Dette motiverede mig til at stoppe mit stofmisbrug

Dette motiverede mig til at stoppe mit stofmisbrug

Om mit stofmisbrug
I mere end 13 år var jeg afhængig af piller, medicin, alkohol, hash, amfetamin, kokain og meget andet. Hver dag skulle jeg have mellem 40 og 60 piller, og dertil kom så en blanding af de andre nævnte rusmidler. I nogle perioder havde jeg job, i andre var jeg ledig, på kontanthjælp eller sygemeldt. I nogle perioder var jeg single, i andre havde jeg en kæreste. Jeg har overlevet flere kolde tyrkere, og jeg har været i Minnesota-behandling. Uanset hvordan mit liv så ud, fra jeg var 18 år til jeg blev 33 år, kom mit misbrug og min afhængighed i første række. Hver dag i mere end 13 år tog jeg ét eller andet.
Vil jeg leve? Vil jeg dø?

Jeg har brændt utallige broer, privat og professionelt. Jeg er blevet dømt for kriminalitet. Jeg er blevet fyret. Jeg har såret min familie, mine venner og mig selv. Tre gange har jeg planlagt selvmord, jeg har oplevet nogle af de mennesker, jeg elskede højest, dø, og til sidst, i 2009, sad jeg på et lille værelse i en lille by på Sjælland. Alene. Intet job. Ingen kæreste. Ingen omgangskreds. Alene med mit misbrug. Jeg havde isoleret mig selv godt og grundigt, og jeg havde intet mere at tabe. Jeg kunne ikke komme længere ned nu. Eller det kunne jeg godt, men for mig – lige dér, dér ramte jeg bunden. Én af mine gode venner dør af en overdosis, og jeg ser mig selv i spejlet og giver mig selv to valg: 1. Vil jeg leve? 2. Vil jeg dø?

Jeg havde ingen telefon, så jeg gik op på kommunen og bad om hjælp. Jeg vidste ikke, hvilken hjælp jeg søgte. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne klare det selv. Jeg havde intet at tabe. Jeg blev henvist til misbrugscenteret i kommunen og kom med det samme i medicinsk behandling: nedtrapning på metadon. Behandlingen startede i december 2009, og jeg afsluttede den i juli 2010 og har været fri siden.

Hvad motiverede mig til at stoppe mit misbrug og selv søge behandling?
Optimisme i mit DNA
Når jeg tænker tilbage på hele mit liv, har jeg altid haft en grundlæggende optimistisk holdning til tingene. Det skal nok gå. Jeg har set og oplevet meget godt og skidt, jeg har været depressiv, haft enormt dårligt selvværd og følt, at jeg intet kunne. Men min nysgerrighed og min grundlæggende optimistiske holdning til livet har skinnet igennem. Da jeg var lille og min mor fik tæsk af sindssyge mænd, kunne jeg nogle gange løbe over til min morfar og finde fred og tryghed. Jeg har lært at navigere i kaos i en tidlig alder. Når min mor i perioder drak, kunne jeg bruge meget tid på fodboldbanen eller sove hos venner, så jeg undgik de helt slemme oplevelser. I mit misbrug har jeg flere gange forsøgt at stoppe. Efter fem års afhængighed gik det op for mig, at jeg havde et problem, og her begyndte min hjerne langsomt at indstille sig på, at jeg skulle ud af det. Engang. Min optimisme og evne til at finde løsninger har altid spillet en rolle. Så da jeg i 2009 endelig tog beslutningen om at tage i behandling, var det mit eget valg. Min egen beslutning, der var baseret på mange ting, men én af faktorerne var mit optimistiske syn på, at livet måtte være mere end piller og stoffer.

Tiden var inde, jeg var træt
Jeg er opvokset med min mor, der var alkoholiker, og som døde i 2003. Jeg har set alt, hvad man skal se, når man er pårørende til en misbruger. Mit eget misbrug og afhængighed varede i mere end 13 år. Jeg var træt. Jeg var så pisse-hamrende træt af den magt, de skide rusmidler havde over mit liv, som barn og som voksen. Beklager ordvalget, men altså, hold da op, jeg var træt. Træt af at skulle skaffe penge og planlægge, hvor de næste stoffer skulle komme fra. Træt af at være i konstant underskud. Træt af at lyve og bedrage. Træt af at hade mig selv. Træt af at føle konstant skam over det menneske, jeg var. Træt af at skulle skjule alt. Træt af at såre alle omkring mig. Træt af at skuffe andre mennesker. Træt af at se venner og familie vende mig ryggen, eller træt af, at jeg vendte dem ryggen. Træt. Bare så sindssygt træt, udkørt og udmattet af 33 år med stimuli og rusmidler tæt på livet. Jeg var ikke træt, da jeg var 25 år. De, der dengang sagde, at jeg havde et problem, lyttede jeg ikke til, fordi på det tidspunkt var jeg frisk, jeg havde energi, overskud, stofferne gav mig ”plus på kontoen”. Til sidst var jeg træt og kunne ikke mere. Årene, tiden havde simpelthen gennemarbejdet mig som en slagen bokser i ringen, så til sidst kunne jeg kun vælge mellem at leve eller at dø. Ønsket om et bedre liv, ønsket om at fjerne mig fra trætheden og bevæge mig hen i mod livskvalitet, ærlighed, venner, familie, studie. Jeg var parat til forandring. Jeg ønskede en forandring. Det hele motiverede mig til at tage i behandling i 2009.

Min families (K) ærlighed
Nogle gange har min familie vidst, at jeg tog stoffer, piller osv. Andre gange har de troet, at jeg var clean. Nogle gange har jeg boet tæt på dem eller sammen med dem – andre gange har jeg boet 300 km væk og isoleret mig. Men uanset hvordan hverdagen så ud, og uanset om jeg var 18 år eller 30 år, så har min familie været ærlig over for mig og sagt til og fra. Når jeg brød en aftale, havde lavet kriminalitet, stjal fra dem, ikke viste dem respekt eller gjorde mig skyldig i anden tosset adfærd, så sagde de fra, ærligt og kærligt. De bad mig være ærlig, og de fortalte altid, at de elskede mig og gerne ville hjælpe mig (hvis jeg selv ville) – men at de ikke kunne acceptere den specifikke adfærd. Nogle gange har jeg opført mig så latterligt, at de har skubbet mig væk, og jeg har skubbet dem væk.
Ja, det var med til at øge mit misbrug indimellem, men det var også med til, at jeg blev bevidst om, at de elskede mig, og at den adfærd, jeg udviste, ikke var okay. Min ekstreme adfærd startede allerede, da jeg var meget lille, som pårørende til min mors alkoholisme, og varede i mere end 20 år. Altid har min familie og venner sagt fra, når jeg var en idiot, og til, når jeg opførte mig godt.

Det var nemlig ikke, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg vidste godt, at når jeg havde sagt til min søster, at jeg kom til jul, og jeg så blev væk, fordi jeg hellere ville være alene og tage stoffer, så vidste jeg godt, at jeg sårede hende. Så skrev hun et følsomt brev til mig, hvor hun med kærlig ærlighed beskrev, hvad min adfærd gjorde ved hende. Sådan er der mange eksempler. Min pointe er, at jeg altid har vidst, at min familie elskede mig. Jeg har altid vidst, at jeg kunne komme til dem og bede om hjælp. Jeg respekterede deres grænser, fordi det lærte mig, hvor grænsen var og er. Da jeg i 2009 besluttede at tage i behandling, var en del af min motivation, at jeg ønskede at være en del af familien igen, og jeg vidste, at de ville ”have mig”, når bare jeg ændrede min adfærd.

Mennesker omkring mig
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har aldrig været tiltrukket af at sidde ”på bænken” og tage stoffer eller drikke. Det trak meget mere i mig at vise, at jeg ”kunne noget”. Det kom til udtryk på fodboldbanen og i skolen, hvor jeg stort set aldrig havde en pjækkedag. Jeg elskede at komme i skole, min nysgerrighed blev stillet, vi kunne lege, spille fodbold, lære noget, få kærester, venner osv. Jeg har aldrig været tiltrukket af at sidde for nedrullede gardiner og sumpe. Jeg ville meget hellere tage piller, stoffer osv. Og så spille fodbold, tage på arbejde, i skole – eller hvad det nu kunne være. Det betød selvfølgelig også, at jeg mødte mange relativt velfungerende mennesker, der, som min familie, kunne spejle min adfærd og fortælle mig, når jeg opførte mig som en idiot, og når jeg var god. Hvor min interesse for at skabe noget positivt kommer fra, ved jeg ikke, men da jeg var lille, legede jeg mere med børnene fra kernefamilierne, end jeg legede med børnene fra de dysfunktionelle familier. Når jeg var på kontanthjælp, søgte jeg vennerne i fodboldklubben og ikke de andre kontanthjælpsmodtagere. Når jeg tog stoffer, gjorde jeg det med mennesker i arbejde, eller alene – jeg søgte ikke efter at sidde hos en pusher, eller at sidde sammen med ti uden arbejde.

Mennesker med succes har altid inspireret mig. Min far, min morfar og mange af mine venner og deres forældre har inspireret mig. Når jeg havde et arbejde, prøvede jeg at gøre mig umage og finde hen til dem, der var dygtigst, og lære af dem. Samtidig havde jeg et stofmisbrug og intet selvværd, jeg hadede mig selv, men at jeg har omgåedes med succesfulde mennesker, jeg har været heldig og dygtig at arbejde med meget dygtige mennesker, som også viste mig grænser og viste mig, hvordan man lever et liv fyldt med værdier som ærlighed, grundighed, integritet, flid og succes, har påvirket mig meget.

Jeg har altid ønsket at gøre en forskel og at være en succes. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af det, for jeg lærte det ikke i mine første ti leveår. Jeg har selv skullet opfinde det. Min omgang med disse succesfulde mennesker, min familie, venner og kollegaer, var med til at skabe et inderligt ønske om, at jeg ville være en succes. Jeg behøver ikke være direktør et sted. Hvis jeg kan være en glad og succesfuld gadefejer, er det fint. Men til sidst i 2009 var jeg så træt af mig selv og havde set så mange succesfulde mennesker, at nu ville jeg også! Jeg ville have noget bedre, livet måtte være mere end stofmisbrug og kun at kunne se 24 timer frem. At jeg har været heldig at omgås alle disse gode mennesker i mit liv, har været med til at motivere mig til at søge behandling i 2009, og det var en medvirkende årsag til, at jeg også gennemførte behandlingen.

Inderligt ønske om noget nyt
Da jeg tog i behandling, anede jeg ikke, hvad jeg ville. Nogen taler om ”Hvad vil du opnå, når du kommer ud af dit misbrug? Hvad vil du bruge dit liv til? Hvorfor vil du ud af dit misbrug? Hvor ser du dig selv om tre år?” … osv. Osv. Jeg anede ikke en skid om noget af det! Det eneste, jeg vidste, var, at jeg ikke ville fortsætte med mit liv som det var, grundet de gennemgåede faktorer. Jeg havde et brændende ønske om noget nyt. Hvad det skulle være, anede jeg ikke, og det interesserede mig ikke. I første omgang, da jeg gik op på kommunen og bad om at komme i behandling, var min drivfaktor et udefinerbart brændende ønske om at stoppe den bane, mit liv havde taget, og starte en ny bane. Starte et nyt liv. Det var i første omgang nok for mig. Jeg kan huske, da jeg kom ind på misbrugscenteret og mødte min behandler. Vi talte sammen i to timer, hvorefter vi planlagde en nedtrapningsplan; jeg fik medicin (metadon) med hjem. Dagen efter skulle jeg derop igen og have medicin til dagen efter. Og sådan kørte det den første måned. Bare det faktum, at et andet menneske kunne rumme mig. Anerkendte, at jeg havde et problem, og vidste, hvad der skulle gøres. Det var nok. Ønsket om et nyt liv gjorde, at jeg fik min røv op på misbrugscenteret den første dag. Den kompetente og forstående medarbejder gjorde, at jeg også kom dagen efter.

Hvor stammer mit inderlige ønske om et nyt liv fra? Det er et godt spørgsmål. Hvorfor kan nogen tabe 30 kg? Andre kan ikke. Nogen kan stoppe med at ryge, andre kan ikke. Nogen kan gennemføre en uddannelse, andre kan ikke. Jeg tror, at det handler om den DNA, jeg er bygget af, de gener, jeg har arvet fra min mor og far. Jeg kan genkende både gode og dårlige sider fra mine forældre i mig selv. Min evne til at finde løsninger og min nysgerrighed og min lyst til at ville have succes kan jeg sagtens genkende hos mine forældre. Min folkeskole, venner, lokalmiljøet, mennesker, jeg har mødt, held … jeg tror, at der er en million faktorer, der spiller ind og afgør, hvorfor jeg i efteråret 2009 havde fået nok og tog i behandling alene, af egen fri vilje.

Jeg ville væk fra træthed, afhængighed, selvhad, sorg, ked-af-det-hed og fiasko. Jeg ville hen imod at være glad, positiv, smile, frihed og et nyt liv. Misbrugscenteret, behandlerne, min familie og venner – og jeg selv – gjorde, at jeg kunne gennemføre det denne gang.
Da jeg var i Minnesota-behandling i 2007, var jeg ikke klar. Jeg gennemførte behandlingen, men fortsatte mit misbrug, da jeg kom hjem. Hvorfor virkede det så i 2009? Jeg var blevet endnu mere træt. Jeg var endnu mere alene og ked af mig selv og mit liv. Hvis der fandtes en trappe, bygget af lort, var jeg gået helt ned på nederste trin og havde sat mig i en sort kælder, fyldt med dårligdomme, og i 2009 blev det bare for meget. Nok var nok. Mennesker, der havde rusmidler i deres liv, døde omkring mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at nu måtte jeg vælge at leve eller dø. Min motivation for at tage i behandling handlede om, at jeg ønskede et godt liv. Et bedre liv. Et ønske om noget nyt.

Beslutningen føltes rigtig
Da jeg i efteråret 2009 havde mistet min mor, min morfar, min morbror og én af mine gode venner til døden, kom beslutningen om at ville ud af mit misbrug som lyn fra en klar himmel. BANG! Eller hvordan et lyn fra en klar himmel nu lyder. Jeg var så sikker på, at min beslutning var rigtig. Jeg bekymrede mig ikke om, hvorvidt jeg kunne gennemføre behandlingen, eller hvad der skulle ske om to uger eller tre år. Det eneste, jeg havde i tankerne, var at holde mine aftaler med misbrugscenteret. Det blev også min førsteprioritet. Intet var vigtigere for mig end at holde mine aftaler med misbrugscenteret, da først behandlingen gik i gang.

Da beslutningen kom til mig, stod jeg på toilettet en morgen. Jeg havde et glas vand i hånden og skulle til at tage tre piller for at starte dagen. Jeg så mig selv i spejlet og så mig selv i øjnene og sagde: ”Fandme nej! Nu stopper festen kraftedme!” Jeg gik med det samme ud og fandt åbningstiderne på kommunen og ventede på, at kl. blev 10.00, så jeg kunne gå derop og bede om hjælp. Da kl. blev 09.45, havde jeg været i bad og taget tøj på, og så gik jeg op på kommunen. Jeg gik ind i borgerservice, sagde, at jeg hed Martin og gerne ville tale med en misbrugsvejleder eller hvad de nu hedder. En sød dame henviste mig til misbrugscenteret. Jeg gik direkte derned og fik en tid til dagen efter. Jeg kan stadig huske glæden indvendig. Følelsen ved at gøre noget ”rigtigt” og godt for mig selv. Jeg gik hjem og tog mine piller og stoffer som jeg plejer, og dagen efter gik jeg på misbrugscenteret, vi lagde en plan, som jeg fulgte i otte måneder, og jeg blev clean og stoffri. Det er den korte udgave, selvfølgelig. Men da jeg startede i behandling, tog jeg kun den medicin, de gav mig. Jeg smed al min egen ud og har ikke rørt den siden.

Hvor kommer den beslutsomhed fra? Det er nok et sammensurium af det ovenstående. Men da beslutningen ramte mig den morgen på toilettet, føltes den så rigtig, at jeg ikke var i tvivl. Som når man kysser én, man elsker: man er ikke i tvivl; det her er rigtigt. Eller når man scorer et mål i fodbold: man er ikke i tvivl; denne følelse er rigtig. Eller når et barn smiler bredt til én: man er ikke i tvivl om, at dette er rigtigt og en ægte følelse. En intuitiv mavefornemmelse, der bekræfter, at det, du har gang i lige nu: det er godt for dig. Det er rigtigt. Sådan følte jeg, da jeg tog min beslutning om at tage i min sidste behandling, og det var en stor motivation for, at jeg kom afsted på kommunen den novemberdag i 2009.

Alder og fornuft
Da jeg blev 30 år og stadig var i misbrug og kunne se, at mine venner og familie også var blevet ældre, havde fået børn, ”var blevet voksne”, og jeg sad alene, isoleret og tog stoffer og spiste piller i vildskab, havde jeg flere tanker om, at det, jeg gjorde, ikke var naturligt. Vi mennesker er ikke sat her på jorden for at vi kan være sygemeldte og indtage rusmidler. Jeg tænkte, at: hvis det var det eneste, jeg kunne, så havde jeg slet ikke fortjent livet. Den dag i 2009, hvor jeg tog min beslutning om at tage i behandling, stammede noget af min motivation også fra det faktum, at jeg bare gerne ville være menneske. Jeg ville gøre gavn. Jeg ville udrette noget. Jeg ville gerne kunne se tilbage på et liv, hvor jeg gjorde en forskel for nogen andre. En positiv forskel, vel at mærke.
Hvorfor virkede behandlingen ikke de andre gange?

Jeg har forsøgt at komme ud af min afhængighed og mit misbrug fire gange. To gange ved egen læge, som anbefalede mig at smide alt stof og piller ud og tage en kold tyrker. Det hjalp mig ikke. Det kunne jeg ikke gennemføre alene derhjemme. En gang i et fem-ugers Minnesota-ophold i Jylland. Her gennemførte jeg behandlingen, men fortsatte mit misbrug, da jeg kom hjem.

Hvorfor virkede min beslutning og min motivation så den sidste gang? Jeg tror, at jeg først var parat i 2009. Jeg skulle altså blive 33 år, før jeg var klar til et nyt liv og klar til at lægge min afhængighed og mit misbrug bag mig. Hvis jeg skal bruge samme analogi med trappen, der går ned, så var det først i 2009, at jeg havde nået de sidste trin på min trappe, hvilket gjorde, at jeg kunne anerkende og acceptere, at nu er der ikke flere trin tilbage. Nu kan jeg enten tage det sidste skridt ned fra trappen og dø. Eller også kan jeg vende mig om og begynde at gå opad igen. De første beslutninger og forsøg på behandlinger var jeg ikke nået langt nok ned; jeg vendte mig og gik et par skridt op og gik så ti skridt længere ned. Jeg er selvfølgelig fuldt bevidst om, at selvom jeg nu er kommet op ad trappen, op i lyset og væk fra lortet, så er der stadig risiko for, at jeg vender om og går ned mod mørket igen. Det vil jeg helst undgå, men det er en anden snak om, hvordan jeg holder mig motiveret, som jeg blandt andet deler i min bog og på mine foredrag. Det motiverede mig, at jeg ikke kunne komme længere ned til sidst. Jeg skulle vælge mellem at leve eller at dø.

Min egen tilstand
Der var mange faktorer, der gjorde, at jeg besluttede at tage i behandling, som skrevet her. Den sidste, jeg vil nævne, var min egen tilstand. Til sidst, efter mere end 13 års misbrug og 33 år, hvor jeg har levet side om side med rusmidler, kunne jeg ikke andet end at acceptere og anerkende at jeg var klar til noget nyt. Mit liv gav mig ingen glæde, ingen rus mere, ingen fornøjelse – intet – andet end smerte og had til mig selv, og skamfuldhed over, hvor latterlig jeg var. Til sidst kunne jeg ikke andet end at acceptere, at dette kunne jeg ikke klare selv. Jeg måtte have hjælp eller dø. Jeg måtte sige det her højt til nogen og komme videre i livet. Intet var vigtigere end denne beslutning, og lige siden har intet været vigtigere for mig end at leve et frit og ærligt liv. Jeg kom frem til den erkendelse, at jeg ikke kunne klare det alene, og søgte hjælp. Min tilstand var, at jeg havde overgivet mig til behandlingen. Jeg gad ikke – og kunne ikke – kæmpe imod mere. Jeg måtte respektere, at jeg var syg, og søge hjælp. Det var min egen tilstand. En tilstand af erkendelse og selvindsigt og ærlighed over for mig selv – jeg kunne ikke selv, jeg måtte søge hjælp hos en anden. På den måde var min egen tilstand med til at motivere mig til at søge hjælp.