Derfor sad jeg alene og tog stoffer & drak mig fuld i juledagene

Derfor sad jeg alene og tog stoffer & drak mig fuld i juledagene

Højtiderne – især jul og nytår – var rigtig slemme. Her eksploderede mit misbrug altid. Med det fulgte altid, at jeg ikke kunne overholde mine aftaler, jeg sårede mine nærmeste, jeg isolerede mig selv, mit misbrug tog til, og jeg blev konfronteret med det hele i januar på et tidspunkt.

Julen var svær for mig, fordi jeg har oplevelet så meget lort omkring jul og helligdage med min mor, så da jeg selv blev ca. 18 år, og mit misbrug for alvor tog til, ja, så var jeg selv sindssygt høj, skæv og fuld i juledagene. Stoffer, alkohol, piller og medicin kunne bedøve alt det lort, jeg følte indeni, så jeg troede, at jeg kunne komme godt igennem juledagene. Det kunne jeg ikke. I virkeligheden skubbede mit misbrug min familie og venner længere og længere væk fra mig. Det gik ud over mit arbejde, mine kollegaer, min familie, min kæreste, min kærestes familie, mine venner og ja, selvfølgelig mig selv. Jul for mig har været en blandet fornøjelse gennem mit liv.

Min mor og far blev skilt, da jeg var 1 år, og jeg er primært opvokset hos min mor, som var alkoholiker. Hun drak sig fra sans og samling stort set hver jul. Hun kunne ikke magte højtiderne, ikke altid i hvert fald. Jeg husker en jul, da jeg var 8 år. Min mor ville holde jul i sit hus. Jeg skulle komme, og min morfar skulle komme. Denne december havde min mor været på antabus og havde handlet dejlig julemad ind og købt gaver, og jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte for mig selv: ”Gad vide, om hun rent faktisk klarer den denne gang?”

På selve juleaftensdag legede jeg med min gode ven Stig, og min mor gik og forberedte mad og dækkede bord, og jeg mindes, hvor glad jeg var denne dag. Omkring middagstid mærker jeg med ét, at der er noget forandret i den måde, min mor taler og bevæger sig på. Jeg kunne spotte, om min mor havde drukket, på 2 kilometers afstand. Fra jeg var helt lille, til min mor døde i 2003, kunne jeg blot ved at lytte til min mors trin mærke, om hun havde drukket eller ej. Så til alle dem, som tror, at de kan gemme deres misbrug og påvirkede tilstande for børnene: glem det. Børn mærker den forskel med det samme. Også selvom det ikke lugter eller kan ses.

Den juleaftensdag begyndte min mor at drikke kirsebærvin. Min ven Stig skulle hjem til sin familie, og i løbet af eftermiddagen blev jeg alene med min mor. Min mor fortsatte forberedelserne til mad og juleaften, mens jeg fandt den kirsebærvin, hun drak af, i skabet med håndklæder på badeværelset. Jeg vidste godt, at min mor havde drukket, men da jeg fandt flasken halvtom, blev det helt konkret, og jeg gik op på mit værelse.
Nu var klokken vel ca. 15.00. Min mor havde været sød og hyggelig hele morgenen og formiddagen, og Stig og jeg havde fået juleslik og havde hygget os og leget godt sammen i løbet af dagen. Nu var mørket ved at falde på, som det gør tidligt i december, jeg sad alene på mit værelse, 8 år gammel og legede med LEGO og vidste inderst inde godt, at julen ville ryge ad helvede til nu.

Når jeg opdagede, at min mor drak, skete der på meget få sekunder mange reaktioner inden i mig. Jeg trak mig ind i mig selv. Jeg talte ikke til min mor. Jeg fjernede mig fysisk fra hende. Jeg negerede hende; dvs. alt hvad hun sagde, gjorde og var hadede jeg per definition. Jeg blev fyldt med en enorm skamfuldhed, fordi jeg syntes, at min mor var mega pinlig, når hun var påvirket – uanset om vi var alene eller til forældremøde eller i byen et sted, så var jeg så pinlig over min mor og hendes opførsel som påvirket. Jeg blev fyldt med en form for skyldfølelse og dyb, dyb ked-af-det-hed; ”hvorfor var alkohol og piller vigtigere for hende end at holde jul med sin søn?” Hun vidste jo, at jeg blev ked af det og ja, ødelagt, når hun drak – hvorfor blev hun så ved med at drikke? Var jeg en dårlig søn? Var det min skyld, at hun drak?
Jeg følte også ensomheden og …. ”forkertheden”. Jeg har altid følt, at jeg var alene, og at jeg var forkert, og at alle andre var helt rigtige og normale. Mange tanker og følelser gennemstrømmede min lille 8-årige hjerne og krop, så det eneste, jeg kunne, var at fjerne mig fra hende og isolere mig selv – og udnytte det jeg havde. Jeg havde LEGO på mit værelse, jeg havde en båndoptager, der kunne spille lydbøger som fx ”Junglebogen”. Så her sad jeg på mit værelse og legede, da kl. var blevet 19.00 og min morfar kom i sit fine tøj med et par gaver og skulle holde jul. Jeg havde ikke set til min mor siden kl. 15.00; hun var faldet i søvn på sofaen med to flasker kirsebærvin liggende på gulvet og en pakke medicin (alopam) liggende på sofabordet. Andestegen havde stået i ovnen siden middagstid og var helt sort og brændt. Kartofler, rødkål, franske kartofler og de små pillekartofler til brunede kartofler – det stod alt sammen stadig i de respektive poser og beholdere og var ikke kommet tættere på at blive til julemad, end da det stod hos købmanden.

Min morfar var hurtig til at beslutte, hvad der skulle ske. Så han kaldte på mig og pakkede mig, mine gaver, mit LEGO og lidt af maden sammen – og så kørte vi hjem til ham. Jeg så ikke min mor før flere dage efter. Min morfar hentede rent tøj til mig, og så boede jeg hos ham nogle dage.
Jeg tror ikke, at min mor sagde undskyld eller forklarede mig, hvorfor den juleaften gik som den gik; jeg accepterede bare, at sådan var livet indimellem. Jul, nytår og højttider – kan – for mig, Martin som 8-årig – være en ensom dag fyldt med negative følelser. Jeg er dybt taknemmelig for, at min morfar hentede mig den dag og holdt jul for mig, det bedste han kunne.

Jeg har også haft talrige juleaftener og nytårsaftener og andre helligdage, som har været gode. Hos min morbror og tante, hos min far og min fars nye kone, Bodil – hos mine venner og kærester og deres familier. Der har igennem årene været mange gode oplevelser – og jeg er de mennesker dybt taknemmelig for, at jeg måtte være hos dem, når min mor nu ikke kunne klare det.

Det ambivalente ved hele jule-, nytårs-, fødselsdags- og helligdags-begrebet er bare, at jeg altid føler mig forkert og anderledes i forhold til andre. Det var meget udtalt og tydeligt for mig som lille. Husk på: allerede som helt lille havde jeg rigtig ærgerlige oplevelser med min mor og misbrug i julen. Så at jeg skulle holde jul et andet sted, fordi min mor var for påvirket, var på den ene side dejligt – for så fik jeg lov til at opleve en ”god” jul. Men på den anden side har jeg altid siddet jule-og nytårsaften og følt mig anmassende, forkert, anderledes – og følt mig som en hjemløs, der var blevet tilstået en juleaften hos herskabet. Jeg elskede jo min mor og savnede hende, alt hvad mit lille hjerte kan/kunne.

Jeg er godt klar over, at alle de søde familier, som jeg har holdt jul hos, har ment det godt – og de har givet alt, hvad de har haft for at gøre det til en god aften for mig og for alle andre. Det fjerner bare ikke den tomhed og ensomhed og det store savn, jeg havde inden i mig i disse dage. Der var jo ikke noget, jeg hellere ville, end at tilbringe jul og nytår og alle andre dage med min elskede mor, Janne. Det kunne bare ikke lade sig gøre. For mig som lille at sidde hos skønne venner eller en dejlig familie juleaften og nyde maden, juletræet, trygheden, stemningen, julefjernsyn, slik, gaverne; opleve stemningen og det fællesskab, de havde med hinanden, var skønt. Men samtidig gjorde det mig tydeligt opmærksom på, hvor forkert jeg var. Hvor anderledes min familie var. Hvor alene og ensom jeg var. Ja, hvor forkert jeg var – og hvor ”rigtige” alle andre var. Denne forkerthed, ensomhed og tomhed – har altid fyldt mig i juledagene, til påske og andre helligdage. Jeg har samme oplevelser med fødselsdage osv.

Derfor blev jeg mere og mere ligeglad med højttiderne – det er klart – jo ældre jeg blev, desto mere ondt gjorde det inden i mig. Så var det altså lettere at ignorere højttiderne og fx vælge at sidde alene juleaften og bare nyde mit eget selskab. Jeg har været alene juleaften, nytårsaften, på min fødselsdag og til mange andre højtider. Nogle gange har jeg løjet om det, så min familie, venner og kæreste troede, at jeg havde nogen at være sammen med, da jeg godt vidste, at de ikke ville synes om, at jeg sad alene: ”Du kan da bare være sammen med os, Martin. Du skal ikke sidde alene”. Men jo ældre jeg blev, desto mere ondt gjorde det at være sammen med ”almindelige” mennesker i højtiderne, fordi jeg blev mere og mere opmærksom på, hvor forkert jeg selv var. Da jeg var ca. 18 år, tog mit eget misbrug og min afhængighed fart – og som jeg indledte med, var jeg narkoman og misbruger hver eneste dag i mere end 13 år. Da jeg var ca. 15, mødte min mor en mand, som hun giftede sig med. Han var også alkoholiker, og tilsammen havde de den effekt, at jeg aldrig så min mor til højtider nogensinde igen, bortset lige fra min 18-års fødselsdag, som min mor og Bjarne holdt, mens de begge var på antabus i præcis en måned.

Men nu var mit misbrug af piller, medicin, stoffer, alkohol og hash begyndt. Fordelen ved mit eget misbrug var, at det kunne bedøve min følelse af tomhed, ked-af-det-hed og ”forkerthed”, og jeg havde nogle fine højtider, da jeg var 18, 19 og 20 år. Troede jeg. For jo flere år der gik som misbruger – desto mere forkert følte jeg mig, og desto større en idiot syntes jeg, at jeg selv var.

Jeg var jo udmærket godt klar over (inderst inde), at det ikke var en god idé at drikke, tage stoffer og spise piller hjemme, på arbejdet, hos venner og familie. Men det blev en negativ spiral: jo mere forkert jeg følte mig, desto flere stoffer / alkohol tog jeg – jo mere forkert følte jeg mig så, desto mere alkohol og stoffer skulle der til at bedøve det – og jo mere forkert følte jeg mig, og sådan kørte spiralen bare derudad. Dette på trods af, at jeg havde skønne mennesker i mit liv, venner, familie og kærester, som alle gerne ville hjælpe mig. Jeg måtte gerne holde jul, nytår, fødselsdag hos dem. Jeg har holdt talrige højtider hos min far og søskende – samt hos morbror og tante og været sammen med min gode ven Stig – og jeg er jer alle dybt taknemmelige for jeres gæstfrihed og for at I kunne og gad rumme mig, men igen: Samvær med det, jeg anså som ”rigtige” eller ”almindelige” mennesker tydeliggjorde bare endnu mere, hvor forkert jeg var. Især da jeg blev og var afhængig misbruger. Så var det bare lettere at sidde alene, for så kunne jeg selv bestemme, hvad der skulle ske, og hvordan højtiden, julen fx, skulle være.
Så i 2004 var jeg flygtet fra Sjælland til Ikast; væk fra alle, som elskede mig. Væk fra nærheden og væk fra familie og venner. Jeg ville være alene. Jeg ville isolere mig. Jeg kunne ikke være tæt på alle de ”rigtige og normale” mennesker mere. Stofferne, pillerne, medicinen, alkoholen og afhængigheden havde et afgørende tag i mig, min mor var død – min morbror var død, og pludselig kunne jeg sætte mig ind i, hvorfor min mor havde haft så svært med julen og højtiderne i det hele taget. Hvad end hun har forsøgt at bedøve inde i sig selv, blev det ekstra synligt i juledagene, og derfor endte hun ofte med at være konstant påvirket fra november til januar, hvor hun måske blev indlagt til afrusning – og så forfra til påske – og forfra til juli, hvor jeg havde fødselsdag osv.
Den 22. december 2004 sad jeg alene i Ikast og havde meldt afbud til alt og alle omkring jul og nytår. Jeg havde handlet ind hos min pusher og på fire apoteker i området, og jeg havde været i Netto for at handle lidt mad. Så da jeg kom hjem, vidste jeg, at jeg havde mad, stoffer, piller, medicin og alkohol nok til den 28. december, hvor jeg igen skulle på gaden og handle ind. Ja, og så blev jeg fyldt af en ro og en tilfredshed indeni. Om end det var ensomt at sidde alene i juledagene og være konstant skæv, høj og beruset; så syntes jeg på det tidspunkt, at det var bedre at være her alene, misbruger, narkoman og afhængig – end det var at sidde hos min søster eller far, som elskede mig.

Når jeg var alene, havde jeg selv valgt det; det var, som om det gjorde det hele lettere. Jeg kunne bedøve tomheden, ked-af-det-heden og forkertheden for en stund. Kun for at vågne op og føle mig endnu dårligere tilpas, hvilket så skulle bedøves igen. Så det var ikke noget, der hjalp mig på langt sigt – men lige i juledagene føltes det som den rigtige løsning, dengang. Da jeg var midt i mine 20´ere, havde jeg været afhængig og narkoman i ca. 7 år, og lige så snart julen nærmede sig, fik jeg det ad helvede til.

Alle oplevelserne med min mor og følelsen af at være ”fattig” og være helt forkert og anderledes end alle de ”normale” mennesker, gjorde hver dag i december uudholdelig. Jeg trak mig ind i mig selv og isolerede mig, som jeg havde gjort det siden jeg var helt lille dreng. Jeg prøvede efter bedste evne at navigere igennem jul og nytår ved at være så bedøvet og påvirket som muligt.

Når jeg spurgte min mor – og når mennesker spurgte mig: ”Hvorfor drikker du / tager stoffer i julen? Julen skal jo være en hyggelig tid med familien, med god mad, kærlighed og nærhed?” – så var det, fordi jeg i en tidlig alder følte mig forkert i forhold til alle andre. Jeg følte mig tom og ensom – og alene. Når jeg sad hos min far eller min morbror og tante, hos gode venner eller kærester juleaften, så var jeg fuldt ud bevidst om, at de alle ville det bedste for mig og ville give mig den bedste jul nogensinde; men jeg kunne ikke selv vælge mine følelser. De fyldte mig op, uden at jeg kunne kontrollere nogle af dem. Vi kunne sidde en juleaften hos min far og Bodil og mine søskende. Her var trygt, her var varme, her var god mad, gaver, Disneys Juleshow, og det var skønt; dog var jeg fyldt op af, at jeg savnede min mor og at jeg gerne ville dele det med min mor. Alt det gode og trygge tydeliggjorde bare, hvor ”lidt” jeg havde i mit liv. Underligt, for jeg så ikke sådan en jul hos min far som en del af mit liv; jeg så det som at jeg fik lov til at tage del i deres liv.

På et tidspunkt endte juleferien, og jeg skulle hjem til min mor, og et nyt kaos begyndte. Jo flere år der gik, desto mere opmærksom blev jeg på, at jeg var forkert og ensom. Mine egne tanker, handlinger og mit misbrug var selvfølgelig også med til at gøre mig mere ensom og ”forkert”. De negative følelser blev større og mere tydelige; de skulle bedøves mere og mere. Følelserne af ensomhed, tomhed, savn og forkerthed i højtiderne var ikke til at holde ud, især ikke i julen – derfor sad jeg alene og tog stoffer og drak mig fuld i juledagene.

Det, som hjalp mig, var at blive clean og stoffri i 2010. Behandlingen foregik på misbrugscenteret i Slagelse Kommune og varede fra november 2009 til juli 2010. Lige så langsomt begyndte jeg at opdage, at jeg var okay. Med tiden fik jeg opbygget en følelse af at være noget værd, og jeg fik tillid til, at jeg kunne klare livet på en god måde. Højtiderne har fået en anden og mere positiv betydning nu. Nu kan jeg nyde julen med familie, kæreste og være en del af begivenhederne – uden at føle, at jeg er forkert, eller at jeg er ”på besøg i andres liv”. Nu er det mit eget liv, der indeholder gode højtider. Dette er i høj grad på grund af min søde familie, min kæreste og hendes familie og vores venner. Forskellen er, at jeg føler, at jeg er noget værd. Jeg føler, at jeg er god nok. Jeg føler, at det, jeg kommer med, mit bidrag, er lige så godt som alle andres. Det gør, at jeg kan deltage i julen og andre højtider på lige fod med alle andre – og dét gør julen god for mig. Tak, fordi jeg ikke er alene mere.