De første dage som clean

De første dage som clean

Dag 1
Jeg husker det tydeligt. Det er tirsdag den 9. februar 2010 – i dag rammer jeg dag 0 i min nedtrapning. I mere end 13 år har jeg hver evig eneste dag spist piller, taget stoffer, indtaget medicin, drukket alkohol, røget hash – i én stor pærevælling. Især piller, medicin og stofferne var jeg rigtig glad for. Ja, nærmest forelsket i. Piller og stoffer var mine bedste venner og værste fjender. De har været med mig i alle de bedste og værste situationer. Når jeg var sammen med dem, var jeg tryg og havde overskud. Når jeg manglede dem, var jeg syg – rigtig syg.

Nu havde jeg brugt hele november, hele december og hele januar på at trappe ud af mit misbrug. Først på metadon og de sidste uger på suboxone. Den sidste uge har jeg bare spist en halv pille suboxone (1 mg.) dagligt. Helt fjollet, for den eneste effekt, det gav, var tryghed.
Men i dag, tirsdag den 9. februar 2010, var altså min første dag uden piller. Uden medicin. Uden stoffer. Uden noget. Min første cleandag. Det betød, at jeg havde taget min sidste pille dagen før, altså mandag den 8. februar kl. 08.00. Så jeg vågnede op til dag nr. 1 i mit nye liv som clean og uden stoffer.
Vildt! Shit, det var vildt! Min dagligdag bestod af, at jeg var på misbrugscenteret i Slagelse mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Her gik jeg i ambulant behandling fra kl. 9–14 hver dag. Jeg boede alene på dette tidspunkt og havde selvfølgelig informeret alle på misbrugscenteret om, at jeg nu havde mine første dage som clean og nok blev syg af abstinenser. De søde mennesker på centeret støttede mig, og jeg lavede en aftale med dem om, at uanset hvordan jeg så ud om morgenen, skulle de sige: ”Du ser bedre ud i dag, Martin”. Selvom det var indøvet og aftalt, hjalp det mig.
Selvom jeg havde trappet ned over en lang periode, meldte de første abstinenser sig allerede i løbet af dag et. Uro, smerter i muskler og led. Jeg svedte som en sindssyg og frøs som en gal på samme tid. Jeg blev overfølsom over for lyde og lys. Fik noget, der minder om migræne, en ubeskriveligt stærk hovedpine. Min koncentration forsvandt. Jeg var overdrevent udmattet og træt, som om jeg havde løbet en maraton på 1 time. Min krop var presset – selvom jeg havde været i fitnesscenteret tre gange om ugen de sidste to måneder, og jeg var i fin form, var min krop slap, og det var, som om den afladede. Det føltes, som om blodet var fyldt med små edderkopper og hvepse, som konstant kravlede, irriterede, fløj rundt, stak og generede alle dele af mine led, muskler og organer. Alt gjorde ondt – hele tiden. Jeg kunne ikke sidde stille – der var konstant uro i ben og krop. Samtidig var kroppen for slap til, at jeg kunne følge med misbrugscenteret i fitnesscenteret. Men jeg blev støttet med derop, hvor jeg trænede, hvad jeg kunne.
Da jeg kom hjem den første dag, havde jeg forberedt mig. Det vil sige, at jeg havde købt kød, grønt, supper, vand, te, honning osv. Jeg tillod mig at spise det, jeg havde lyst til – jeg skulle bare overleve de første dage. Det var et mareridt, jeg aldrig glemmer.
Da jeg kom hjem fra misbrugscenteret den første dag, var jeg så udmattet, at jeg ikke kunne andet end at smide mig på sengen og ligge og ryste. Der var hverken overskud til at spille computer, se tv, læse eller noget som helst andet. Jeg fik kvalme og begyndte at kaste op flere gange i timen. Utilpasheden spredte sig også til maven, og jeg måtte på toilettet med dårlig mave flere gange i timen.

Så hele eftermiddagen og aftenen på dag 1 bestod af fire ting: ubeskrivelige smerter overalt i kroppen, konstant uro, opkast og dårlig mave. Men jeg var forberedt på det. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville opfatte de første ti dage, som om jeg havde influenza. Ikke brokke mig, ikke pive – tage abstinenserne som en lektie i, hvad der er godt og skidt i livet. Jeg havde forberedt mig yderligere ved at have aftalt, at et par fra misbrugscenteret skulle ringe til mig hver aften de første dage for at spørge, hvordan jeg havde det og sige sætningen: ”Det er helt normalt, Martin, det bliver snart bedre. Bare vent, om et par dage har du det bedre”. Selvom det var aftalt, indøvet og planlagt, så hjalp de opkald og personerne bag stemmerne mig ekstremt meget. Jeg fik troen på, at det hele nok skulle gå.
Hele den første aften gik som beskrevet: Jeg lå på min seng og rystede af smerter, uro, kulde og svedte samtidig tran. Jeg løb på toilettet konstant og tog 5-10 varme bade og vaskede mig og fik varmen, og så tilbage i sengen og forfra. Jeg havde købt lidt god mørk chokolade og fandt ud af, at hvis jeg miksede lidt grov salat med kål, gulerod med god mørk chokolade, så fik jeg det lidt bedre i ca. 30 minutter. Jeg spiste ikke mere, end hvad der kan være i en kaffekop, men det gjorde alligevel en lille mærkbar forskel, kan jeg huske. Så kom natten.
Jeg vidste godt, at jeg ikke kom til at sove meget. Men jeg havde forberedt mig på det hele og vidste, at det nok skulle gå. Så jeg tog et bad og hoppede i seng kl 23.00 og havde sat uret til kl. 06.30. Den faste søvnrutine følger jeg stadig, og det hjalp og hjælper mig stadig. Men jeg sov ikke meget.
Rutinen med abstinenserne fortsatte med konstante smerter i hele kroppen, uro, opkast, toiletbesøg, og nu kom de psykiske bivirkninger også. Ensomhed, magtesløshed, følelsen af at være helt alene om alting. Tvivlen på, om det kunne lykkes. Alt sammen væltede rundt i én stor pærevælling inden i mig. Men på én eller anden måde fik jeg lidt hvile. Jeg vågnede midt om natten kl. 03-et eller andet, og kunne ikke sove mere. Jeg havde måske sovet et par timer. Men det var, som det var. Jeg kan huske fra militæret, at jeg sagtens kan gå en uges tid uden ret meget søvn, så jeg skulle nok klare det.

Dag 2
Nu var det så dag nr. 2, og jeg vågnede til smerter, uro, ensomhed, kvalme osv.; det hele fortsatte med tiltagende styrke. Det var lort. Jeg havde jo ikke spist meget – og havde samtidig kastet meget op, så min krop var helt afkræftet.

Jeg husker tydeligt, at jeg måtte sidde ned for at tage tøj på, da jeg simpelthen var for svag og træt til andet. Jeg måtte klamre mig til gelænderet på vej ud af lejligheden op til misbrugscenteret. Min balanceevne fungerede ikke, og jeg var helt ved siden af mig selv. Det skal lige siges, at jeg havde trænet tre gange om ugen i fitnesscenter i to måneder op til dette. Jeg kunne løbe 10 km uden problemer, og kunne let løfte 100 kg i bænkpres. Og efter en dag uden medicin og med abstinenser var min krop pludselig en karklud. Det var virkelig underligt at se og føle den forskel i kroppen og den magtesløshed, jeg følte ved ikke at kunne gøre noget. Rutinen med ekstreme smerter, konstant uro, kvalme osv. fortsatte.
Men jeg måtte jo afsted. Igen havde jeg aftalt, at et par fra misbrugscenteret skulle ringe til mig om morgenen og spørge til, hvordan jeg havde det, og igen sige: ”Det er helt normalt, det skal nok gå, Martin. Der går kun et par dage, så har du det bedre”. Det hjalp mig. Jeg tog afsted mod misbrugscenteret på den anden dag, og måtte kaste op et par gange på vejen derop. Jeg fulgte dagen på sidelinjen og talte med lægen og sygeplejersken, som også bekræftede mig i, at det nok skulle gå alt sammen.
Jeg fulgte med i fitnesscenteret og gik i sauna, som hjalp mig helt vildt. Der blev min krop varm helt ind til benet, og det var, som om min krop blev ”nulstillet” – der blev trykket på ”reset-knappen”. Om eftermiddagen gik jeg hjem – og resten af dagen, aftenen og natten var som den første dag. Ikke meget appetit og ikke megen søvn.
Til gengæld var der rigelige mængder af opkast, smerter, uro og følelser af ensomhed, tvivl og angst. Jeg var pisse-bange, pisse-ensom og pisse-magtesløs. Men efter nogle telefonsamtaler fik jeg det lidt bedre igen.
Dag 3 og dag 4 var gentagelser af de første to dage, men jeg kastede mindre op og var mindre fysisk dårlig. Jeg brugte dagene på at gå i svømmehal, kun for at sidde i saunaen en times tid. Det hjalp endnu mere. Jeg drak en masse vand, spiste primært groft grønt, fisk og lidt kød og drak te. Jeg frøs konstant.
Den første weekend nærmede sig, og jeg vidste, at jeg ikke skulle være alene for meget tid ad gangen. Så en sød mand fra misbrugscenteret inviterede fire af os til hyggedag om lørdagen hjemme hos sig selv. Han lavede morgenmad, vi gik en kort tur, vi så en film hos ham, han lavede lidt god aftensmad, vi talte, spillede computer, hyggede, så tv. Jeg gik hjem kl. 21 lørdag aften. Når jeg siger ”vi” i de foregående sætninger, mener jeg rent faktisk – ”de”. Jeg er sammen med dem, men jeg deltager ikke meget. Det kan jeg simpelthen ikke, fordi, jeg er for afkræftet, slap, syg, kaster op, fryser, ryster, sveder, har ondt alle steder.

Mine tanker og følelser vælter rundt. Jeg er følsom over for lys, lyd, lugte og smage. Så jeg bidrager ikke med meget. Men det er heller ikke pointen. Pointen er, at jeg skal være sammen med andre mennesker, hvor der er plads til, at jeg er dårlig. Rummelighed, medmenneskelighed, omsorg var, hvad jeg havde brug for, og det var det, jeg fik den lørdag. Det hjalp mig, selvom det var grænseoverskridende at være så syg sammen med andre.
Søndagen rammer mig – det er nu dag 6. Jeg smiler til mig selv i spejlet: ”Fuck, hvor er jeg god, mand”! Seks dage i helvede. Jeg kan mærke, at alle dårligdommene er på vej væk, og at min krop er ved at blive stærkere. Denne søndag kan jeg stå op, gå i bad, lytte til musik, drikke kaffe, spise lidt havregryn med mælk og gå i svømmehallens sauna. Gå på biblioteket og se lidt på en computer, for derefter at gå hjem og se film og endda gøre lidt rent. Jeg spiser lidt salat til aften, drikker en kop te og går i seng. Jeg sover stadig elendigt, meget afbrudt og en meget overfladisk og let søvn, men jeg får ca. 3-4 timer hver nat, tror jeg nok.

Det går bedre
Næste morgen er mandag morgen, og jeg skal på misbrugscenteret igen, da jeg skal tjekkes hos lægen og sygeplejersken. Alle mine tal og værdier er, som de skal være. Det er jeg glad for, og de roser mig. Det samme gør misbrugsbehandlerne – fedt! Nogle af kursisterne roser mig – andre er lidt trætte af, at det ser ud til at lykkes for mig. Det er lidt tragikomisk, omvendt kommer det ikke mig ved. Jeg er fokuseret på at styrke mit liv og forbedre mit liv, hvilket jeg er fast besluttet på at gøre.

Om mandagen har vi lidt undervisning på misbrugscenteret, så er vi i fitnesscenteret, hvor jeg kan træne let med igen. Det er rart at mærke, at min krop er ved at være ok igen, selvom den stadig er afkræftet. Denne mandag går jeg en tur i Netto og handler lidt og går på biblioteket. Jeg elsker biblioteket, da man dér kan være sammen med mennesker og alligevel være alene. Det er fedt, og det styrker mig socialt og giver mig en følelse af ikke at være alene. Smerterne, uroen, kvalmen er på vej væk. Jeg kan huske, at jeg indimellem tænker: ”HOV! Lige nu har jeg det faktisk dejligt”. Det hele aftager lige så stille, som det ankom.
Mandag aften spiser jeg lidt grov salat, lidt chokolade og drikker masser af vand og te – og spiser en god bøf. Jeg indser, at appetitten er på vej tilbage. Fedt! Følelsen af at være i bedring er sådan en befrielse, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Igen at kunne mærke, at min krop fungerer godt, mine tanker er positive og tænker fremad på gode ting. At min vilje skubber mig ud i at cykle, gøre rent, vaske tøj og besøge venner. Det hele bliver langsomt, men sikkert, bedre.

Tirsdag morgen vågner jeg med et sæt kl. 06.30, da uret ringer. ”Hvad satan?! Har jeg sovet hele natten?” Det har jeg sgu! Jeg husker det så tydeligt. Jeg mindes ikke, hvornår jeg faldt i søvn, men at vågne til urets alarm var simpelthen sådan en befrielse. Hold nu kæft, mand! Jeg står op, det sner – det er mørkt, vi er midt i februar måned. Det er lige meget. Jeg laver kaffe, tænder for radioen, går i bad. Ser morgen-tv på TV2 og hygger mig. Smiler til mig selv i spejlet. Da mine planlagte opkald kommer ind som aftalt, taler vi om, hvor fedt det er.

Det går godt på misbrugscenteret den dag også, og da jeg kommer hjem tirsdag eftermiddag, falder jeg i søvn på min seng og ”sover til middag” fra kl. 15–20. Hele fem timer er jeg fuldstændig væk, og jeg vågner helt forvirret og fatter intet af, hvor jeg er eller hvilken dag det er. Jeg tager tøjet af og sover videre og vågner igen ved alarmen næste morgen.

Det er onsdag, kl. er 06.30, og jeg har det godt nu. Nu skal jeg se fremad, finde mig en hobby, en interesse eller frivilligt arbejde, jeg kan fylde min hverdag med. Noget, som gør mig glad, og hvor jeg gør gavn for andre. Jeg bliver frivillig på en internetcafé i Slagelse – et par timer om ugen. Det er fint, og der kommer mere. Jeg bliver frivillig fodboldtræner også, hvilket er lidt flere timer, men det er så berigende.
Det bliver marts, april, maj – forår og sommer. Min dagligdag er den samme. Misbrugscenteret om dagen, og fodbold og internetcaféen om eftermiddagen, aftenen og i weekenden. Det lyder af meget, men det var kun nogle få timer. Alt med måde.
I juli 2010 udskrives jeg fra misbrugscenteret, og min tilknytning til stedet stopper dér. Jeg får mig et job hos Berlingske Media i København, og året efter begynder jeg at læse HF, da jeg mangler min studentereksamen.