Derfor var jeg misbruger

Derfor var jeg misbruger

”STOP NU, MARTIN!! HVORFOR STOPPER DU IKKE BARE? ” Vi står på toilettet i vores lejlighed, og min kæreste har taget mig i at tage amfetamin og spise et par smertestillende piller. Jeg har lovet hende så mange gange at stoppe, men – ja – jeg magter det ikke. Hun sætter sig modløst på toilettet og hvisker: ”Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere, Martin”. Tårerne løber lige så stille ned ad hendes kinder og tegner sorte mascara-streger på hendes hud.
Det er faktisk en smuk forårsdag i maj måned. Solens stråler varmer mit ansigt gennem vinduet, jeg kan høre fugle kvidre og naboens drenge løbe og spille fodbold på vejen foran toiletvinduet. Jeg står foran min kæreste og vil trøste hende; hun slår hårdt min hånd væk, ”LAD MIG VÆRE”, råber hun og falder med det samme til ro igen. Det er, som om hun har brugt al sin vrede op.

Jeg får øjenkontakt med hende og ser hendes magtesløshed og frustration – hun har givet op, tror jeg. Pludselig siger hun lige så stille: ”Hvorfor kan jeg ikke hjælpe dig? Jeg vil gøre alt for dig. Hjælpe dig med alt. Hvorfor vil du ikke? ….. Hvorfor stopper du ikke? ……. Jeg skal nok støtte dig. ……. Martin?! …… Svar mig! MARTIN!?!” ”Ja, ja, jeg har hørt dig”… kan jeg høre mig selv sige.

Jeg har stået i denne situation en million gange før. Jeg bliver overvældet af en skyldfølelse så stor, at jeg ikke kan rumme den. Jeg er godt klar over, at det ikke er smart at spise 50 forskellige smertestillende piller hver dag og oveni tage amfetamin og/eller kokain. Jeg bliver gang på gang opdaget og taget i at lyve, stjæle, være utro, og i det hele taget er jeg godt klar over, at min opførsel er idiotisk, og at jeg ikke bringer noget som helst gavnligt eller konstruktivt til denne verden. Faktisk var det meget lettere, hvis jeg ikke var her mere. Jeg er så fyldt med skam, at jeg kunne brække mig over mig selv. Skimter lige mig selv i spejlet på toilettet og væmmes ved synet; fuck, hvor er jeg klam! Hvordan jeg overhovedet har en kæreste, er mig ubegribeligt.
Jeg mærker vreden og hadet til mig selv fylde min krop. Min mave slår knuder og gør ondt. Min krop bliver varmere og varmere. Kvalmen fylder min hals og mit svælg – jeg er ved at eksplodere indeni! Hader mig selv! Hader den, jeg er. Hader det, jeg gør. Hader, at jeg konstant skuffer og sårer andre mennesker og … ja, mig selv. Arghhhh!!! Min hjerne, min krop, mit sind og alt derimellem er så fyldt af hadet til mig selv og den, jeg er, at intet andet slipper ind.
”Martin, svar mig! Lad mig nu hjælpe dig! Vi skal nok klare det sammen!” Jeg registrerer, at min kærestes vrede er faldet lidt, og hendes tone er skiftet til noget, der minder om medlidenhed og følsomhed. Hun græder stadig. Hendes kærlighed og medmenneskelige ønske om at hjælpe mig synliggør bare endnu kraftigere mit eget enorme selvhad. Hun er så god. Jeg er så ond.

Som på en vægtskål, hvor mit selvhad, min afhængighed, misbrug og stofferne ligger på den ene side og vejer ti tons. På den anden side står min kæreste, der med sin kærlighed til mig vil hjælpe og støtte mig; hun vejer ti gram. Stofferne vil altid vinde. Hun har ikke en jordisk chance. Alle hendes argumenter om, at vi gør det sammen, vi skal nok klare det, bare du er ærlig. Det skal nok gå. Og al hendes hjælp med at køre mig til lægen. Køre mig på arbejde. Vaske tøj. Betale mad osv. osv. Intet af det kan måle sig med de ti tons, som mit selvhad, min afhængighed og stoffernes vigtighed vejer. Jeg kan ikke mere … Jeg kan ikke mere …
Jeg ser på hende, ser hende dybt i øjnene – mit selvhad er så stort, at det lille håb, der kunne være for at finde en vej ud, slet ikke kommer til sin ret.

Min kæreste rejser sig op, tager en vådserviet fra skabet og begynder at tørre mascaraen af øjnene og kinderne. Roligt siger hun: ”Jeg kan ikke det her mere, Martin. Hvis du ikke vil lade mig hjælpe dig – er jeg nødt til at forlade dig”. BANG! En fodbold smadrer mod vinduet som et bevis på, at det nok er på tide, at jeg vågner! Drengene udenfor råber ”Undskyyyyyld!” – og spiller videre. Min kæreste er færdig nu. Hun vender sig mod mig og stiller sig helt tæt, så vores øjne er ti cm fra hinanden og vores næser næsten snitter hinanden, og spørger: ”Hvad vil du, Martin? Hvad vælger du?” Mit selvhad fylder hele min eksistens, jeg elsker hende, men hun bliver aldrig så vigtig som stofferne. Jeg har lovet hende at stoppe så mange gange, at det er latterligt. Jeg kan ikke mere. Stofferne, pillerne og alkohol – hele mit misbrug – hjælper mig til at bedøve mit had til mig selv. Når bare jeg tager mine stoffer, gør livet ikke ondt. Lige som nu, midt på badeværelset i en kæmpe krise, jeg nåede at tage et par piller og lidt amfetamin, inden min kæreste opdagede mig. Det virker nu. Jeg fyldes af en intens lykkefølelse, ro og afslappethed.
Det hele kan være lige meget. Jeg skal nok klare det alene. Når bare jeg har mine stoffer, skal det nok gå. Jeg behøver hende ikke. Jeg behøver ikke nogen. Jeg kan klare mig selv. Jeg er ligeglad med mig selv, med hende, med alt. Jeg er fyldt op med en million følelser, som overvælder hele min person og sjæl; alligevel er jeg kold og følelsesløs. ”Bare lad mig være” – siger jeg iskoldt til hende. ”Flyt, hvis du vil. Jeg skal nok klare mig”. Jeg vender mig rundt, tager min pung, mine nøgler og min telefon – og går ud i foråret. Hun skal nok klare den; hun er en god pige. Jeg skal nok klare den, for jeg har mine stoffer.
Drengenes fodbold ender lige foran mine fødder: ”Lad mig lige være med” – siger jeg og spiller lidt sammen med dem. Her er ingen konfrontationer, ingen krav, ingen følelser andet end glæde. Stofferne virker nu, som de skal. Jeg er ligeglad. Derfor er jeg misbruger. Derfor kan jeg ikke bare stoppe. Derfor kan ingen hjælpe mig lige nu. Mit selvhad, mit mindreværd og de ekstreme følelser af skyld og skam er så dominerende, at intet er vigtigere for mig end pillerne, stofferne, alkoholen og medicinen – som tilsammen bedøver de voldsomme følelser og gør mig i stand til at vågne hver morgen.
Langt væk kan jeg høre brudstykker af min kæreste, der taler i telefon. Hun flytter nu. Endelig er jeg alene. Endelig. Nu bliver alt godt. Kun mig og stofferne.