Alt det gode, min mor var

Alt det gode, min mor var

Min mor og far blev skilt, da jeg var et år. Jeg voksede primært op hos min mor, og vi nåede at have 27 år sammen. I anledningen af mors dag 2014 – det må være den perfekte anledning til at anerkende alt det gode, min mor (Janne Fritzen 10.05.54–05.10.03) var. Hun døde alene i sin seng den. 5. oktober 2003, og hun har været savnet lige siden.

Én af mine gode gamle venner spurgte mig, efter et foredrag om min historie som stofmisbruger: ”Hvis din mor havde levet i dag, havde du så stadig holdt foredrag og sagt alle de ting om din opvækst?”
”Ja,” var mit korte svar. Jeg siger kun sandheden på mine foredrag. Jeg er ærlig om de oplevelser, jeg har haft. Min hensigt er at sprede viden til dem, der ønsker større indsigt. Min intention er, at min åbenhed skaber åbenhed hos andre og baner vejen for dialog og udvikling. Mit ønske er, at jeg, gennem mine artikler, foredrag, samtaler og kommunikation i øvrigt, skaber identifikation og erkendelse hos modtageren og viser, at ingen er alene; der er en vej ud af selv det mørkeste dyb. Mit budskab er: ”tal om tabu!”
Jeg er 210 % sikker på, at min mor svæver på en lille sky, glad, smilende, lykkelig og følger med i alt, hvad jeg gør, og støtter op om hvert et ord og hver en sætning, jeg deler. Sådan føles det i hvert fald.

Selvfølgelig er jeg bevidst om, at jeg udleverer min mor på mange områder, når jeg fortæller om min opvækst; at min mor drak meget, tog medicin og piller, og når jeg fortæller om hele mit liv med hende. Men uden de dårlige episoder fandtes der ingen gode. Jeg kan ikke kun berette om de gode oplevelser; de dårlige er nødt til at være med for at skabe kontrast og forståelse af konteksten af det, jeg skriver.
Formuleringer og ord
Det leder mig direkte ned i noget af det gode, min mor var. Nemlig at skrive. Ord. Hun elskede at løse kryds-og-tværs; havde hun levet i dag, havde hun siddet med en tablet og spillet Wordfeud; uden at snyde, vel at mærke. Jeg kan huske en varm sommerdag – jeg var måske 12 år. Vi sad ved bordet i stuen, som vi så ofte gjorde, og talte, drak kaffe, grinte sammen – denne dag løste vi kryds-og-tværs. Hun løste altid den hårdeste, og jeg børne-kryds-og-tværs. Der er altid nogle begreber, der går igen, og jeg elskede at se på min mor og spørge: ”Mor? … Findes, to bogstaver, hvad er det?”. Min mor så op og tog en tår kaffe og smilede varmt og sagde: ”Er”. Så sagde jeg tak, skrev ”Er”, det passede ind – og fortsatte.

Min interesse for ord og formuleringer har jeg fra min mor. Hun skrev sange, breve, dagbøger – til min konfirmation fik jeg en bog, hun havde skrevet om min opvækst med billeder og meget andet, som jeg læser i indimellem for at fornemme hendes stemme og væsen hos mig. Hun hjalp mig med lektierne, primært når det handlede om sprog, stile og boganmeldelser. Matematik var hun ikke vildt glad for.

I mange år læste min mor bøger for mig, fra jeg var helt lille. Brødrene Løvehjerte, Orla Frøsnapper, Otto er et næsehorn, Gummi Tarzan, Lille Virgil og mange andre. Både inden jeg skulle sove og en søndag eftermiddag i sofaen med en tår kaffe til.

Interessen og fascinationen for ord og formuleringer – og kommunikation, samtale i det hele taget, er vokset ud af de frø, min mor har sået i mig, og hun viste mig gennem gode handlinger, hvad det vil sige at tage ord og tekst alvorligt og bruge det gavnligt i livet for én selv og for andre. Min hjemmeside, misbrugskonsulent.dk, har hver måned mere end 3000 læsere. Min blog læses af mere end 200 mennesker, og jeg har holdt foredrag om min historie for mere end 1000 personer i 2013 og 2014. Det er jeg stolt af, og jeg vil sige min skønne mor, Janne, en kæmpe tak! Uden alle oplevelserne med ord og tekster i min opvækst havde jeg ikke kunnet gøre, hvad jeg gør i dag. Tak, mor.

Sig tak og opfør dig ordenligt
Ordet ”tak” leder mig direkte videre i teksten. I de perioder, hvor min mor ikke drak, gjorde hun sig umage for at opdrage mig godt. Hun værdsatte de gamle dyder: bordskik, ingen albuer på bordet, luk døren forsigtigt, tilbyd din hjælp, behandl alle ens, vær grundig, gør dig umage. Min mor vidste alt om, hvordan man dækkede et fint bord, lavede gode mad, omplantede blomster, gjorde rent osv. Det kan virke banalt, men jeg var fuld af beundring, når hun en lørdag formiddag i maj satte Roy Orbisons “Blue Angel” på båndoptageren, skruede op og brugte hele dagen på at gøre hytten ren. Jeg elskede det. Jeg var der kun i få minutter, så løb jeg op på fodboldbanen og spillede med mig selv eller vennerne. Når jeg kom hjem, duftede hele huset af ny-plukkede blomster fra haven og ajax. Mor sad ved bordet i stuen og læste eller løste sin kryds-og-tværs, drak kaffe og røg cigaretter. Jeg kom ind og satte mig ved bordet og fortalte, hvad jeg havde lavet; hun lyttede og smilede. Så rendte jeg op på mit værelse, som hun også havde ryddet op og gjort rent, og der var altid en overraskelse: et nyt Anders And-blad, en lille skål slik og en sodavand – eller noget andet. Jeg skyndte mig ned og sagde tak til hende. Så sad vi i hver vores ende af det lille hus og nød stilheden og hinandens selskab. Langt fra hinanden, alligevel helt tæt på.

Den grundighed og flid, som min mor lagde i de projekter, hun gennemførte, smittede af på mig. Nuvel, jeg skulle bruge en del år, før jeg forstod at bruge den i mit eget liv. Men når jeg i dag kan studere, lave foredrag, have studiejob, være frivillig osv., så bruger jeg i høj grad de værdier, jeg fik med fra min mor som lille.

Hun viste mig på flere måder sunde principper, blandt andet at behandle mennesker godt. Min mor talte ens til både direktøren og tossen på bænken. Hun kunne begå sig i alle lag, hun havde det klart bedst mellem mennesker, hvor ægthed og oprigtighed blev værdsat, men hun lærte mig, at med god forberedelse og høflighed kommer man langt. Hverken min mor eller jeg har kunnet leve efter de principper altid, men igen: uden mørke er der intet lys. Uden dårlig opførsel er der ingen god. Der skal være kontrast.

Jeg er min mor taknemmelig for, at hun viste mig de gode gamle principper med at sige: ”Tak for mad”, sidde ordenligt, hjælpe, hvor der er brug for det, være ydmyg og gøre mig umage, og ikke mindst: have det sjovt. Når jeg i mine 13 år som stofmisbruger har opført mig som en idiot, så er det de gamle principper, min mor lærte mig, som skaber kontrast til min dårlige opførsel, og som har været med til at motivere mig til at bryde mit misbrug. Jeg vidste godt, hvad der var rigtigt og forkert; der skulle bare gå nogle år, før jeg forstod at leve efter de samme principper selv.
At tale om de svære ting
Min mor og jeg nåede at have 27 år sammen, før hun gik bort. I de 27 år har vi oplevet en masse gode ting og en masse dårlige ting. Jeg har set hende blive gennemtævet af tåbelige mænd. Jeg har set hende være ved at tage sit eget liv. Jeg har oplevet hende indlagt på sygehuse og psykiatriske afdelinger utallige gange. Jeg har oplevet hende påvirket til forældremøder i min klasse. I flovhed gemte jeg mig for hende, når jeg mødte hende påvirket på gaden og meget, meget mere.

Når min mor var indlagt på hospitalet, var det, fordi hun havde drukket tæt i dage eller uger eller måneder og på et tidspunkt var faldet om, havde slået sig, eller havde fået tæsk af en mand. Så besøgte min morfar og jeg hende på hospitalet. Hun lå dér, iklædt det anonyme hospitalstøj, og jeg kunne med det samme se på hendes øjne, hvordan hun havde det. Det har jeg altid kunnet. Så når forældre tror, at de kan gemme noget for børnene – glem det! Jeg kunne afkode min mor på et sekund, uden at vi havde talt sammen. Når jeg så hende på hospitalet, var jeg ofte både skræmt og glad. Skræmt over stedet og alvoren, men glad fordi hun havde det bedre og ikke var påvirket. Så kunne hun holde min hånd, se mig i øjnene og sige: ”Martin, bare rolig, det skal nok gå”. Det kunne jeg godt lide.

Når hun kom hjem fra hospitalet, kunne vi tale om, hvad der var sket. Hun kunne ikke altid forklare alting, men vi har altid talt om, hvorfor hun drak, hvorfor hun nogle gange valgte værtshuse, mænd og alkohol frem for mig. Når hun ikke drak, var hun selv fantastisk til at afkode mig. Så når jeg kom hjem og var glad eller ked af det, var hun skarp til at servere en tår kaffe og tale om alt og ingenting, og pludselig sad jeg og fortalte, at én i klassen havde drillet mig, eller at jeg havde kærestesorger, eller hvad det nu kunne være.
At tale åbent og ærligt om de svære ting har jeg med hjemmefra. Min mor var god til både at svare, når jeg spurgte, og spørge mig, så vi kunne tale sammen. Det har min far også. Jeg elsker min far, og vi har ligeledes altid kunnet, og kan også i dag, tale om alt – og det gør vi.
Så når jeg taler med misbrugere, pårørende, kommuner, virksomheder og mange andre om misbrug, afhængighed, motivation osv., så er det med stor taknemmelighed til min mor og far, fordi de lærte mig det, og fordi de – fra jeg var helt lille – lærte mig, at det hjælper at tale sammen. Meget banalt, faktisk, men enormt svært at udføre, når det, man har at sige, er dårlige nyheder.
I slipstrømmen på det kommer ord som: ”Tilgivelse”, ”Respekt”, ”Bære nag”, ”Rummelighed”, ”Tålmodighed”, ”Åbenhed”, ”Forståelse”, ”Tillid” – og mange andre begreber kan sættes på en god samtale. Når jeg havde lavet noget lort og skulle tale med min mor, blev hun vred, irettesatte mig – fortalte mig, hvad der var rigtigt og forkert. Satte grænser. Jeg blev ked af det, men forstod, hvad hun mente. Og så var den skid slået. Min mor kunne rumme alt det lort, jeg lavede. Hun bar aldrig nag. Hun tilgav mig alle mine tåbelige handlinger. Hun var åben, når jeg bad om hjælp. Hun viste mig respekt, når jeg ønskede at opnå noget – en fodboldtur, en hyttetur med skolen – og hun viste mig tillid og stolede på mig og mit ord.
Alle disse værdier og begreber, samt mange flere, har jeg med hjemme fra min mor, min far og min morfar – ja – og mange andre. Mine gode venner, familie – jeg synes, at jeg har været omgivet af mange dejlige mennesker og har haft en masse gode og dårlige oplevelser som alle andre.
At jeg i dag kan tale om de svære ting, skaber en åbenhed og en identifikation, som andre mennesker kan spejle sig i. Det skaber åbenhed og erkendelse hos andre og baner vejen for dialog og udvikling for det enkelte menneske, hvis man kan og vil. Hele det faktum skylder jeg min mor og far, for de viste mig gennem hele livet, at det er vigtigt at være ærlig og tale sammen over en tår kaffe.

Lad nu være at tage alting så alvorligt
Jeg kan heldigvis skrive tusinde sider om alle de gode sider, min mor havde, og om alle de gode oplevelser, jeg havde med hende – samt alle de gode værdier og principper, hun har givet videre til mig. Det er skønt!

Men du som læser skal også videre i teksten, så jeg vil runde af med min mors ”motto”. Hun sagde det til mig mange gange, og hun viste mig det igennem sine handlinger som mor. Min mor havde som sagt perioder på dage, uger, måneder, hvor hun drak tæt, og hvor der skete voldsomme ting med både hende og mig. Men i de perioder, hvor hun var på antabus og ikke drak, dér viste hun mig, at livet skulle leves og nydes, ikke mindst nydes. Hun var ikke intelligent til at bruge penge. De blev brugt – og så kunne vi leve af ristet torskerogn, brasede kartofler, suppe eller hvad hun nu kunne finde på resten af måneden. Men de dage, hvor vi brugte penge, dér elskede jeg hvert sekund.

Typisk tog vi bussen til Frederikssund eller Skibby, hvor vi købte tøj eller andet til mig. Så skulle vi i legetøjsbutikken, og jeg skulle have ét eller andet, måske lego, måske et samlesæt, måske en fodbold, måske dykker-briller, måske en lastbil, måske det hele. Så gik vi på cafeteria og spiste sammen. Hun fik ofte et stjerneskud eller en wienerschnitzel, og jeg fik næsten altid pølser eller fiskefilet og pommes frites. Vi spiste, talte, grinte, lavede lidt uskyldigt grin med forskellige mennesker. Og jeg elskede det! Jeg bliver helt glad af at skrive om det! Vildt. Sådan gik der nogle timer, så tog vi bussen hjem. Da vi kom hjem, skulle jeg have gang i alt det nye legetøj. Havde jeg fået en fodbold, løb jeg direkte op på fodboldbanen og var der i flere timer. Om aftenen fik vi altid ét eller andet lækkert mad, min mor havde købt. Efter aftensmaden havde hun altid én eller anden overraskelse: en kage eller slik eller noget helt tredje.
Min gode ven Stig var også tit på besøg. Vi kunne gå på tanken og leje en Nintendo 64 med spil. Så gik vi hjem til min mor og satte den til, og så spillede Stig og jeg Nintendo en hel weekend. Min mor sad med os og læste eller gik i haven eller noget. Hun sørgede for os. Hun smurte gode madder og satte dem ind til os i stuen, så vi kunne blive siddende og spille og spise de gode madder. Hun serverede slik, chips, sodavand og meget andet. Stig og jeg spillede til sen aften og gik op på mit værelse. Her havde min mor redt op til Stig på en madras på gulvet, og nogle gange stod der en lille skål slik til os, som vi kunne gå i seng på. Så lå vi og snakkede lidt og hyggede os – faldt i søvn. Glade, trygge og glædede os til næste dag.

Min mor var ikke altid super ansvarsfuld, og vi har nogle gange måttet være mere end kreative med mad, varme, lys, elektricitet og meget andet. Men jeg er hende dybt taknemmelig for, at hun selv i de mørkeste tider lærte mig at se efter lyset og lærte mig at nyde livet. En weekend med Stig og en Nintendo 64 – og min mor – var/er vigtigere for mig end en god pensionsopsparing.

At bide tænderne sammen
Her finder jeg min afslutning på min hyldest til min mor og alt det gode, hun var. Guderne skal vide, at jeg sammen med min mor har oplevet mere lort end en god landmand kan nå at sprede på et årti. Alligevel brokkede hun sig aldrig. Hun gav ikke nogen skylden. Hun kunne ligge i hospitalssengen med to blå øjne, en flækket læbe og et stort hul i hovedet, fordi endnu en mand havde tævet hende – alligevel kunne hun tage mig i hånden, klemme den og forsikre mig om, at det hele nok skulle gå, og at manden, der slog hende, ikke havde spist rugbrød nok, for hun kunne ikke rigtig mærke hans slag.
Kulsort galgenhumor havde hun. Min mor bed tænderne sammen, når livet gjorde ondt – og uanset om hun selv var skyld i ulykken eller ej, rejste hun sig og kæmpede videre, det bedste hun havde lært.

Når hun blev fyret. Når vi ikke havde penge til varme, lys, el, tv eller mad. Når hun var blevet slået. Når hendes elskede katte eller hunde døde fra hende. Uanset hvad livet smed i hovedet på hende af dårligdomme, stod hun ret og modtog det alt sammen. Hun var mit beskyttende skjold mod omverdenen.
Natten til den 5. oktober 2003 kunne min mors hjerte ikke mere. Det holdt op med at slå, og hun døde alene i sin seng. Midt i en skilsmisse, et hussalg, et alkohol- og medicinmisbrug. Midt i kampen døde hun.

Mit beskyttende skjold kunne ikke stå imod livets sværd mere og brast i tusinde stykker. Når jeg beretter om min opvækst, mit misbrug og mit liv generelt, fortæller jeg om mange af de voldsomme oplevelser, jeg har haft. Men vid, at under de dårlige oplevelser danner alle de gode oplevelser en platform for, at det er lykkedes mig at bryde fri – og i det hele taget danner min mor og alt det gode, hun var, grundlag for, at jeg er, hvor og hvem jeg er i dag.
Jeg vil altid elske dig, dejlige mor Janne, tusind tak for alt, du var for mig. Jeg kunne ikke ønske mig mere.