjælp beslutningen på vej og forstærk den. Målet er at tage en rationel beslutning om at bryde din afhængighed.
Beskriv fordele og ulemper ved din nuværende situation
Gå en tur alene i en skov og overvej, hvilke fordele og ulemper du har i dit liv lige nu. Beskriv for dig selv det liv og det indhold og de mennesker, du gerne vil væk fra eller have stoppet. Og sæt ord på det gode indhold og de gode mennesker, du har i dit liv, og som du gerne vil beholde. Når du kommer hjem, skriver du en liste med fordele og ulemper ved dit liv lige nu. Det styrker din beslutning om, at du gerne vil væk fra noget dårligt og hen imod noget bedre. Målet er, at din beslutning om at bryde din afhængighed bliver styrket endnu mere.
Hvad gør/gjorde dig glad?

Tænk tilbage på den sidste situation, hvor du var glad, og hvor det ikke havde noget med stoffer at gøre. Hvad lavede du? Overvej, hvad der gjorde dig glad som lille? Hvad legede du altid med? Hvad spørger andre dig til råds om? Hvad griner du ad? Hvad interesserer dig? Hvad er det du laver, når du ser på klokken, og der pludselig er gået tre timer, og tiden flyver afsted? (Ikke stoffer, det er klart). Du skal finde ind til små ting, oplevelser, indhold og mennesker, der gør dig glad. Tal evt. med bedsteforældre, gamle skolelærere eller andre, der kendte dig som lille. De kan måske fortælle positive ting om dig, som du ikke selv husker. Det kan være små ting som at sidde i solen, gå en tur, tale med din familie eller gode venner, være til gavn for andre, dit hus, dit job/din uddannelse, god mad, at skrive, at synge, at tegne, at dyrke sport. Skriv alt det ned, som du kan komme i tanke om gør dig glad. Målet er at få mere af det, der gør dig glad, ind i dit liv. Når du er glad i din hverdag, nedsættes din lyst til stoffer og alkohol.

Hvad gør dig sur/stresset?
Nu gør du det samme med oplevelser, indhold eller mennesker, der gør dig sur. Hvornår var du sidst sur, vred, irriteret og stresset? Hver dag? Så skriv konkrete eksempler på, hvad der gør dig sur, stresset eller irriteret. Er det mennesker, dit arbejde, din uddannelse, din kone/mand/kæreste, dine omgivelser eller noget helt andet? Det kan være mindre ting eller større ting. Uanset hvad, så skal du nedskrive eksempler på det, der gør dig sur, vred, irriteret eller stresset i dit liv. Målet er at få mindre af dette i din hverdag. Når du er sur, irriteret eller stresset, øges din lyst til stoffer eller alkohol.

Beskriv de positive ændringer, du ønsker i dit liv
Nu blander du det hele sammen og beskriver for dig selv, hvad det er, du gerne vil væk fra (stoffer, afhængighed, mennesker, job, miljø osv.) Og så beskriver du, hvad det er, du gerne vil henimod (frihed, job, mennesker, bolig, uddannelse, venner, familie, kæreste, børn osv.) Nu ender du med noget tekst, der giver dig et overblik over, hvad du gerne vil opnå, og hvad du gerne vil undgå i dit liv. Målet er at gøre det meget synligt, hvorfor du gerne vil stoppe din afhængighed, og hvad det er, du opnår med det. Nogle dage er rigtig svære, og dér hjælper denne tekst dig til at huske på, hvorfor du vil bryde din afhængighed, og hvad du opnår ved det.
Beskriv dit endelige mål: ”Jeg vil være ædru/clean, fordi…”

Den sidste del af at forstærke din beslutning er, at du sammenfatter alt det ovenstående til en sætning, som du kan hænge op på din badeværelsesdør, dit spejl, din væg, ja, hvor som helst. F.eks.: ”Jeg vil gerne være stoffri, fordi jeg ønsker frihed i mit liv. Jeg vil leve sundt og længe, og jeg vil være en god mand og en god forælder for mine børn”. På den måde sammenfatter du hele din motivation i én sætning. Du skal huske at indsætte de værdier, der er vigtige for dig. Hvis det ikke er vigtigt for dig at være sund, skal du selvfølgelig ikke bruge dét ord. Du skal lave en sætning, der rammer præcist, hvorfor du vil bryde din afhængighed, og hvad du vil opnå ved det. Undgå at skrive ting som: ”Jeg vil ikke tage stoffer mere”. Skriv det omvendt positivt: ”Jeg vil være stoffri”. Det virker stærkere at gå hen imod noget end at flygte fra noget. Målet er, at du får en simpel og kraftfuld sætning, der baserer sig på dine personlige værdier, som du kan udtale flere gange om dagen. Sætningen kan sagtens ændre sig i løbet af en måned eller et halvt år. Det er okay. Brug den hver dag. Det styrker din helbredelse og din beslutning.
Planen
Nu har du taget beslutningen, og du ved, hvorfor du vil bryde din afhængighed og hvad du opnår ved det. Nu skal du lave en plan for, hvordan du vil gøre det. Undlad så vidt muligt at stoppe fra den ene dag til den anden. En gradvis nedtrapning er altid at foretrække. Din krop er vant til en vis mængde stof, piller, alkohol eller andet. Den vil synes bedst om at blive langsomt nedtrappet. Målet er at få lavet en god plan, der støtter dig bedst muligt til at bryde din afhængighed. Jo bedre en plan du har, desto større er muligheden for, at du bryder din afhængighed.
Opsøg mennesker, der kan hjælpe dig i din beslutning
At tro, at vi kan bryde afhængighed helt alene, vil efter min mening og erfaring være forkert. Jeg har prøvet at stoppe mit stofmisbrug alene flere gange. Én gang var jeg ved at dø af abstinenserne. Derfor er det en god idé at involvere mennesker i dit projekt. Når vi involverer gode (ædru/clean) mennesker i vores beslutning, øger vi mulighederne for, at vi gennemfører. Bare ét rigtigt menneske kan gøre en forskel. En ven, familien, en præst, en læge, en terapeut, en mentor eller andre. Personligt havde jeg stor gavn af at involvere min familie og nogle få venner. Jeg talte hver uge med min læge og en sygeplejerske, og på den måde havde jeg mange at læne mig op ad. Det er vigtigt at have et menneske, man kan ringe til, når der opstår en krise. Et menneske, man stoler på, og som vil tage telefonen, når man ringer. Dag og nat. I fællesskab udvikler man en plan for, hvad man gør, hvis der opstår en situation, hvor man har lyst til at tage et tilbagefald. Eller hvis man på anden måde får det dårligt. Aftal, at disse gode mennesker skal ringe til dig; så sikrer du dig positive samtaler hver dag. Anerkend, at det er en svær tid, du går i møde, men hold fokus på det positive. Undlad at sige: ”Det er hårdt, det her, jeg tror ikke, jeg klarer det”. Sig i stedet: ”Det er hårdt, det her, men det skal nok gå. Jeg er stærk!” Hold dig fra at søge efter medlidenhed. Søg støtte. Søg anerkendelse og respekt. Søg rummelighed og kærlighed. Narcotics Anonymous, Alcoholics Anonymous og SMART Recovery har også mange gode mennesker, du kan opsøge. Jeg siger det lige igen: lad være med at være alene, og sørg for at opsøge gode mennesker, som kan støtte dig. Find en krise-person og lav en plan for, hvad I gør, hvis der opstår en krise. Aftal, at de ringer til dig eller besøger dig. Hold dig positiv. Målet er at omgive dig med gode mennesker, der støtter dit brud med din afhængighed, og som fylder dig med mere mod, mere håb, større styrke og kærlighed. Er du omgivet af gode mennesker, der støtter dit projekt, øger du dine muligheder for helbredelse.
Sæt en dato for, hvornår du vil stoppe
Simpelt. Find en passende dato for, hvornår du ønsker at stoppe dit gamle liv og starte dit nye. Datoen er den dag (morgen), hvor din nedtrapning begynder. Vælg en dato, der passer ind i dit liv, og vær opmærksom på, at denne beslutning påvirker mange dele af dit liv. De mennesker, du har opsøgt og bedt om hjælp, kan måske bidrage til, at I sammen vælger en god dato for jer. Vær bevidst om at informere dine omgivelser, og især din krise-person, om, hvornår denne dato er. Målet er, at en fast dato gør dig mere parat til at starte dit nye liv. Når du vælger en dato, er det meget lettere at overholde den forpligtelse, som dette valg er.

Bliv bevidst om dine farezoner og skriv dem ned
Vi er stadig ved at planlægge, og nu kommer vi til dine farezoner, dine trickers, dine katalysatorer – der er mange navne. Essensen er, at du skal blive bevidst om de faktorer, der motiverer dig til at fortsætte din afhængighed. Hvis du går tilbage til det afsnit, hvor du har beskrevet alt det i din hverdag, der gør dig sur, stresset og irriteret, så har du et meget godt sted at starte. Misbrug og afhængighed hænger nemlig ofte sammen med stress og følelser. Det er individuelt for alle; derfor er det vigtigt at se på. Det kan være stress i din hverdag. Det kan være pres udefra eller et pres, du udsætter dig selv for. Det kan være urealistiske krav til dig selv. At du gerne vil være en perfekt kone, en perfekt mor, en perfekt datter, en perfekt kollega, en perfekt elskerinde – well – ingen er perfekte. Det kan være en vennekreds, fester, kedsomhed, sportsaktiviteter, præstationsangst – der kan være mange faktorer, der gør, at din afhængighed bliver motiveret. En let måde at skrive dette på er ved at skrive sætningen: ”Jeg får lyst til at tage stoffer/alkohol etc., når jeg …” og så udfylder du selv resten. Så skriver du så mange sætninger, som du kan finde på. Til sidst har du et overblik over, hvornår du har lyst til at tage dit stof/din alkohol. Det er vigtigt at vide, og det er vigtigt at være bevidst om, da det er disse situationer, du helst skal undgå i fremtiden. Kan du undgå dem alle? Nej, der vil altid være situationer, hvor afhængighedens grimme ansigt kigger frem, men når vi ved, hvordan vi skal reagere, og hvordan vi skal håndtere det, kan vi undgå at tage et tilbagefald. Målet er, at du bliver bevidst om dine farezoner og får dem gjort bevidste for dig selv og for dine omgivelser. Bliver du stresset og får angst, når du skal med til familiefødselsdage med 50 gæster, så fortæl din familie, hvordan du har det. Så kan du evt. blive hjemme eller tage hjem, når du har lyst. Ærlighed og åbenhed vil gavne dig. Jo bedre du er til at se dine farezoner og håndtere dem, desto større er dine muligheder for at bryde din afhængighed.
Gør dit hjem og dine omgivelser klar
Nu er du ved at være klar til at tage action, og det er vigtigt, at dit hjem og dine omgivelser kender til dit projekt. Det kan være, at du skal væk fra dit hjem og i behandling. Det kan være, at du kan gennemføre dit projekt fra dit hjem. Det kan være, at du har arbejde eller uddannelse. Det kan være, at du har en mand eller kone eller kæreste eller børn. Uanset hvilken situation du er i, er det en fordel for dig, at du gør dit hjem og dine omgivelser parate til dit projekt. Tal med dine venner, din familie, din arbejdsplads, kommunen, din læge, din præst – tal med de mennesker, der betyder noget for dig, og hvor du betyder noget for dem og fortæl dem, hvad der sker. Det kan måske være en idé at fortælle de ”dårlige” mennesker i dit liv, at de ikke skal komme mere, og at du nu er ved at bryde din afhængighed. Gør dit hjem klar til din beslutning. Det er individuelt, hvordan man reagerer på nedtrapningen, og hvordan man oplever abstinenser. Jeg selv havde voldsomme abstinenser, da jeg ramte min første clean dag. Der var det vigtigt, at jeg havde vand, mad, sæbe, toiletpapir, rent tøj osv. parat. Jeg gentager det lige: Sørg for at sige ”nej” til de venner, der stadig er afhængige og stadig tager stoffer. Sørg for at have tydelige aftaler med din krise-person. Andre ting, du kan gøre, er at sørge for, at dit hjem er rent og nogenlunde indbydende. Vær ikke perfektionistisk. Sørg for, at din telefon er opladet, og at din oplader virker. Sørg for, at din sætning om, hvorfor du vil stoppe din afhængighed, er hængt op, og sørg for at læse den dagligt. Har du dyr eller børn og er alene, så sørg for, at du får hjælp i den udstrækning, du har behov for det. Sørg for at gøre dig selv bevidst om, at intet er vigtigere, end at du bryder din afhængighed. Mange siger: ”Det må ikke gå ud over mine børn, mine dyr, min familie, min mand eller min kone”. Men det gør det alligevel, hvis du fortsætter din afhængighed. Jeg gentager: intet er vigtigere, end at du bryder din afhængighed. Adoptér denne sætning og skriv den ned og gentag den for dig selv dagligt. Her kan du også tage stilling til, hvordan du vil bryde din afhængighed. Derhjemme, selv? Sammen med din læge? Sammen med et 12-trins program? Kan du betale for at komme på et professionelt behandlingssted? Udbyder din kommune gratis behandling? Tal med din læge om, hvilke muligheder du har, og hvad der passer bedst til dig. Tal gerne med din krise-person, din familie og/eller betroede venner (clean/ædru), hvad de tænker og hvilke idéer de har. Besøg den lokale AA- eller NA-gruppe i dit område og vær med til et møde; se, om det er noget for dig. Kontakt et par private behandlingssteder og terapeuter med speciale i afhængighed, tjek deres priser og deres kvalitet. Undersøg dine muligheder og træf en beslutning i samråd med mennesker, du respekterer, og som respekterer dig. Målet er, at du forbereder dig selv, dit hjem og dine omgivelser så godt som muligt, for på den måde øger du dine muligheder for at bryde din afhængighed.
Lav små synlige mål og nå dem
Den sidste del af din planlægning handler i al sin enkelhed om at bygge selvværd op i dig. Det er meget simpelt: Lav små mål for dagen og gennemfør dem. Det kan være så enkelt som at tage opvasken eller at rede sengen eller at tage et bad. Eller at tage telefonen, når den ringer. Det er helt individuelt, hvordan mennesker reagerer på nedtrapning og abstinenser. Har du det godt, kan du lave lidt større mål som at løbe en tur eller gøre dit hjem rent. Har du det dårligt, kan du lave små mål som at tage et bad eller huske at oplade din telefon. Bare du gør lidt hver eneste dag. Ligningen er ret simpel: Jo flere mål du når, desto mere selvværd opbygger du. Kan du involvere andre mennesker i dine mål, bliver det endnu stærkere. F.eks. at besøge din bedstemor eller at hjælpe til i en time om ugen i et lokalt socialt center. Når vi mennesker hjælper andre uden at få penge for det, bygger vi automatisk selvværd op, og hvis du ikke laver en masse for at bryde selvværdet ned igen, vil du få plus på kontoen. Du vil få mere selvværd, og du vil blive stærkere. Dine mål må meget gerne hænge sammen med de faktorer, du fandt tidligere, der gør dig glad. Små mål, der gør dig glad og måske hjælper andre, vil gavne dig. Det vigtigste er dog, at du gennemfører de mål, du sætter dig, og er realistisk. Dette kan du gøre hver morgen, så du er bevidst om, hvad dit mål er i dag. Du kan have forskellige mål, alt afhængigt af, om du er i behandling på et center, eller om du gennemfører dit projekt derhjemme. Målet er, at du langsomt bygger mere selvværd op. Fordelen er, at når du opnår mere selvværd, øger du mulighederne for, at du bryder din afhængighed.
Handling
Planer bliver først planer, når vi handler på dem. Indtil da er de kun idéer. Så nu skal der handling på.
Gør, som du har planlagt
Du har nu en udførlig plan for, hvorfor du vil bryde din afhængighed. Hvad du vil opnå, og hvordan du vil gøre det, samt hvad du gør, når det bliver svært. Dine omgivelser er informeret, du har sat en god dato. Dagen før datoen kan du med fordel gøre så meget klar som muligt og forberede dig så godt, som du kan. Vær også bevidst om, at det er en proces at bryde en afhængighed. Hav telefonlister liggende, så du har nummeret til din krise-person, dine bedste venner, lægen, familie, præsten osv. lige ved hånden. Vær bevidst om, at du går i gang med et projekt, der kan tage 2-12 måneder. Jeg brugte selv fire måneder på at bryde min afhængighed.
Jeg startede i november 2009 og havde min første clean/ stoffrie dag i februar 2010. Fra min første clean-dag gik der ca. tre uger med svære abstinenser og smerter, før jeg fik det bedre. Herefter gik jeg til efterbehandling i det lokale kommunale misbrugscenter i fem måneder for at sikre, at jeg var okay og kunne holde fast i mit nye, frie liv. Derfor er det en god idé at forberede sig selv og omgivelserne på, at det tager tid. Tålmodighed, vedholdenhed og en stærk vilje er vigtige faktorer. Lige som hvis man gerne vil tabe sig: det kræver hårdt arbejde og tid. Et godt liv skal man kæmpe for. Alt afhængigt af, hvilken type behandling du har valgt, er der forskellige forberedelser, du kan lave dagen før. Gør de ting, som du synes giver mening, og som kan styrke dig. Skal du afsted på et misbrugscenter, så undersøg, hvad du skal have med og gør dig klar. Målet er, at du bliver så klar som muligt aftenen inden, så når du vågner næste morgen, så ved du præcist, hvad du skal gøre, og hvordan du skal gøre det og med hvem. Idéen er, at du er så godt forberedt som muligt og med stor energi kaster dig ud i dit nye liv. Det vil øge mulighederne for, at du gør som du har planlagt i stedet for at vende dig om på den anden side og sove videre.

Professionel behandling
Har du mulighed for at betale for at komme i professionel behandling på et behandlingscenter, så er det med at komme afsted og møde op på den aftalte dag. Her vil du blive sat ind i en ramme, og du vil blive ført gennem flere forskellige individuelle og gruppeaktiviteter og terapiforløb. Din medicinske nedtrapning vil forløbe simultant og sikret af en læge. Du vil ofte få kendskab til konkrete programmer som 12-trins-programmet eller noget lignende. Jeg har selv været i sådan en behandling, og jeg følte mig godt tilpas, men det gjorde mig desværre ikke stoffri. Jeg var ikke klar dengang. Men jeg ved, at andre har haft succes med denne metode. Det er individuelt, hvordan man oplever sin behandling, men mange af disse professionelle misbrugsbehandlingssteder rundt om i verden er gode og behagelige at være på. Mange oplever en blid og behagelig nedtrapning uden ret mange abstinenser, når de er på sådan et center. Udfordringen kommer, når man efter ca. en måned er færdig og vender hjem til hverdagen. Her begynder det virkelige arbejde. Netop derfor er forberedelserne og planlægningen så vigtige elementer.
Egen nedtrapning
Har du besluttet dig for at klare din nedtrapning og dit projekt selv, vil jeg alligevel håbe, at du har besøgt din læge, og at du får hjælp til at kontrollere din medicinske nedtrapning. De abstinenser og følgevirkninger, der opstår, kan både være fysiske og psykiske, og det kan være enormt voldsomt at stå med alene. Her kan din læge eller det kommunale misbrugscenter hjælpe. Det var denne metode, jeg benyttede til at bryde min afhængighed. Jeg fik hver dag udleveret lidt metadon, og hver uge fik jeg mindre og mindre udleveret, og efter ca. tre måneder ramte jeg 0, og så fik jeg ikke mere. Jeg var clean. Så gik der ca. tre uger, hvor jeg var syg af abstinenser, og så fik jeg det bedre og kæmpede mig tilbage til livet. Der gik ca. fem måneder, fra jeg startede min nedtrapning til jeg var clean og fit for fight igen. Hvis du vælger egen nedtrapning, er det selvfølgelig ekstra vigtigt, at du holder dig til din plan og dine forberedelser. Her kan de fire principper for helbredelse hjælpe dig. Dem kommer jeg til. Det er individuelt fra by til by og fra land til land, hvilke lokale muligheder du har for at finde støtte og hjælp. Allerede i din planlægning har du undersøgt, hvilke muligheder din lokale by eller kommune kan tilbyde dig; nu skal du gøre brug af det hele. Vær pro-aktiv, det vil sige, at du skal se, om du kan gøre så mange gode ting for dig selv som muligt, inden du får det dårligt. I stedet for at reagere, når du får det skidt. Brug de sedler og de sætninger, du har hængt op i dit hjem. Sæt de små mål og nå dem. Målet er, at du kommer igennem din nedtrapning så behageligt som muligt og samtidig genopbygger dig selv så meget som muligt. Det vil øge dine muligheder for at bryde din afhængighed.
AA/NA / SMART Recovery – eller andet
Næsten alle byer eller kommuner i verden har møder for mennesker, der gerne vil leve et stoffrit liv. Du kan med stor sikkerhed finde et møde, du kan gå til i dit lokalområde. Brug internettet til at lede efter dit lokale Narcotics Anonymous, Alcoholics Anonymous og SMART Recovery-gruppe. Her kan du finde støtte, samtaler og andre mennesker, der ved, hvordan du har det, og som kan hjælpe dig med at bryde din afhængighed. Disse grupper og møder er gratis og findes i det meste af verden. Nogen kommer til disse møder hver uge i mange år. Andre bruger dem i lidt mindre omfang. Nogle byer har forskellige møder og flere grupper. I din forberedelse har du undersøgt, hvilke muligheder dit lokalområde tilbyder dig; nu er det tid at handle på det og komme afsted til et møde, hvis det er dét, du har besluttet dig for. Målet er, at du taler med andre, så du oplever, at du ikke er alene, og at du tilhører et stærkt dedikeret fællesskab. Samtidig vil du i nogle grupper opleve undervisning, foredrag og andre sociale aktiviteter. Du får mulighed for at kunne dele din historie og de problemer, du går med. Fordelen er, at du ikke står alene med det hele; du kan finde nye, gode, clean og ædru venner, og det vil styrke dine muligheder for at bryde din afhængighed.
Få hjælp hos læge eller sygeplejerske
I din forberedelse har du allerede undersøgt, hvilken hjælp din lokale læge og/eller sygeplejerske kan tilbyde dig. Det kan være en fordel at besøge dem en gang om ugen og fortælle dem, hvordan det går. Skal du til lægen for at hente den medicin, du bruger til at trappe ned, er det jo en oplagt mulighed for at tale med ham. Undlad at søge medlidenhed, men vær ærlig og oprigtig og fortæl, hvordan du har det, og få gerne tjekket dine værdier som blodsukker, blodtryk og andet, som kan indvirke på dit helbred. Undlad at bede om andet eller mere medicin, hvis det kan lade sig gøre. For mig personligt er det ikke en fordel at bede om ekstra medicin eller sovepiller eller andet, da det kun udskyder det uundgåelige, nemlig den hårde periode, de fleste skal igennem for at bryde afhængigheden. Se i stedet smerten og abstinenserne som den konsekvens, dine handlinger har haft. Ret ryggen og kæmp det bedste, du har lært. Målet med at tale med en læge eller en sygeplejerske er at sikre, at nedtrapningen går fint, og at dit helbred er okay. Det kan samtidig være en kilde til anerkendelse og respekt, der bygger mere selvværd op i dig. Det vil gavne dine muligheder for at bryde din afhængighed.

Tal med en præst, en god ven eller familie
Næstekærlighed, rummelighed og følelsen af at blive hørt og trøstet kan være vigtig for dig i denne periode. Præster, en god ven eller nogen fra familien kan være fantastiske til at lytte og anerkende, at du går gennem en svær tid de næste måneder. Her handler det ikke om, at de skal give gode råd eller vejlede dig til ét eller andet. Her handler det bare om, at du kan fortælle om, hvordan du har det, og at vedkommende, som lytter til dig, kan respektere din situation og bare lytte til dig og rumme dig og det, du siger. Du skal selvfølgelig også dele alle de gode ting, du oplever. At føle omsorg og blive trøstet, når du har det svært, vil styrke dig. Dels fordi det gavner dig at bede om hjælp og opleve, at du modtager den, og dels fordi det ligger i alle mennesker, at vi blomstrer, når et andet menneske viser os tillid og omsorg. Pas igen på med, at det ikke bliver en jagt på medlidenhed, men i stedet et bevidst fokus på omsorg og næstekærlighed mellem mennesker. Undlad at bruge din ægtefælle eller børn/forældre til dette, da de også skal kunne stille krav til dig, og fordi der vil opstå konflikter, som der altid gør mellem mennesker. Derfor er det vigtigt at vælge et menneske, f.eks. en præst eller et andet menneske, hvor rummeligheden og medmenneskeligheden er prioriteret. Målet er, at du sikrer, at du hver uge har en oplevelse af næstekærlighed og omsorg, som er betingelsesløs.
Brug de fire principper for helbredelse
Mine fire principper til at bryde afhængighed og rusmiddelmisbrug er taget direkte fra min egen erfaring, og det var de fire områder, der hjalp mig, da jeg brød min afhængighed og blev stoffri.
Hvis du forestiller dig en vægt, hvor der på den ene vægtskål er et lod, der repræsenterer din afhængighed; det lod vejer fem kg. På den anden vægtskål er der lige nu ingenting. Det vil sige, at din afhængighed har vundet, den er tungest, du er afhængig. Princippet er, at jo flere positive ting, du kan få ind i dit liv, som gavner din helbredelse, desto flere vægtlodder vil der komme i den positive vægtskål, og pludselig vil din afhængighed ikke være tungest mere, og du vil have brudt din afhængighed. Alle dine små gerninger og mål er med til at placere vægtlodder i den positive vægtskål. Dette kan du accelerere og styrke gennem mine fire principper for helbredelse. Jo mere du kan blande disse principper ind i din hverdag, desto mere vil din positive vægtskål veje, og desto bedre liv får du.
De fire principper indeholder
Det fysiske område er f.eks. din krop, din kost, søvn og sex. Her handler det om at få pulsen op i løbet af dagen, få kroppen i gang, spise sundt, drikke vand. I princippet gøre det, som vi mennesker er skabt til og undlade medicin, smøger, alkohol osv. Jo flere gode vaner, du kan skabe, desto bedre og hurtigere går din helbredelse. Motion er en vigtig faktor.

Det psykiske område er f.eks. dine tanker, dine vaner og dine ritualer. Du har gjort et stort stykke arbejde i din forberedelse; nu gælder det om at holde fast i det og gøre indsatser, som styrker indstillingen og viljen. Små sætninger på væggen, tale med gode mennesker, sætte små mål og nå dem, sige nej, hvor det er vigtigt. Skabe nye interesser og nye hobbies. Skabe en sund psyke, så at sige.
Det sociale område er f.eks. din omgangskreds og det miljø, du bor i. Her handler det om at blive en del af et positivt fællesskab. Om det er i en skakklub, hos Red Barnet, blandt gode venner eller frivilligt arbejde på et museum er sådan set ligegyldigt. Du skal ud af de negative fællesskaber og ind i nogle nye positive, så du føler dig som en del af noget større og gør en lille forskel. Dette har du også undersøgt i din forberedelse, og nu er tiden inde til, at du kan gøre noget ved det og aktivt blive en del af et nyt fællesskab. Online-fællesskaber er fine alternativer, men de kan ikke give et kram og et smil. Du er et menneske; du har brug for andre mennesker i din hverdag.
Det følelsesmæssige er f.eks. det, der gør dig glad, eller det, der gør dig stresset og sur. Dette har du også undersøgt og ved noget om, og her handler det om, at når nedtrapningen starter, og når du bliver alkohol-/stoffri, så letter stof-/alkohol-/ medicintågen og blotter alle de følelser, du har haft bedøvet. De følelser er det vigtigt at få set på og få talt om. Det er du allerede i gang med hos din præst eller i din behandling eller hos AA/NA eller med andre grupper. Det er vigtigt at få sagt sætninger som: ”Jeg er super-glad i dag fordi…”. Eller: ”Jeg er så stresset i dag fordi …”. Eller jeg er virkelig sur i dag fordi ….”. Når du taler om det, sætter du fokus på de situationer, der gør dig glad, og på de situationer, der gør dig sur. Det er vigtigt for at gøre mere af det, der gør dig glad og mindre af det, der gør dig sur. Under alle omstændigheder er det vigtigt at få talt om dine følelser med rigtige mennesker, ansigt til ansigt, da det er med til at ”punktere” følelsen i dig og derved undgå tilbagefald og øge muligheden for, at du bryder din afhængighed.
Opsøg nye dedikerede netværk
Dette siger næsten sig selv, og jeg tror godt du ved, hvad jeg mener, men det er vigtigt, at du ikke omgiver dig med stofbrugere eller afhængige; det er vigtigt, at du finder nye dedikerede netværk, der vil det samme som du. Det kan være relateret til stoffer og alkohol, eller det kan være relateret til en interesse, du har. Det kan også være begge dele. Det vigtigste er bare, at du hver uge har kontakt til andre dedikerede mennesker, så du oplever, at du er en del af en gruppe, der vil de samme gode ting, som du vil. Målet er, at du bygger nye stærke relationer til andre mennesker og bliver en del af gode gavnlige netværk. Det vil gavne dig drastisk og kraftigt øge mulighederne for, at du bryder din afhængighed.

Undgå dine farezoner
Du har tidligere identificeret dine farezoner og dine trickers; der kan også opstå nye, du ikke kendte til. De er ofte relateret til stærke følelser som forelskelse, had, svigt eller sorg. Vær opmærksom på at undgå dine farezoner, og vær bevidst, når de opstår. Ring til din krise-person og fortæl om situationen, så I sammen kan synliggøre, hvilken situation det var, og hvordan du kan undgå den, eller i det mindste minimere risici i fremtiden. Du kan nok ikke undgå fester eller at fejre nytårsaften i al evighed, så det er vigtigt, at du sammen med et andet menneske konstant bliver ved med at være opmærksom på, at du har strategier for, hvordan du behandler specielle situationer nu og i fremtiden. Vær bevidst om, at du selv og dine strategier er i konstant udvikling. Jo mere bevidst du er om dine farezoner og dine handlinger, desto bedre for dig. Målet er, at du kender dine farezoner og ved, hvordan du skal reagere for at undgå fristelser og tilbagefald. Det vil hjælpe dig til at bryde din afhængighed og fastholde din nye livsstil.
Hold dig til planen, tid og tålmodighed
Det tog mig, som skrevet før, mere end 13 år og fire forsøg at bryde min afhængighed. Sidste forsøg virkede, og her tog min nedtrapning som sagt ca. fire måneder, og hele behandlingen varede ca. ni måneder. Jeg har set mennesker bryde deres afhængighed på én måned – og jeg har set mennesker, der aldrig bryder deres afhængighed. Derfor er det vigtigt, at du holder dig til din plan. Det er vigtigt, at du gør dig selv bevidst om, at det er en proces, der kan tage måneder, og derfor er det vigtigt, at du har tålmodighed og tillid til processen og til din krop. Du er ved at bygge en ny livsstil op. Hvis du skal være god til tennis, skal du træne i flere år. Det samme gælder, når du skal bryde en afhængighed; det kræver hårdt arbejde, engagement, vilje og vedholdenhed. Så kan det lykkes. Målet er, at du accepterer, at det tager tid, og derfor er det så vigtigt, at du hver uge får gjort lidt af det hele, der er beskrevet her, som alt sammen vil være små positive vægtlodder i den gode vægtskål. Det vil øge mulighederne for, at du bryder din afhængighed.
Fejr dine succeser
Når jeg vågnede om morgenen, smilede jeg til mig selv i spejlet og sagde højt: ”YES! Nu har jeg været clean i fire dage!” – og så gik jeg ud og kastede op på grund af abstinenser. Essensen er, at du skal fejre dine succeser. Gør lidt hver dag, som gør dig glad. Når du mandag morgen kan fejre, at du nu har gennemlevet en ny uge (læg mærke til, at jeg ikke siger, at nu starter en ny uge; brug mandagene til at fejre, at du er kommet igennem en uge). Se tilbage på den uge, der gik; notér, hvad der gik godt, og hvad der gik skidt. Anerkend det og notér, hvis der er noget, du gerne vil ændre i denne uge, og fortsæt så det gode arbejde. Mandage kan fint bruges til god mad, massage, et besøg på en skønhedssalon, en sportskamp eller andet, hvor du fejrer, at det går dig godt. Undgå dine farezoner og fejr dine succeser! Målet er, at du vænner dig til at belønne dig selv på en god, naturlig måde, med oplevelser, der gør dig glad på en naturlig måde. Det vil give dig konstante små positive oplevelser, det vil opbygge dit selvværd, og det vil alt sammen hæve mulighederne for, at du bryder din afhængighed og lever et langt, godt liv efterfølgende.
Se fremad
Når du kommer lidt hen i processen og kan begynde at tænke på din fremtid, så er det en god idé at overveje, hvordan du kunne tænke dig, at din fremtid så ud? Du har allerede lavet meget af dette arbejde i dine forberedelser, så det handler i princippet ”bare” om at lave et lille dokument, hvor der står ”fremtid” på, og så nedskrive de elementer, du ønsker dig af din fremtid. Det kan handle om arbejde, skole, børn, bolig, rejser, kompetencer, udseende, sundhed, sport, sprog, bil, dyr, ægteskab osv. Skriv elementer, som du kan mærke gør dig glad, og som interesserer dig. Det vil give dig en simpel vejviser for, hvilken retning du skal dreje dit liv. Denne vejviser kan ændre sig løbende eller forblive den samme; det er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at du skriver lidt ned, for på den måde at rette fokus lidt fremad, dog uden at det bliver urealistisk dagdrømmeri. Målet er, at du får skabt en lille realistisk drøm om, hvordan din fremtid kan se ud, og så lige så stille begynder at dreje dit liv i den retning. Det vil hjælpe dig at forestille dig et nyt liv uden afhængighed og uden stoffer/alkohol, og på den måde styrke din helbredelse og mulighederne for, at du bryder din afhængighed og forbliver fri og uafhængig.

Skab en hverdag, du er glad for
Dette sammenfatter meget af det, du har læst, men i princippet er livet ret simpelt: stå glad op hver dag og glæd dig til dagen. Gå glad i seng hver dag og glæd dig over din dag. Urealistisk? Måske, men jo flere positive vægtlodder, du kommer i den gode vægtskål, jo mere glad bliver du. Efter få måneder vil du være fuldstændig klar over, hvad der gør dig stresset og sur, samt hvad der gør dig glad. Lige så stille vil du udskifte alle de mennesker og opgaver, der gør dig sur og stresset, og du vil opsøge mennesker og opgaver, der gør dig glad. Og inden du ser dig om, vil du have et liv, der gør dig glad. Hvis du kan holde fokus på små simple opgaver, der gør dig glad, så vil det hele gå næsten af sig selv. Det, jeg selv gør, er at tale med min far og min lillesøster, og så droppede jeg mit job og begyndte at studere, og jeg hjælper andre mennesker via mine tekster og mine foredrag. Det gør mig glad. Simpelthen. Målet for dig er at have en hverdag med opgaver og mennesker, du glæder dig over. Det vil løfte dit humør og styrke dit overskud og styrke sandsynligheden for, at du bryder din afhængighed og får skabt dig et fantastisk liv og en god fremtid.
Gør en forskel for dig selv, og vær til gavn for andre
Det sidste element handler om at gøre en forskel og være til gavn for andre. Det kan gøres på mange måder: du kan dele brugt tøj ud til hjemløse, eller passe hjemløse dyr, eller lave kaffe i kirken, eller undervise/træne andre i noget, du er god til. Det handler om, at du giver noget videre til andre mennesker, der gavner dem. Et smil kan i nogle tilfælde gøre en stor forskel. I andre tilfælde skal der lidt mere til. Årsagen til, at det er en god idé, er, at det ligger ubevidst i os mennesker, at vi gerne vil hjælpe andre. Hos nogen er det mere synligt end hos andre. Uanfægtet, når vi hjælper andre og føler, at vi er til gavn og gør en forskel, så løfter vi andre op, imens vi styrker os selv. Det er win-win, og det gavner alle. Det er ikke sikkert, at du i din nedtrapning og i begyndelsen af din helbredelse har overskud til dette, og det er også ekstremt vigtigt, at du koncentrerer dig om din egen helbredelse, før du kan hjælpe andre. Men når overskuddet er til det, er det en god idé at se, hvor du kan gøre en forskel. Prøv, om du kan kombinere så mange af elementerne fra tidligere som muligt.

Find gerne noget, hvor du kan hjælpe med noget, som du interesserer dig for. Et sted, hvor din erfaring, viden og personlighed gør en forskel. Det kan være som fodboldtræner, sanglærer, spejderleder, matematikunderviser, socialarbejder på et center, medhjælper i kirken – mulighederne er uendelige. Men hvis du kan forene dine interesser med noget, der gør dig glad, vil du gavne endnu flere mennesker, og det er en stor fordel for os alle. Målet er at gøre en forskel for dig selv og være til gavn for andre mennesker; det giver dig interessant indhold i din hverdag, det giver værdi til dit liv, og det vil øge mulighederne for, at du bryder din afhængighed og får et skønt liv og en dejlig fremtid.

Skrevet af : Martin Fritzen

Martin Fritzen

I mere end 13 år var jeg afhængig af alkohol & stoffer. Jeg mistede alt, var ved at dø flere gange. Det tog mig 4 år at blive stoffri.

I dag er jeg ansvarlig for esport hos Dansk Firmaidrætsforbund og holder foredrag om min vej ud af misbruget.

Martin Fritzen foredrag om misbrug

Clara, elevrådsformand, Nørresundby Gymnasium

…”Fra elevrådets side er vi ovenud imponerede over dit foredrag. Det var personligt og ærligt. Du var i stand til at lægge kortene på ordet og fortælle konsekvenserne af dit stofmisbrug uden at skjule noget. Derfor vil vi sige stort tak for du ville komme. Jeg har også været ude at snakke med de andre i elever på skolen og også de var meget tilfredse med dit foredrag. Særligt nævnes din ærlighed og måde at fremføre foredraget på i et normalt “nede på jorden” tonelege. Eleverne følte sig “trygge” ved dig da du virkede 100 % sandfærdig”

Foredrag om alkohol, pille & stofmisbrug

Fra Narkoman til Rollemodel – Sådan overvandt jeg 13 års stofmisbrug

Fra 1995-2009 var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt og var ved at dø flere gange.

Ny, opdateret version af bogen udgivet i 2021

Fra narkoman til rollemodel

Få en gratis smagsprøve på bogen

Fra 1995-2009 var jeg dybt afhængig af rusmidler. Da misbruget var på sit højeste, indtog jeg hver dag en giftig blanding af 40-60 piller, hash, alkohol, amfetamin og kokain. Jeg var så langt ude, at jeg – uden skrupler – løj over for og stjal fra min familie. Jeg stjal fra min arbejdsplads og blev fyret. Jeg blev anholdt, jeg mistede alt og var ved at dø flere gange. Læs og oplev min levende fortælling, hvor jeg afslører, hvordan en simpel hovedpine startede mit misbrug og hvordan jeg brugte fire forsøg og flere år på at kæmpe mig tilbage til livet.

[mc4wp_form id="2837"]

DBC lektørudtalelse juni 2021: “En åbenhjertig og ærlig beretning om et liv på total deroute og om omsider at finde styrke og hjælp til at overvinde afhængigheden.”