En lillesøsters ærlige ord – til sin stofmisbrugende storebror

En lillesøsters ærlige ord – til sin stofmisbrugende storebror

Af: Susan Mortensen (min lillesøster)
Jeg var efterhånden begyndt at få mig selv overbevist om, at jeg var “ligeglad”. Utallige gange var jeg blevet lovet. Utallige gange var jeg blevet løjet for. Utallige gange var jeg blevet skuffet og ked af det. “Hvad har han nu fundet på,” tænkte jeg.
Jeg stod med en A4-kuvert i min hånd, adresseret til min far og mærket “Til Susan”. De seneste år havde jeg gjort mig umage for at lære mig selv ikke at forvente for meget, når det kom til min storebror. Vores forhold var ved at løbe ud i sandet, og jeg var stille og roligt ved at acceptere det og prøvede at vænne mig til tanken. Martin var det sidste stykke tid desuden flyttet længere og længere væk geografisk – nu boede han vist omkring Aarhus. Eller var det Vejle? Ved at vende kuverten om kunne jeg se, at det var sendt fra Tørring.

Jeg havde aldrig hørt om byen og konkluderede uden undren, at han nok var flyttet endnu engang. Jeg åbnede kuverten uden de store tanker om, hvilket indhold den måtte have. Et øjeblik efter sad jeg med ti håndskrevne sider i mine hænder. Jeg begyndte at læse: “Kære lillesøster, Susan!” …
På dette tidspunkt var jeg 23 år, og jeg levede et liv uden de store bekymringer om andet, end hvad jeg skulle have på i byen i weekenden, eller hvilken placering vi havde i rækken i håndbold. Mit forhold til Martin var falmet med hastige skridt gennem de sidste år, og jeg anstrengte mig for at blive ligeglad. Jeg læste videre eller nærmest skimmede, uden nogen form for reaktion eller særlig undren. Ord som “kodein”, “afhængig”, “piller”, “opiater” og “abstinenser” mødte mine øjne. Stadig ikke den store reaktion hos mig. “Hvad har han nu fundet på?”, var min første indskydelse.

De seneste år havde jeg lært, at “Jeg kommer til jul” og “Vi skal se fodbold sammen på lørdag” som regel betød, at vi ikke skulle nogen af delene. Hvorfor skulle “Jeg er afhængig af piller” så betyde, at Martin nu rent faktisk var blevet afhængig af piller og stoffer?

Som lille var Martin min helt; min otte år ældre storebror, som kunne det meste. Han kunne tegne, danse, rappe, han havde smukke og søde kærester med Beverly Hills-pandehår i en flot bue. Han havde seje venner. Den sejeste var Stig, som havde briller med røgfarvet glas, halsklud med små sølvsnore i og skarp nordsjællandsk dialekt. Martin hentede mig i børnehave på min mors gamle Winther-cykel, købte gaver til mig, og han havde fede gadgets som fx en rød pung med påskriften “Super Brugsen”. Han var mit forbillede.

Senere hen, da Martin flyttede hjemme fra sin mor, hvor han boede til hverdag, var jeg og min lillebror Joakim også altid velkomne. Han havde styr på sit liv; sådan så det ud udefra, i hvert fald, og boede i en flot lille lejlighed, der var malet blå indvendigt. Jeg husker tydeligt, at han skrabede sig til hele 10.000 kr. på et skrabelod, hvilket jeg med lys i øjnene fortalte om i skolen. Jeg var stolt af Martin og elskede ham højt.
Martin er min fars søn og ikke min mors, men han passede perfekt ind i vores familie, og jeg elskede de ferier og weekender, hvor mine forældre, Martin, Joakim og jeg var samlet.
“Igennem 10 lange år har jeg taget piller – hver, evig, eneste dag,” læste jeg videre. Det kunne jo ikke passe. Det ville man jo have vidst. Kunne det passe? Han var godt nok blevet mere og mere “sær” på det seneste og lavede ofte det, som vores far kaldte “plat”. Martin digtede historier, som jeg vidste ikke var sande; han kunne aldrig holde aftaler, og det føltes, som om han havde nok i sit eget selskab og ikke ønskede mig eller nogen andre i familien i sit liv længere.
I brevet læste jeg, hvordan Martin tilsyneladende havde taget en “kold tyrker”, beskrevet som man ser det på film. Skulle min storebror helt ud af det blå have været afhængig af piller i ti år, ligget med koldsved og altså nu være på et behandlingshjem? Jeg forstod det ikke; jeg kunne ikke tro det.

Mændene i mit liv – min far og de to brødre – har altid været gode til at få idéer, og de idéer har altid været geniale, i hvert fald ifølge dem selv. Nogle gange har de haft ret, andre gange ikke. Når Martin nu skrev, at han var “clean”, og at jeg ville få en “motherfucker”-bror tilbage, var det ikke overbevisende, selvom ordlyden var optimistisk. Jeg læste de sidste flotte ord: “Elsker dig”, foldede brevet sammen og lænede mig tilbage i stolen, efterladt med en tom følelse indeni. Var alt dette sandt? Kunne det virkelig være grunden til, at det var gået så skævt mellem os?
Jamen – hvis det var sandt, så havde Martin jo slet ikke haft det godt de sidste mange år! En snert af dårlig samvittighed fulgte med den sidste tanke. Hvis han havde været afhængig af piller i rigtig mange år, hvorfor pokker havde jeg så ikke opfattet, at noget var galt?!
Senere har jeg forstået, hvor ufattelig meget umage Martin gjorde sig for at holde på sin hemmelighed. Tankerne udviklede sig hurtigt, og efter at have talt med min far, som nu også kendte Martins historie, stod det klart for mig, at det var et 100 % ærligt brev, jeg havde fået. En tilståelse. Min storebror var misbruger. Det var meget uvirkeligt for mig. Også min far, mor og lillebror var chokerede. Glansbilledet bristede. Det blev startskuddet til en række erkendelser, og glansbilledet af min seje storebror blev med ét revet i tusind småstykker. Selvom jeg var 23 år, følte jeg mig som Susan på 4 år. Jeg blev nærmest barnligt skuffet over, at min rollemodel var en illusion. Han havde ikke haft styr på sit liv. Han havde ikke behandlet sine kærester med 90210-frisurerne med respekt. Han havde ikke skrabet sig til 10.000 kr., han havde for helvede taget af kassen!

Men det var til at tage og føle på, det var ærligt, og det var et skridt i den rigtige retning. Det var det vigtigste.
Senere skulle det vise sig, at det ikke blev sidste gang, at min elskede bror skulle tage en “kold tyrker”. Der skulle gå yderligere tre år, før Martin kom i det behandlingsforløb, som var det rigtige for ham, og før han selv blev helt klar til at vælge livet og passe på sig selv. Indtil da skjulte han med unikt og erfarent skuespil, at han ikke havde det godt. Han var stadig aktiv misbruger. Pludselig begyndte jeg at genkende en adfærd, jeg havde set tidligere. Martin lukkede sig inde i sig selv og ville helst være alene. Hans latterlige “World of warcraft” blev det eneste vigtige for ham. Sådan virkede det i hvert fald. Han blev følelseskold, og han havde ingen samvittighed. “Beklager, det kan jeg ikke” eller “Måske en anden dag” blev ofte svarene på mine SMS’er til ham, og mine opkald blev pludselig ikke besvaret eller returneret. Han aflyste igen vores aftaler.
Der var ingen kontakt. Jeg var fortvivlet, vred og ked af det. Han ville ikke hjælpes af mig! Martin havde malet sig selv op i en krog. Han var begyndt at formulere et afskedsbrev til mig. Han var nået til det vigtigste øjeblik i sit liv. Det øjeblik, hvor han selv havde indset, at han skulle tage stilling til, om han ville leve eller dø. Om han skulle spise piller eller ej. Jeg kunne ikke hjælpe ham, far kunne ikke hjælpe ham, en misbrugskonsulent ville ikke kunne have hjulpet ham. Ikke før, at han ville hjælpes selv.

Heldigvis besluttede Martin sig for at vælge livet.
Ord kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for, at han valgte livet den dag. At han kom i den rigtige behandling. At han lever det liv, som han ønsker at leve, og at jeg og min familie er en stor del af det liv.

Dette brev er en tak til min bror, som igen er mit største forbillede. En tak for, at han har valgt sig selv, og en tak, fordi han har været stærk nok til at komme igennem. Så utroligt stærk. Jeg kan for evigt tænke: “Havde jeg dog bare været mere vågen”, “Havde jeg dog ikke haft så forbandet travlt med mit eget liv” eller “Havde jeg dog bare set faresignalerne”. Den dårlige samvittighed vil nok forfølge mig altid, men jeg ser fremad og lytter, når Martin siger, at det kun var ham selv, der kunne tage beslutningen. Kærlig hilsen, Martins lillesøster, Susan.